Alle kravene til en klassisk western er opfyldt. De gode overfor de onde. Druk og slagsmål. Hævn, magt og korruption. En sherif, en borgmester, en grisk ejendomsbesidder, en tvivlsom dommer. En samling træhuse midt i en storslået natur, hvor kun den stærkes lov gælder. Skud fra hoften og en rask hængning. Alle de klassiske elementer - og meget mere til - indeholder Til verdens ende, Viggo Mortensens anden spillefilm (Falling 2020).

Viggo Mortensen, (født i USA, dansk far og amerikansk mor), har instrueret, skrevet manuskript, komponeret musikken og spiller den mandlige hovedrolle. Så kan det vel ikke blive mere narcissistisk - og det er filmen slet, slet ikke. For Holger Olsen, som helten hedder i filmen, lader Vicky Krieps, funkle og stråle, som den selvstændige, selvbevidste fransk/canadiske Vivienne Le Coudy, der forelsker sig i den danske indvandrer Holger Olsen og flytter med ham til et skur af en bolig i Elk Flats, en udørken i Nevada.

Helt westernklassisk er filmen nu ikke. Åbningsbilledet, en enlig middelalderrytter, i rustning og hjelm, der ridder gennem skoven. En kvinde ligger døende og et kort glimt af et barn tæt på kvinden, som vi senere erfarer (nok) er Vivienne. Er ridderen måske Jeanne d’Arc, som Vivienne drømte om som barn? Eller er det snart Olsens eller Viviennes øjne vi skimter bag vesiren? For de små hurtige, lidt mystiske flashback/flashforwards, kommer igen, i den ellers fremadskridende realistiske handling. En forvirring, der er med til at gøre Mortensens western lidt skæv og anderledes.

Tiden er begyndelsen af 1860erne. Borgerkrigen er på sit højeste og Olsen melder sig som frivillig på Unionens side i kampen bl. a. mod slaveriet. ”Det er ikke dit land” forsøger Vivienne for at få ham til at blive hjemme. Afsted drager Holger Olsen, efterladende sin elskede i det ensomtbeliggende skur af et hus, for først at komme tilbage mange år efter.

Vivienne må klare sig selv. Det gør hun med stor styrke, med et job i den lokale Saloon, hvor hun i den blandede flok af tørstige gæster, forstår at sætte sig i respekt. For de er her alle sammen, dem vi kender fra gamle og nyere westerns. Magtfulde, korrupte og fordrukne. Klar med knytnæve eller pistol, om det skulle være. Og det skal det. Men Vivienne har styr på drengene. En oprigtig ven får hun i klaverbokseren, som hun endda spiller firhændigt med.

En smuk ung kvinde, der bor alene langt ude i ´no man´s land´, kan låse sin dør nok så mange gange. For når skurken som, Weston Jeffries (Solly McLeod), den brutale, overforkælede søn af den korrupte jordmagnat Alfred (Garret Dillahunt) brunstigt sparker døren ind og kræver sin ret, så er voldtægten en kendsgerning – og den får endda følger.

Da Holger Olsen vender sejrrig hjem efter borgerkrigens afslutning, modtager Vivienne ham med sin lille søn ved sin side. Lidt af en overraskelse.

Til verdens ende er til sidste whiskydråbe, en ægte, gedigen western, som ville fryde de gamle mestre som Ford og Hawks. Men det er skuespillet, der løfter filmen. Vicky Krieps som vi kender senest fra Corsage og Den skjulte tråd er uimodståelig som den karakterstærke kvinde, der i et 110% mandsdomineret minisamfund, kan sætte sig i respekt overfor de skrupelløse cowboys og samtidig formidle et nuanceret ligeværdigt kærlighedsforhold, med gensidig ømhed og respekt, til enegængeren Olsen. Begge fremmede i et nyt land – men begge med troen på fremtiden.

En sjældent velspillet film, hvor også alle birollerne er professionelt besat – plus et bjerglandskab, så storslået og øde, oplevet gennem danske Marcel Zyskinds følsomme kamera.

Men det er Krieps og Mortensen, der hæver filmen, fra slå-på-tæven og vild korruption, til en lyrisk smuk kærligheds fortælling.

Se det er ikke så tit det sker i en ellers selvbevidst klassisk western.