Det hele starter med en fødsel. Helt nært. Ud af moders skød, med sejrsskjorte, navlestreng, klask i numsen og ankomst gråd, tilsat Verdis Rekviem og hjerterytmer. Familien samles om den lykkelige barslende moder. Blomster og champagnebrus – fremtiden varsler lykke og penge. Pigen skal hedde Gloria – og filmen hedder Gloria Mundi ! Eller rettere, hvis man nærlæser plakaten, ”sic transit gloria mundi”, der, om man husker Mikkelsens latinbog ret, betyder ”sådan forgår verdens herlighed”. Så tag ikke fejl, champagne bruset bliver hurtigt fladt, blomsterne visner, herlighederne forgår, ligesom familielivet i den franske millionby Marseilles arbejderkvarter, som er filmens miljø.

Den franske instruktør og manuskriptforfatter Robert Guédiguian, ofte kalder Frankrigs Ken Loach, – med godt 40 spillefilm bag sig - har nok engang valgt Middelhavsbyen som rammen om sin socialrealistiske skildring af en arbejderfamilies genvordigheder, netop nu hvor det første barnebarn er kommet til verden. En hverdagshistorie, med det lidt ældre pensionsmodne ægtepar Sylvie (Ariane Ascaride, instruktørens hustru, fik skuespillerprisen på Venedig Filmfestivalen) og Richard (Jean-Pierre Darroussin) i centrum.

Hun er rengøringsassistent, ofte med natarbejde, han buschauffør. To døtre. Fællesbarnet Aurore (Lola Naymark) og Mathilde (Anaïs Demoustier) med den nyfødte lille Gloria, en datter fra Sylvies tidligere ægteskab med David (Gérard Meylan) , der netop har afsluttet 20 års fængsel i Rennes for drab. Nu løsladt, på vej væk fra enecellen, for at møde sit barnebarn. Et oplagt drama? Slet ikke. For Sylvie har, stærkt opfordret af sin mand, holdt kontakt med sin fængslede eksmand, endda sendt et foto af babyen. David bliver tøvende accepteret af familien, som arbejdsløs bedstefar, nu har god tid til at gå barnevognstur med lille Gloria mens han fremsiger sine Haikudigte. Alt synes lykke, eller noget der ligner.

Men ak, det kapitalistiske forbrugersamfund, hvor det franske velfærdssystem lader meget tilbage at ønske, viser sig fra sin værste side. For filmens egentlige hovedperson er penge – eller rette mangel på penge.

Mathilde kæmper med en umenneskelig skrap chef til en vikarløn, i en kjoleforretning. Ægtemanden Nicolas mister sit privatchaufførjob, får tæsk og en brækket arm for at køre Uber-taxa. Sylvies rengøringsjob bliver blokeret af strejkevagter og hun har ikke råd til at være solidarisk, råber hun harmdirrende til fagforeningsmanden. Richard er ved at miste sit buschaufførjob. Kun Aurore og Bruno ser ud til at klare sig, men kun ved at udnytte de fattige og svage gennem en brugtvare kontantbutik, hvor man uden blusel og umenneskeligt køber uanstændigt billigt fra de pengetrængende kunder.

Som titlen antyder, forgår verdens herligheder – og det gør den hurtigt for vores arbejderfamilie. Penge - eller mangel på penge- umuliggør et lykkeligt liv, trods gode viljer fattes verden socialretfærdighed.

Gloria Mundi er en engageret og harmfuld film, med professionelle skuespillere – samme faste team igennem mange af instruktørens film – der forvandler klicheer til mennesker af kød og blod. Et nærbillede af et samfund, der bugner af velstand, men alligevel efterlader en gruppe mennesker i en fattigdom, der trods vilje og kampe har svært ved at overleve. Kløften mellem rig og fattig øges markant. Det er det, der retfærdiggør Gloria Mundi i sit sociale oprør og nærbillede af en storbys skjulte fattigdom. Den nyfødte Gloria går ikke nogen herlig fremtid i møde, det er filmens triste budskab.