Telefonen ringer. Det er fra socialforvaltningen: ”Er din mor hjemme?”, ” Nej ikke lige i øjeblikket”, får den 16-årige Laura fremstammet. ”Sig til hende at vi kommer på besøg om 14 dage, bare for at se om alt er i orden”.

Så bryder helvedet løs. For Laura og søstrene Mira på 12 år og Steffi på 6 år bor alene, uden opsyn, helt uden forældre, i en lille forstadslejlighed, i et ghettomiljø tæt på en svensk storby. ”Mor døde af et hjerteslag og vi begravede hende i haven og far stak til søs som pirat”, sådan svarer Laura, helt i Pipi Langstrømpes ånd, når der en sjælden gang bliver spurgt til deres forældre.

Og der er meget Pipi Langstrømpe over de tre børn, der lever i et anarki af rod og kaos. Uvaskede tallerkner, uredte senge, tøj smidt på gulvet. Vaskepulveret stjæles i møntvaskeriet, håret tørres med et strygejern.

Et liv i den totale frihed, med butikstyveri, slagsmål, sprut og cigaretter, uden indblanding fra voksne. Laura, som er den ældste søster, har overtaget ansvaret og styringen af ”den lille anarkistiske familie”. Som nu, om fjorten dage, trues af et besøg fra kommunens socialforvaltning, med den uomgængelige konsekvens, at anarkiet standses og de tre skilles og familie- eller institutionsanbringes.

Det er plottet i den svenske film Paradiset brænder , skrevet og instrueret af Mika Gustafson, der på blændede vis skildrer de 14 dage, hvor Laura kæmper for at ”dem fra kommunen” ikke konfronteres med de tre børns liv i lovløsheden. Godt gemt blandt bebyggelsens mylder af jævnaldrende børn, selvoptagne minoriteter og voksne, der har mere end nok i deres egen dagligdag.

Det er fællesskabet med kvarterets andre piger, der udgør en livlig og vigtig kærne i de tre søstres liv. Sammen knuger de, krammer, danser, ruller sig i græsset, slås og bander. Hektisk og overvældende fortalt med håndholdt kamera og hurtige klip. Vilde piger – for der er så godt som ingen drenge med i filmen og kun ganske få voksne bl.a. Miras ven, en ældre, småfordrukken karaoke-sanger på det lokale værtshus, som hun agerer en slags maneger for.

Laura opsøger i sin desperation mosteren, der sammen med sin mand står for karrusellen i et omrejsende Tivoli. Her er kun afvisning og selvoptagethed at hente – også når det gælder mosterens eventuelle kontakt med børnenes mor. Mere heldig er Laura i sin søgen efter en stand-in for den forsvundne mor, da hun træffer Hanna (Ida Engvoll). En selvstændig yngre, enlig kvinde, der har samme frihedstrang som Laura. Sammen skaffer de sig adgang til flere af kvarterets pænere villaer. Her småstjæler de, drikker af husets vine og ryger af cigaretterne, men allermest nyder de Bo bedre-velstanden - gerne med en udendørs svømmepøl.

Paradiset brænder er en film, der fordomsfrit og usentimentalt, går tæt på pigernes verden. Miras første menstruation fejres med rødvin og et velkommen i klubben, helt uden forskrækkelse eller fordomme. Den lille søskendefloks udetingede frihed er uden en belærende pegefinger. En finger, der i øvrigt mest bruges til at slikke på, efter at den har rodet rundt i Nutella-krukken.

Tre piger med hver deres selvstændige karakteregenskaber. Steffi, den lille, altid fuld af sjov og grin, alene hendes vuggende gangart – en charmerende gavtyv. Mira (Dilvin Asaad), mellemsøsteren, der er blevet halvvoksen alt for tidligt og helt troværdigt hjælper den uheldige karaokesanger. Og Laura (Bianca Delbravo) filmens ubetingede hovedperson, der i en vildskab, kombineret med en søsteransvarlighed og omsorg, som en reservemor, styrer den lille familie. Et spekter fra ubehersket glæde til gråd. En pragtpræstation, der må love godt for en kommende skuespilkarriere.

Filmen er en sjælden loyal, næsten øm, skildring af et miljø tæt på samfundets bund. En vildskab og en ubetinget frihed, hvor alt er tilladt, langt fra hvad velfærdsstaten kan acceptere. Men først og fremmest en velspillet film med en flok herlige grænseoverskridende unger, der klarer sig på egne præmisser.

Spændende og til eftertanke.