Forhåbentlig har du set filmen. Måske har du også læst bogen. Det kan også være at du fulgte med i Radioteatret, da de i 1987 dramatiserede romanen og her, i 2023, er det blevet muligt at læse første del af Umberto Ecos Rosens navn som tegneserie.

Det er ikke en hr. hvem-som-helst, der står bag denne versionering, for den er tegnet og farvelagt af selveste Milo Manara. Hvis du ikke er bekendt med navnet, så hører han til en af de helt store, nulevende Europæiske tegneseriekunstnere. Han er måske i sær kendt for de lidt mere vovede tegneserier som En duft af karamel og Kli*k*toris (og med rette - for han er utrolig dygtig til at tegne smukke, nøgne kvinder – red.) men han er samtidig manden bag serien om Giuseppe Bergman samt semibiografiske værker om Caravaggio og Borgierne, for blot at nævne nogle af de mest anbefalelsesværdige albums.

Selv om du måske kender den grundlæggende historie i Rosens navn, så kommer her alligevel et kort resumé. Fortællingen starter i nutiden hvor vi følger Umberto Ecos jagt på et gammelt manuskript, som han har hørt om. Helt typisk er dette metalag, der jo gerne skulle overbevise læseren om, at det der fortælles er nærmest dokumentaristisk. Det lykkes forfatteren at lokalisere et eksemplar og læseren kastes nu tilbage til den såkaldte ´mørke´ middelalder. Her mødes vi af en en aldrende mand, der skuer tilbage til en af de mest skelsættende perioder i sit liv, til dengang han blot var en ung novice der sammen med sin læremester, William af Baskerville , ankom til et afsidesbeliggende og dystert kloster.

Baskerville har en fortid i Inkvisitionen og netop derfor bliver han hurtigt bedt om at finde frem til hvad der dog kan være sket med en af klostrets smukke unge munke, som blev fundet død for foden af klostrets mure efter en voldsom storm. Som nok kan fornemmes leger Eco bevidst med genrene, herunder krimigenren, for det er ikke synderligt svært at se munkeparret som en slet skjult reference til Sherlock Holmes og Watson. Bare se på navnene: Baskerville(s hund) og (W)Adso(n).

Opholdet i klostret byder, på mange fascinerende samtaler med de andre munke, på hemmelige gange, der selvfølgelig skal undersøges i nattens mulm og mørke, på et enormt labyrintisk bibliotek, som kun to af munkene har adgang til og så sker der, som i alle gode krimier også endnu et mystisk og makabert dødsfald, inden denne første del er slut.

Det er svært, mens man læser, ikke at drage sammenligninger med Jean-Jacques Annauds fremragende filmversion fra 1986. Manara har til gengæld valgt at læne sig mere op af Ecos originaltekst, frem for at forsøge at gengive William i Sean Connerys skikkelse. Det forekommer fornuftigt. Derudover har Manara også foretaget den genistreg, at lade alle baggrundshistorier og anekdoter der fortælles undervejs fremstå i en helt anden streg, end den som han benytter i hovedhistorien. Disse minder lidt om de middelalderlige illuminationer der kan ses i netop gamle, håndskrevne bøger – lige som de munkene producerer i skriptoriet. I overlegen stil leger Manara med middelalderens måde at gengive figurer og fantasivæsener på. Disse valg giver en del kolorit og visuel swung til de mange samtaler, mellem de mange figurer som optræder. Det kunne nemlig nemt have blevet til en meget teksttung, dialogbaseret tegneserie, men Manara formår at forvandle Ecos murstensroman til en hurtigt læst og stemningsfuld tegneserie.

Den er holdt i afdæmpede farver i Manaras karakteristiske akvarelstil og rent teknisk synes der ikke at være en eneste billedrude, som virker uigennemtænkt eller tilfældigt placeret. Farvevalget er en del mere afdæmpet end det man kan opleve i eksempelvis Borgia eller Caravaggio, men det giver også rigtig fin mening, idet livet i et middelalderligt munkekloster midt om vinteren i sagens natur vil være langt mindre spraglet end de fortællinger vi oplever i de andre serier.

Manara har valgt at rette sit fokus på andre aspekter af bogen end f.eks. filmversionen gjorde det. Det virker lidt på anmelder, som om selve mordmysteriet træder en smule i baggrunden, til fordel for skildringer af munkenes dagligdag og deres individuelle fortællinger. På den måde får læseren præsenteret en del sidehistorier og detaljer, end de man måske husker fra filmen.

Det er samtidig ganske svært for anmelder, der har set filmen et utal af gange og læst romanen mindst to, helt nøgternt at vurdere om Manara kommer i helt mål med denne første halvdel. Dette skyldes selvsagt at anmelder kender grundhistorien ud og ind og derfor har svært ved vurdere om en læser, der stifter bekendtskab med Rosens navn for første gang, ikke bliver hægtet af undervejs? En kritik kunne være, at det i denne version ikke helt lykkes at få etableret et lige så varmt og nærmest venskabeligt forhold mellem Adso og hans læremester, som i andre udgaver af fortællingen.

Med ovenstående in mente er Rosens navn i Manaras streg en meget vellykket og usandynligt veltegnet version af Ecos klassiker. Manara er en vanvittig dygtig tegner og formidler, som besidder stor sans for detaljer og får skildret de dramatiske begivenheder på en måde, der viser at han har gjort et kæmpemæssigt forarbejde til denne fortælling. Kort sagt er dette en virkelig god tegneserie, der lever op til anmelders tårnhøje forventninger til den.