”Portræt af en forfatter, et røvhul”, det var den originale titel, der stod på instruktøren og manuskriptforfatteren Christian Petzols drejebog til hans ny tyske spillefilm Rød Himmel. Det fortæller instruktøren i et interview i forbindelse med den tyske filmuge. Stærke sager. For nok er hovedpersonen Leon en selvoptaget, klodset, indadvendt forfatter, men et r……, nej, dertil er Thomas Schuberts portrættering alt, alt, for nuanceret og formildende indforstået. Vi har, trods alle irritationsmomenter, med et søgende og smertefuldt menneske at gøre.

Leon og vennen Felix (Langston Uibel) er på vej nordpå i bil væk fra Berlin, til et isoleret liggende sommerhus, tæt på havet. Her skal Leon i ro og stilhed finlæse sit nye manuskript til ´den svære anden roman´ og Felix løse Kunstakademiets fotoopgave: Havet.

Bilen bryder sammen tæt på sommerhuset, så de må slæbe bagagen frem til huset, der tilsyneladende viser sig beboet. Uredt seng, forladt morgenmads bord…men hvem? Felix giver sig straks til at rydde op og snupper et stykke lasagne, for derfra straks at gå ned til stranden. Leon understreger at han er kommet for at arbejde og nægter derfor konsekvent at hoppe i Østersøens bølger. Kun nødtvungen gå han med ned til stranden, hvor han mest ligger sammenkrøben, fuldt påklædt, sovende. For om natten har han måtte søge udendørs for at få lidt nattero. Den ukendte medbeboer har i det store naboværelse dyrket heftig sex med et voldsomt forstyrrende lydakkompagnement gennem de tynde vægge.

Først to døgn efter møder de medbeboreren, Nadja (Paula Beer), der viser sig at sælge is nær det nærmeste badehotel, og den småstønnende sexatlet Devid (Enno Trebs), der er stedets livredder.

De fire sommerhusgæster og en senere tilkommen gæst, nemlig Leons forlægger (Matthias Brandt), er det stille minidramas hovedpersoner. Og dog. For en rød nattehorisont kan skimtes fra husets tag, støjen fra helikopternes overflyvninger, aske der stille daler ned fra himlen. Alle ildevarslende tegn på en brand, der hastigt nærmer sig.

Men det er de fire beboere Christian Petzold, (kendt fra bl.a. Udine 2022) med ironi og bid, sætter fokus på. Livredderen Devid og Felix bliver overraskende kærester. Leon kæmper klodset og selvoptaget, navlepillende, med sin forelskelse i ispigen, der naturligvis viser sig at have en helt anden identitet. Helt tæt kommer vi på Leon, da forlæggeren på en stille professionel måde fortæller ham, ikke mindst gennem banale citater fra manuskriptet, at hans roman ´Club Sandwich´ (!) ikke dur.

Dette lidt ulidelige selvoptagne miniunivers skildres med en usædvanlig intensitet og underfundighed og stille satire, hvor ikke mindst Leons surhed og indbyggede væren på tværs, er irriterende. Alligevel forlader man biografen med en følelse af at have mødt rigtige mennesker, i et forløb, man måske ryster på hovedet af, men alligevel synes at genkende.

Så kan den dødbringende skovbrand være nok så tæt på, det er det menneskelige drama, nok så lille og nok så specielt, der tæller– og allerværst/bedst, når den menneskelige skildring i glimt, føles som en del af dig selv.

Det gør at Rød Himmel er værd at se – trods for megen indforståethed og subtil satire.