En 85-årig mand skydes brutalt ned i sin luksussuite på Hotel Adlon i Berlin. Gerningsmanden går tungt ned gennem hotelgangene, efterladende tydelige blodspor. Udtryksløst, tavs, sætter han sig i vestibulen. ”Er der noget galt?”, spørger den kvindelige receptionist. ”Han er dræbt… oppe i præsidentsuiten”, svarer den ellers tavse morder, Fabrizio Collini, der uden modstand lader sig føre bort af politiet. Sådan er oplægget til den tyske instruktør Marco Kreuzpaintners rets- og familiedrama, baseret på Ferdinand von Schirachs bestsellerroman af samme navn. Igen en film om Tysklands ugerninger under anden verdenskrig. Om kollektiv skyld og elastisk retfærdighed. I slægt med efterkrigstidens mange tyske opgørsfilms berettigede vrede mod de mange, mange tyske krigsforbrydere, der uden rettergang blev absorberet af det tyske Wirtschaftswunder.

Sagen Collini udspiller sig små 50 år efter krigen. Den unge advokat Caspar Leinen (Elyas M'Barek), der netop har opnået ret til at procedere, bliver af retten tilbudt at forsvare den oplagt skyldige, tavse morder, Fabrizio Collini. En banal sag at starte sin forsvarskarriere med – tilsyneladende. Sagens forløb skal vise, at der er mange, mange kampe som amatørbokseren, den unge forsvarsadvokat (hov, forstod vi symbolikken?) skal kæmpe, ikke mindst, når den legendariske juraprofessor dr. Richard Mattinger (Heiner Lauterbach, er både charmerende og bevidst underspillet) er en af de professionelle modstandere.

Ikke nok med det. Den myrdede viser sig, at være den styrtende rige industrifyrste Jean Baptiste Meyer, en højt respekteret samfundsborger – Caspar Leinens gavmilde stedfar (!), hvis pragtvilla han som barn sorgløs gik ud og ind af som et familiemedlem og som senere rundhåndet støttede hans universitetsuddannelse, endda med en eksamensbelønning i form af den superlækre Mercedes, han stadig kører rundt i. Men det skal blive værre. Johanna (Alexandra Maria Lara) hans ungdomskæreste, som er barnebarn til den myrdede, råber i telefonen: ”Hvordan kan du forsvare det svin?”. Capar Leinens forsvarer sig eftertænksomt med, at min pligt er, som en lægens at helbrede, at fremme retfærdigheden. Intet mindre.

Kort sagt, et superdilemma, at skulle forsvare stedfarens og ekskærestens farfars kyniske morder. En italiensk 70-årig gæstearbejder, der tavs, nærmest stum, ikke vil udtale sig om mordet og tilsyneladende er blottet for ethvert motiv til misgerningen. Men ambitiøse Caspar Leinen giver ikke op. Som en anden Perry Mason begynder han at grave i sin elskede stedfars fortid – og mon ikke et og andet relateret til nazismens grusomheder dukker op? Langsomt afdækker den unge advokat sandheden og baggrunden for Collinis morderiske handling.

Mere skal ikke afsløres her. Kun at filmen udover at vække den tyske kollektive skyld, sætter fokus på den såkaldte Eduard Dreher lov af 1968, der stopper for et retsopgør med nazifortiden og i al stilfærdighed kortslutter mulighederne for at retsforfølge tyske krigsforbrydere ved en slags forældelseslov. Som anklageren belærende siger: ”Det var en anden tid dengang”.

På hvilken side står Caspar Leinen, familiens eller retfærdighedens?

Læg dertil en voldsom anklage mod systemets manglende vilje til opgør med fortiden. Romanens forfatter er selv jurist og statsanklager med en bedstefar, der af Nürnberg domstolen kort efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser. Sagen Collini er helt i tråd med en række efterkrigsinstruktørers opgør med fortiden. Med Rolfgang Staudte i spidsen. Dengang med den meget sigende titel Die Morderen sind unter uns (1946) og Helmut Käutners, I disse dage (1947) og Resten er tavshed (1959) sidstnævnte netop om en stor industrimagnats hemmelige fortid. Alle vrede opgør med retssystemets mangler.

Sagen Collini er en klassisk retssagsfilm, fyldt med flashbacks, heftige retssals diskussioner, med en påmindelse om retfærdighedsbegrebets elasticitet. Velspillet, velmenende og vedkommende. Ikke noget mesterværk, dertil forefindes for mange klicheer og en snørklet fortælling, med lidt for mange dramatiske fangarme. Om ondskab og forbrydelser, der aldrig (burde) forældes, det minder Sagen Collini os om. Alene derfor er den væsentlig.