Lasse er gymnasielærer, med fransk som hovedfag, der står foran sin pensionering. Afholdt af elever og kollegaer, men han glæder sig alligevel til den tredje alder, med alle de nye aktiviteter, der vinker forude, ikke mindst samværet med hustruen, god mad og vin på bordet og rejser til hans elskede Frankrig.

Men det går anderledes.

I stedet for at kaste sig over golf eller tennis, bridge eller skak, fitness eller lange gåture, bogklub eller værtshus, så synker han passivt ned i den dybe lænestol. Sidder inaktiv og venter på at døden langsomt indtræffer, til stor forbløffelse og ærgrelse for hustruen gennem et langt liv, Tina, og deres 37-årige søn Filip. Begge er vandt til en sprudlende, livsglad Lasse, som nu bare sidder træt og passiv og ser til.

Filip giver ikke op, i sine forsøg på at få faren tilbage til dengang, for slet ikke så længe siden, hvor livskraften og humøret var intakt Han mindes de mange gode, livlige stunder. Husker især deres bilture til Frankrig.

I sin iver finder han hos en brugtbilsforhandler en gammel orangefarvet Renault 4, magen til den som familien dengang drog sydpå i, da Filip var ung. Ideen er, at han og vennen Frederik, sammen med Lasse, i fortidens familiebil, skal køre til Sydfrankrig for at genopleve de mange rejseminder og derigennem håbe på at Lasse får livsgnisten tilbage.

Et interessant plot med gode muligheder for fine psykologiske skuespilpræstationer.

Slet ikke.

Den sidste rejse bruger nemlig hverken Stanislawsky uddannede eller method-acting skuespillere. Filmens personer er alene de medvirkende i kød og blod. Lasse er Lasse. Det er ikke kun hans rørende historie, der fortælles, men alle personer i det lille drama, hverken spilles eller ageres, de er dem selv. Slet og ret.

Deres biltur til Rivieraen, med den gamle fars reaktioner og genoplevelser i centrum, er blevet en medrivende og følelsesmæssig stærk oplevelse. De to ´drenge´ får gennem fortidens rejsedagbøger og fotoalbums rekonstrueret en række besøg i byer, de mener vil kunne skabe et positivt gensyn hos Lasse og dermed lette for tristessen.

En lang, og langsom, tur gennem Europa, hvor den gamle Renault nok er motorvejens mest overhalede bil. Også musik og poesien lader de, gennem visesangerne George Brassens og Jaques Brel, være med til at vække smukke minder hos den frankofile lærer. I en lille sydfransk by oplever vi endog at Lasse skrifter for en katolsk pater. Synden han tilstår, synes dog til at leve med, at han i sin ungdom var grov og hensynsløs over for en taxichauffør.

Den sidste rejse er et forsøg på at skabe en ægte og vedkommende dokumentarfilm. En dokumentation af den virkelige virkelighed, hvor selv instruktørerne og kameramændene, Filip og Frederik, også er fortællere og medspillere – plus sig selv, altså virkelige.

Det kan med rette sætte gang i diskussionen om ægtheden/troværdigheden af de dokumentariske indslag. For så længe kameraet snurrer, kan vi så være sikker på ægtheden fra dem, der står foran kameraet? Jeg tvivler. Gør det filmen mindre fascinerende? Nej, tværtimod. For tilskuerne er med hele vejen i jagten på den forsvundne fortid.

Uden besvær identificerer vi os med Lasse og hans langsomt voksende appetit på livet. Nyder de smukke små romantiske sydfranske landsbyer og Middelhavets skiftende stemninger, alene det , gør turen en rejse værd.

Filmen er de svenske biografers mest sete dokumentarfilm (ca. 400.000 tilskuere) – så mange skal man nok ikke forvente i Danmark selvom en anbefaling skal lyde herfra.