Det er meget svært når man både er humanistisk akademiker, glad for sprog og ikke mindst bibliofil, ikke også at holde af Umberto Eco. Foruden at være forfatter til den mesterlige roman Rosens navn, en bog, der til trods for at den sikrede ham verdensberømmelse, men som han ikke selv var synderligt begejstret for, så var han også en af de mest fremtrædende semiotikere og humanistiske forskere i såvel Italien, som i resten af verden.

I den nye dokumentarfilm Umberto Eco – mit italienske bibliotek inviteres seeren med ind i Ecos private bibliotek og vi guides rundt i hans over 30.000 titler af Ecos nærmeste familie. I arkivoptagelser præsenterer Eco tillige selv enkelte af sine yndlingsværker.

Det har været instruktør Davide Farrarios hensigt, at dokumentere biblioteket, som det fremstod i hjemmet i Milano, før det skal overdrages til den italienske stat, efter forfatterens eget ønske. Desuden bliver dele af Ecos egne tekster fremført af skuespillere i scener, der er blevet optaget på en række af verdens mest imponerende biblioteker.

Filmen handler på den måde både om Ecos kærlighed til bøger (og afsky overfor moderne teknologi) og om hvor fantastiske bøger i det hele taget er. Idet vi mennesker opfandt skriftsproget og senere trykpressen, blev bøgerne vores kollektive hukommelse, der går på tværs af generationer. I biblioteket ligger hele vores kulturarv og viden om verden, mener Eco.

Eco fortæller i filmen (som et ekko af hans tekst fra 2003 - Vegetal and mineral memory) at vores menneskelige hukommelse er en ”organisk hukommelse”. Fysiske bøger betegner han ”vegetal hukommelse”, altså hukommelse der lige som planter ´vokser´ i bibliotekerne og som er nedfældet på organisk materiale. Endelig er der den ´minerale hukommelse´, som er den der lagres i computere på siliciumchips. Den sidstnævnte er han meget kritisk overfor og det er der flere årsager til. Han benytter i den forbindelse bl.a. Borges´ fortælling Funes – the Memorious som udgangspunkt. Historien handler om en mand, der er i stand til at huske alt han ser, lagre alle informationer, selv de mest ubetydelige – og som derfor ender med at være en lallende idiot. På samme måde ser Eco hypertekster, alle brugeres interaktioner og internettes mulighed for at lagre og hente al information i et nu, som sammenligneligt med det. Når vi potentielt kan få fat i alle informationer på én gang, uden at sortere i dem, ender vi også som Funes.

Der er bestemt megen visdom og viden, men også utrolig mange vildfarelser gemt i de fysiske bøger. Som filmen fortæller os, så var Eco mindre interesseret i en objektiv sandhed, end han var af den fascination og nysgerrighed, som mange forfattere i tidens løb har mønstret i deres forsøg på at beskrive den virkelighed der omgav dem.

En af de forfattere der ud over Borges fremhæves af Eco selv er jesuittermunken Athansius Kircher, som det var lykkedes Umberto at få en næsten komplet samling bøger af i sin samling. Kircher skrev om alt fra kulturer i Fjernøsten, over vulkaners opståen, matematik og Babelstårnet med lige stor ildhu, selv om han selv aldrig forlod Rom. Mange af de ting han angav som fakta er i bedste tilfælde spekulative, men det var heller ikke sandhedsværdien der tiltrak Eco til denne forfatter, snarere den videbegærlighed og ildhu som Kircher gik til sit stof med.

I Umberto Eco – mit italienske bibliotek får seeren ikke serveret en decideret biografi af Eco. Vi hører stort set intet om hverken hans barndom, ungdom eller personlige liv. De mest personlige elementer i filmen består af hans enkes, børns og børnebørns beretninger om Umberto. For selv om man måske kunne tro, at manden var en verdensfjern akademiker, så viser filmen også, at han var meget afholdt af sin nære familie.

Man får altså et fint indblik i den enorme begejstring Eco havde overfor bøgernes verden, især de sjældne, obskure værker. Filmen kredser da også især om den del af mandens bibliotek, der indeholder esoteriske, okkulte og andre meget sjældne folier. Man bør dog ikke tro at det ene og alene var obskure middelaldertekster som fascinerede manden, for Eco har heldigvis også været med til at bryde den mur ned der tidligere eksisterede mellem såkaldt ”finkultur” og ”populærkultur”. Anmelder vil ikke påstå at det udelukkende er Ecos, at der i 2024 skrives universitetsprojekter om såvel superhelte og Beyonce side om side med Shakespeare og Francis Bacon, men Eco synes i al fald at være lige så glad for de klassiske værker, som han var for sine tegneserier.

Umberto Eco – mit italienske bibliotek er ikke en stor film, men til gengæld en man bør se, hvis man selv holder af manden, dennes forfatterskab eller blot af bøger helt overordnet. De allerbedste sekvenser i filmen står Eco selv for. For det er de mange uddrag fra længere interviews, diverse forelæsninger, mm. som bliver filmens styrke. Eco taler med stor passion og en konstant humoristisk tone om de ting han holder af og de ting han bestemt ikke er glad for. Umberto Eco var i den grad en ener og er savnet, men heldigvis har han efterladt sig en masse fantasitiske bøger, som du efter at have set filmen selv kan (og bør) gå på opdagelse i – men sørg nu for at få fat i den fysiske bog, for Ecos ånd vil med garanti hjemsøge dig hver nat, hvis du nøjes med en digital kopi.