I 2021 debuterede Daniel Denick som spillefilmsinstruktør med filmen Miss Osaka. En film der fik en del roser fra Kapellets egen Uffe og som hér i starten af 2022 er udkommet på DVD, så de der missede den i biografen (og det var der jo ret stor risiko for, takket være den møgirriterende pandemi), nu har mulighed for at se den.

Det har kapellets anden filmglade skrivekarl så gjort og umiddelbart var undertegnedes oplevelse af filmen ikke helt så positivt som Uffes, for selv om den byder på en ganske interessant præmis og er fortalt i et sitrende, håndholdt og ganske realistisk filmsprog, så ændrer det ikke på, at det er en film der på udsatte steder slæber sig afsted rent fremdriftsmæssigt. Der er nok ligefrem enkelte der vil mene, at den er decideret kedelig.

Selv om store dele af filmen foregår i Japan, så starter den et helt andet sted. Seeren møder nemlig filmens altoverskyggende hovedperson Ines da hun sammen med kæresten er i Nordnorge, hvor han er på forretningsrejse. Ines virker rodløs, lettere trist og deres forhold virker både lidenskabsløst og trivielt. I en restaurant støder de ved et tilfælde ind i japanske Maria, som Ines’ kæreste tydeligvis har mødt før.

Maria kommer fra Osaka i Japan og inden længe opstår der et tæt venskab mellem de to kvinder. Maria fortæller om livet i Japan, hun giver Ines tips til hvordan hun kan forbedre sin kropsholdning og så tager de to på en druktur i landskabet. Maria vil nemlig vildt gerne se nordlyset.

Uden at afsløre alt for meget af handlingen, så bliver Ines så betaget af Maria og måske især af hendes historie om det sted hun arbejder i Osaka - en klub som Maria sammenligner med Paradis. Derfor vælger Ines at låne Marias identitet, da de to kvinder udseendemæssigt faktisk minder lidt om hinanden. Ines tager derfor, uden at fortælle det til nogen, til Osaka, finder Marias lejlighed, indretter sig dér og så opsøger hun efterfølgende den natklub, som har givet filmen sit navn. Ines vil selvsagt se om virkeligheden kan leve op til de ting hun hørte fra Maria.

Ines opdager hurtigt at Maria faktisk hedder Mimiko og at hun er den mest populære værtinde på klubben. Ines påtager sig selvfølgelig ikke Mimikos identitet hér, idet alle kender hende, men det lykkes alligevel hende at lande et job på natklubben. Som altid er enhver begyndelse svær, især når man både skal forholde sig til en helt fremmed kultur og ikke mindst et sprog som nærmest ikke kunne være mere fremmed end det japanske.

Uffe skrev i sin biografanmeldelse at filmen havde lånt elementer fra Antonionis Profession reporter qua dens tema om identitetstyveri, men det ville være mindst lige så nærliggende at sammenligne, i al fald en af filmens helt tidlige scener, med selvsamme instruktørs Blow Up. Undertegnede taler her om scenen, hvor de to nye veninder giver sig til at spille ’mime-tennis’ uden en bold. En meget lignende scene kan nemlig også findes nær slutningen i førnævnte film. Her stopper sammenligningen dog, for hvor Antonionis film er gådefulde og indflydelsesrig, så ender Miss Osaka i stedet som en noget ujævnt fortalt og uforløst film.

Victoria Carmen Sonne er rigtig god som Ines, den lidt forvirrede, rodløse danske pige, der nærmest ved et tilfælde griber chancen for at lege med sin egen identitet og som kaster sig ud i et helt andet liv end det hun er vant til. Samtidig med at vi er vidne til hendes personlige dannelsesrejse iført lånte fjer, så klippes der også glimtvis tilbage til kæresten i Norge, der også er blevet direkte involveret i sagen. Sonnes præstation synes dog at overskygges af Mirai Moriyama, der spiller rollen som den charmerende Maria/Mimiko med en umiddelbarhed, der i den grad stjæler billedet.

Filmen tager sig dog alt for god tid til at fortælle sin historie med. Indimellem så god tid, at anmelder begyndte at blive utålmodig. Det er ikke fordi historien grundlæggende er uinteressant, men måske især fordi det er lidt vanskeligt at acceptere præmissen om en dansk og japansk kvinde, der bytter liv, uden det bliver opdaget allerede i paskontrollen. Selvfølgelig, bør denne form for indvending ikke stå i vejen for en fiktionsfilm, men når nu både skuespillet, replikkerne og den håndholdte filmstil peger i retning mod et realistisk drama, så er det svært ikke at stille sig selv spørgsmål som dette. Især når det er så centralt for at acceptere filmens præmis om identitetsbytte.

Normalt er selve billedkvaliteten ikke noget som Kapellets anmelder fokuserer på, men billedet på DVD-filmen virker desværre en anelse mudret. Muligvis er dette et bevidst stilvalg, men sammenligner man den f.eks. med en anden af Angels DVD-premierer i denne måned Violation[LINK] er billeder dér langt mere sprødt.

Miss Osaka er en film som har flere gode tilløb til noget spændende, men som ikke helt synes at udnytte disse. Det er grundlæggende en film om kærlighed og om ønsket om at bryde ud af vante rammer, for muligvis at finde ind til kernen af sig selv, men det er også en film, der desværre ender med at være en anelse kedelig. De halvfems minutter føles i al fald for denne anmelders, meget længere end det.