Selv om det er en gammel traver, så er det altså bemærkelsesværdigt, hvor godt Freud ramte plet i hans eneste tekst om fiktion: Das Unheimliche. Uhyggen (den ene del af ordets betydning) opstår som regel når de trygge rammer i hjemmet (tysk : ´Das Heim´) bliver forvandlet til noget der bestemt ikke er hyggeligt. Hjemmet bliver ”ikke-hjemligt” - det hyggelige bliver uhyggeligt. Det er en hjørnesten for usandsynligt mange gyserfilm, hvor man i utallige variationer kan opleve en familie, der eksempelvis flytter ind i deres nye drømmehjem, blot for kort tid herefter, at finde ud af at det er et mareridt at bo der.

Det er også hjemmet og familierelationer der er omdrejningspunktet i den nye danske gyserfilm Mulm. Her splittes kernefamilien dog allerede indenfor filmens allerførste minutter, for moderen i familien bryder sammen og indlægges på et psykiatrisk hospital med en svær depression. Af den grund bliver den ellers lidt fraværende, hårdtarbejdende far nødt til at tage sig af parrets lille dreng alene. En situation der bestemt er meget svær at være i, men i Mulm er dette kun starten på tragedien.

Mulm er en film, der rettelig kan kalde sig for en indie-film. Den er blevet til uden støtte fra Det Danske Filminstitut, men skabt ud fra instruktørens ønske om at formidle Teddy Vorks ganske enestående, personlige roman af samme navn. En roman, der helt fortjent i 2020 vandt Dansk Horrorselskabs pris for årets horrorudgivelse

Kapellets udsendte var så heldig, at være til stede ved filmens første offentlige visning til Blodig Weekend i Århus 2024 hvor forfatter Teddy Vork og instruktør Martin Vrede Nielsen deltog. Det var samtidig første gang Vork så den færdige film og adspurgt efterfølgende var han rigtig glad for slutresultatet. Det har han også alt mulig grund til! Selv om filmen er blevet til på et ganske beskedent budget og ikke kan bryste sig med en masse spektakulære effekter, så lykkes den i den grad for folkene bag, at formidle romanens utrygsfremkaldende indhold på en meget rolig men også utrolig intens måde. Dette især takket være de helt igennem fremragende skuespilpræstationer.

Jens Sætter-Lassen giver et vildt nuanceret og troværdigt følsomt portræt af faderen i familien. En far som elsker sin kone og søn, men som også har ganske vanskeligt ved at forstå at hans kone har haft så mange mørke tanker, som hun har holdt fra ham. Han oplever, at moderens fravær fra hjemmet har resulteret i at sønnen er begyndt at ændre sin opførsel. Han leger ikke længere med de andre børn i sin klasse og bruger mere og mere tid på sit værelse hvor han taler med sin nye usynlige ven Svupben, som han hele tiden bygger en lille stendysse til på gulvet. Det er adfærd der i den grad bekymrer faderen, hvis psyke i forvejen er voldsomt påvirket af hustruens indlæggelse.

Selv om Julie Christiansens rolle som den meget sårbare hustru er enormt troværdig skildret, så var Kapellets udsendte især bevæget over det fantastiske forhold som filmen formår at bygge op mellem sønnen - eminent spillet af den unge debutant Louis Trinskjær - og faderen. Der er mange scener hvor de to bare hygger sig sammen eller hvor faderen ømt bærer en halvsovende dreng i seng og putter sig ved siden af ham. Der er en fysikalitet og ømhed mellem far og søn, som bliver reelt rørende. Denne hverdagsskildring fungerer bare. Filmen skildrer situationer som vi med børn nemt kan identificere os med også selv om vores egne femårige for længst er blevet til unge mænd. Så meget mere smertefuldt bliver det derfor at se deres forhold langsomt men sikkert tage den deroute, som alle vi der har læst bogen, ved hvor ender.

En af de mest vanskelige ting ved at være udsendt som anmelder en lille måneds tid inden filmens officielle premiere, er at man som oftest bliver nødt til at vente med at fortælle verden omkring en eller plapre løs på sociale medier om hvor fin en filmoplevelse Mulm er. Til gengæld har Kapellet fået lov til helt eksklusivt allerede nu, at fortælle om filmen.

Du bør ikke sætte næsen op efter en skrækfilm, der tonser afsted i et højt tempo med masser af chok og spandevis af indvolde, i stedet får du et psykodrama, hvor der konstant sås tvivl om, hvad der er monstro er virkeligt og hvad der er indbildning.

En genistreg er ligeledes at lave en slags rammefortælling, hvor faderen er taget til psykolog for der at prøve at sætte ord på sin situation. Psykologen (Martin Geertz) er virkelig god til at komme med rationelle forklaringer på de overnaturlige hændelser som vores hovedperson deler med ham. Selv om de ting der sker i hjemmet måske føles virkelige for faderen, så er de i psykologens optik en slags betinget forsvarsreaktion på den ændrede livssituation som nu både far og søn befinder sig i.

På den vis balancerer fortællingen konstant på grænsen mellem det overnaturlige og rationalet, fantasiens og logikkens verden, de gamle guder og ateismen, uhyggen og hyggen. Selv om det da også er greb set i andre gysere, så synes Mulm at slippe rigtigt godt afsted med dens version. Dialogen er skarpt skåret, virker ikke scriptet og ordene falder naturligt for alle de medvirkende. Dette betyder at filmen som udgangspunkt leverer en meget realistisk, dansk hverdagsskildring, som lige så stille og roligt bliver afmonteret bid for bid.

Adspurgt direkte om netop hvilken en af de to fortolkninger det overnaturlige eller det indbildte han selv foretrækker, svarede Teddy Vork ganske diplomatisk ”Jeg slutter mig til ideen om at forfatteren er død. Når historien først er ude, må det være op til læserne eller seerne selv at vurdere det de oplever.” Det er netop dette aspekt som er så fremragende ved såvel bog som film. Du bliver som tilskuer placeret i samme vanskelige situation som familefaderen og den voksende desperation og magtesløshed overfor hustruens sygdom og sønnens pludselige adfærdsændring bliver ganske ubærlig. Kernen i historien er kærligheden til hustruen og sønnen, men måske er der samtidig stærke(re?), ældre kræfter, der har sat sig for at flå disse bånd fra hinanden.

Mulm er bestemt ikke en rar film, men det er en film der fungerer. Det lykkes at skabe figurer man holder så meget af, at man helt glemmer at det bare er skuespil. Det er en film, hvor alle dele af fortællingen passer så fint ind i hinanden og arbejder med så tilpas mange lag, at det ikke blot bliver endnu en overnaturlig ekspedition ind bag ligusterhækken, men en vedkommende, skræmmende og ustyrlig velspillet film om det mørke vi potentielt alle kan møde. Et mørke der måske kommer udefra eller måske bor i os selv. I sidste ende må du blot følge Vorks råd: se filmen og bedøm selv hvad du ser det er der sker i det nattemørke hjem hos Jacob og lille Johannes.