Starten et sølvbryllup. Miljøet, overklassen med kæmpe palævilla skrånende ned til Øresund. Fabrikant Carl Skov og hustru Eva fejres med morgenvækning og hornorkester. Fortumlede kigger de fra balkonen ned på de morgenduelige venner og forretningsforbindelser. Så kommer chokket. Tyske bombemaskiner dækker morgenhimlen. Flyveblade daler ned over de forskrækkede sølvbryllupsgæster. ”OPROP. For landets sikkerhed mot engelske Overgrop. Fra nu af den tyske hær og flåde…” På ubehjælpeligt dansk slås det fast, at Danmark nu er besat af tyskerne; Værnemagten. Dagen er d. 9. april 1940. Familiebegivenheden og besættelsen går nu op i en større enighed.

Det er netop den garvede filminstruktør Anders Refns De forbandede års struktur og dramatiske nøgle, at beskrive velhaverfamiliens konflikter og konfrontationer under besættelsens og samarbejdspolitikkens første år. En tilsyneladende velfungerende overklassefamilie med pæne manerer, sølvbestik, Damaskdug, krystalglas og tyende á la Upstairs / Downstairs, for ikke at sige Matador. Fester og indflydelsesrige venner.
br> Carl Skov, (igen en nuanceret og velspillende Jesper Christensen) er en selfmade fabrikant med økonomisk succes og respekteret menneskelighed. Bundreel og afholdt af medarbejderne. Han suppleres fint af hustruen (loyalt forsvaret af Bodil Jørgensen), med et socialt menneskesyn, datter af en af dansk industris førstemænd. Fem børn der alle er godt på vej. Så kommer konfrontationerne væltende, samtidigt med at den danske samarbejdsregering hylder Tysklands imponerende sejre og opfordre til samarbejde med besættelsesmagten.

Selv hverdagen for familien Skov giver konfrontationer. En svensk/tysk veninde og hendes jødiske mand søger tilflugt i strandvejsvillaen, hvor de modtages med menneskelighed og varme. Kort efter banker det danske politi på døren for at hente ægteparret og sende dem tilbage til Tyskland. Carl Skov overtaler dem til at følge med på stationen, der er tale om en misforståelse. ”I Danmark er der lige ret for loven, også for jøder”, fastslår fru Skov. Næste dag skal Carl Skov nok ordne det med sin ven politidirektøren. Men nej. Nu er det tyskerne, der har magt og styrke. Ægteparret deporteres til en arbejdslejr.

”Kan man få et demokrati til at fungere i et besat land?”, spørger Carl Skov sine forretningsforbindelser, der ikke lægger skjul på, at de forhåbningsfulde følger ”verdens stærkeste magts” fremrykning og venter snarlig fred, med håb om endnu flere investeringsmuligheder i Hitlers Neuropa. Carl Skov har sine tvivl. Elektrofabrikken har mistet sit engelske marked – så det tyske frister, men i så fald vil han indirekte biddrage til den tyske våbenindustri. Overlevelse og ’reddes-hvad-reddes-kan’-filosofien og regeringens/Industrisammenslutningens opfordring til samarbejde, er med til at dulme den dårlige samvittighed og langsomt glide over i det eftertiden stempler som værnemageri.

Endelig er der børnene. Hver med deres historie. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er dansk officer og vil bekæmpe kommunisterne/bolsjevikkerne ved at melde sig til Frikorps Danmark. Knud (Lue Dittmann Støvlebæk) og Valdemar (Sylvester Byder) spiller herlig swingpjat-jazz a la Leo Mathiesen på værtshuset Stardust. Aksel (Mads Reuther) bliver sabotør – og værst er det med lillesøster Helene (Sara Victoria Bjerregaard) der er gift med en tysk u-bådsofficer udstationeret i Norge. Det er de mange skæbner, der på gulvplan belyser den alt andet end flatterende periode af besættelsestidens første år.

På det mere overordnede plan får vi både kastet lys på de økonomiske- og politiske magthavere. Filmen myldrer med ægte citater, som f.eks. regeringens opfordring til at bekæmpe sabotører og angive dem! Udtalelser man senere ihærdigt har forsøgt at lægge låg på.

For det er det, der gør Anders Refns film ret så enestående, at den ganske vist først 80 år efter, ikke er endnu en helte-film om Danmarks enestående modstand mod den tyske fjende, men ærligt og uden omsvøb holder spejlet op, der skarpt og uretoucheret viser et udsnit af overklasselivet i Danmark i tiden 1940-43.

En krønike, med Flemming Quist-Møller som medforfatter, der nok er traditionel i sin kronologi og skematisk i sin dramatik, men også velfortalt med en stribe af vores fremmeste skuespillere og en swingende lydside.

De forbandede år er meget mere end et flot samtidsudstyrsstykke, nemlig et spørgsmål om moral og anstændighed. Vanskeligt for os i dag at dømme. Med Anders Refns film har vi fået et mere nuanceret billede af en tid vi gerne glemmer eller omskriver, hvor vi helst husker tiden efter 23. august 1943, hvor regeringen gik af og tyskernes sejrsrus blev afløst af nederlaget ved Stalingrad.