Året er 1981. Stedet Dunded, New Zealand. Baggrunden er apartheid, racefordomme og forfølgelser i Sydafrika, med en klar afsmitning i forholdet til Maorierne i New Zealand. Store tunge bolde i luften. Sådan ser spillebanen ud for instruktørerne Paul Middleditchs og Hamish Bennetts spillefilm Uproar.

Spændende og fremmed. Men det der gør filmen så enestående, er det enkelte menneske. Først og fremmest hovedpersonen Josh (Julian Dennison). En overvægtig 17-årig teenager, der bor sammen med sin mor (Minnie Driver) og storebror (Rhys Darby). Som de fleste i den aldersgruppe er han på en turbulent jagt efter sin egen identitet. Hvor hører jeg til? Hvad skal jeg i fremtiden? Hvem kan jeg stole på? Dur jeg overhovedet til noget? At hans far var maori, gør det ikke nemmere, på de riges ”hvide gymnasium”, hvor han nok er en kvik elev, men har svært ved at blive integreret og få venner. Frokosten indtager han i det skjulte, alene, bag en bog i skolebiblioteket.

Storebror, Jami, og den afdøde far, er derimod heltene, der som rugbytrænere har skaffet skolen stor hæder. Desværre har Jami en sportsskade, der holder ham tilbage fra træningen. Den ambitiøse rektor kræver ham tilbage – for skolen skal vinde årets kamp. Det medfører at Josh også får en mindre rolle på rugbyholdet- det styrker ikke just Joshs selvtillid. For det er ikke der talentet ligger, mener især skolens dramalærer – det er skuespilkunsten, der bør være Johs domæne.

Langsom drages han ind i lærerens lille private dramaklub og usikkerheden hos Josh vokser. Hvor hører han til? Rugby eller teater? Samtidigt vokser omverdens polarisering overfor det racistiske Sydafrika og dermed tilskynder til Josh politiske opvågning. Bevidstheden om egen kulturidentitet får ham til at gå aktiv på barrikaderne – i forbindelse med en rugbykamp!

Det er dramaet, teatret, der drager. Stærkt tilskyndet af dramalæreren søger han optagelse på teaterskolen.

”Hvem er du?” spørger Johs direkte ud til gymnasiepublikummet i en selvskreven monolog.

Efter at have set Uproar er vi godt klædt på til at kunne besvare spørgsmålet: En begavet ung mand på vej ud af teenagerspleen ind i en kompleks verden, der kræver stillingtagen og mod.

Julian Dennison dækker til fulde denne komplekse karakter, der heldigvis også har humor og en evne til at se det groteske selv når situationen forekommer uløselig. Nok er der mange bolde i luften, men de tre vi koncentrer os om, mor og de to sønner, går alle direkte i mål.

Uproar er en klassisk coming–of-age-film, der i den grad spiller på vores følelser og evne til at identificering. Aldrig banal, aldrig klichefyldt, men empatisk, med megen hjertevarme.

Som livet, uden for biografsalen, uden nemme løsninger. En stærk medrivende oplevelse – endda helt fra den anden side af jordkloden.