Hvis du ville nyde et videospil i sluthalvfjerdserne eller startfirserne, så var det forbeholdt de få at gøre dette hjemme. Bevares, havde man penge kunne man investere i PONG- VIDEOPAC- eller ATARI-konsol til billedrørsfjernsynet i stuen. Enkelte var muligvis så heldige at have fået en ZX-Spectrum 48k eller en Comodore-64 computer, men skulle man virkelig nyde arkadesuset, så var det afsted til den lokale grillbar med lommen fyldt med mønter.

Hér, i den lidt sødvamle lugt fra daggammel friture, remoulade og slikposer, kunne man opleve episke eventyr, lige så længe man kunne holde sin spilfigur i live. Blev Pac-Man, Mario eller Dirk the Daring ramt af et monster, en modstander eller en farliggenstand nok gange, formede de farverige pixels på skærmen teksten ’GAME OVER’, lige indtil man puttede flere mønter i den evigt sultne maskine.

Selv om mange af os, der i sin tid kunne frydes længe over, at se ens initialer på førstepladsen på favoritmaskinens high-score tabel, for længst er rykket videre til at spille videre på Playstation, X-Box, PC eller lignende, findes der stadigvæk en hård kerne af spilentusiaster, der holder fast i glæden ved at spille de klassiske arkadespil. For mange kan dette klares ved at få fat i MAME-software (software der emulerer de gamle maskiners printplader – red.) til hjemmets computer, eller investere i mange af de retrokonsoller, der laves i disse år, men for andre er dette slet ikke optimalt. For hardcore arkadenørder så skal klassiske arkadespil selvfølgelig spilles på de originale opretstående chassiser.

Sådan en gruppe arkadeglade mennesker kan du møde i den nye dokumentarfilm Kim Kanonarm og jagten på verdensrekorden. Her har instruktør Mads Hedegaard (der i øvrigt fortæller helt i starten af filmen at han på ingen måde har noget som helst forhold til arkadespil) fulgt livet på Bip Bip Bar på Nørrebro i København. Det er et ganske enestående sted, hvor alle der har lyst til det, kan få mulighed for at spille på et udvalg af både flippermaskiner, klassiske hjemmecomputere, spilkonsoller og - ikke mindst - alle de bedste arkadespil, vi husker fra barndommen.

På Bip Bip Bar kan du bare komme ind fra gaden og prøve kræfter med klassiske spil som Donkey Kong, Outrun eller Time Crisis II, men det er stadig den dag i dag langt de færreste, der er i stand til at spille i timevis for en enkelt tokrone (Ja, priserne er stadig som i de gode, gamle grillbarsdage på Bip Bip Bar – red.). Det er der dog folk, der sagtens kan. Stamgæsterne på Bip Bip Bar tæller blandt andet flere rekordindehavere, eksempelvis (Michael) Dyst, der i skrivende stund er verdens sejeste til Puzzle Bubble 2.

Som titlen antyder er filmens dog centreret omkring Kim Kanonarm. Selv om efternavnet ikke et han er døbt med, så er det et han har fået takket være hans evner udi at spille disse spil, hvor overlevelse ofte er et direkte resultat af at være i stand til at fyre slag eller skud af, ved at tonse på skydeknappen, mens du styrer din figur rundt på skærmen med det hårdt prøvede joystick.

Hr. Kanonarm, der kendes ved hans sølvgrå bundesligagarn, karakteristiske briller og stålsatte blik, er særlig dygtigt til at spille Gyrus. Det er et lidt mærkværdigt shoot-em-up rumspil, hvor du – modsat spil som Galaga eller Space Invaders - ikke styrer dit rumskib rem og tilbage nederst i skærmen. I stedet bevæger dit rumskib sig på din kommando rundt langs kanten af skærmen og fjenderne dukker så op fra skærmens centrum og bevæger sig ud mod dig mens de skyder og bevæger sig i mere og mere vanskelige mønstre. Det handler så både om at undgå disse fjender og deres skud, samtidig med at du skal manøvrere dig forbi fjenderne uden at blive ramt. Spillet har en slags historie, hvor du starter udenfor planeten Neptun. Klarer du dig gennem banerne der leder dig hen til planeten er næste stop Uranus, og så videre frem til du når selveste Jorden. Klarer du dig så langt, kommer der en lynrunde, der igen bringer dig tæt på Neptun, og herefter starter spillet forfra

Kim er så god, at han har sat sig for at slå verdensrekorden i Gyrus. Ikke kun hvad angår point, men ligeledes i udholdenhed. Den tidligere rekordholder havde holdt ud i over halvtreds timer, men Kim har sat sig et mål der går ud på, at han skal spille 100 timer i streg. Det vil konkret sige, at Kim skal holde sig vågen i fire døgn, noget der er udfordrende i sig selv, men som kræver langt mere koncentration idet han skal spille Gyrus samtidig.

Vi får blandt andet at se, hvordan Kim og vennerne lægger en plan, der gør at Mr. Kanonarm kan tage ultrakorte lure i løbet af sit rekordforsøg. Det handler i sagens natur om, at han helst skal spille så fejlfrit som han kan. Gør han det, optjener han en masse ekstraliv. Han kan så tillade sig at blunde lidt, mens disse ekstraliv forsvinder, i trit med at der ikke er nogen til at styre det lille rumskib i Gyrus. Sagen er dog ikke helt ukompliceret, for den gamle arkademaskine kan kun vise et vist antal ekstraliv og ikke det eksakte antal, som der er blevet optjent gennem mange timers spil. Så blandt Kims kammeraters vigtigste opgaver er at holde tal på, hvor mange ekstraliv, der reelt er tilbage.

Kims vej mod rekordforsøget er selvsagt det, som driver filmen frem. Vi er med til et lægetjek, på løbeture forud for seancen og til forskellige planlægningsmøder, hvor der diskuteres hvad Kim skal have af mad, drikke, vitaminer, osv. Ud over dette fokus på rekorden, viser filmen også de mange venner, som Kim omgiver sig med i miljøet på BipBip Bar. Selv om flere af disse personer rent objektivt set kommer til at fremstå lidt som nogle særlinge, med meget nørdede interesser og lige så store passioner omkring arkademaskinerne som hovedpersonen, så er det ret unikke sammenhold der åbenbares temmelig rørende og rigtigt fint skildret.

Kim Kanonarm og kampen om verdensrekorden er en rigtig herlig, underholdende og ikke mindst finurlig dokumentarfilm, der - til trods for at instruktøren ikke havde noget forhold til arkademaskiner eller de folk, der knuselsker dem – bliver et meget kærligt portræt af det inkluderende miljø, der synes at eksistere på BipBip Bar.

For de seere, der kender lidt til arkadespilsmiljøet og de rekorder der sættes på disse klassiske maskiner (en scoreliste, der stadig opdateres af Twin Galaxies – der nu om stunder ligefrem har fået en hjemmeside) vil filmens klimaks muligvis ikke komme som nogen stor overraskelse, men se den nu alligevel! For hvem har da ikke lyst til at få lidt mere at vide om Hr. Kanonarm og vennerne? Når det så er sagt, så skal du dog ikke forvente at få serveret utroligt mange detaljer omkring privatpersonen som kanonarmen sidder fast på, men det er også blot med til at fastholde lidt af den mystik der eksisterer omkring denne nærmest overmenneskelige arkadehaj. Kapellets råd er derfor: ’Insert coin’ og sæt i gang!