”Hold kæft hvor er her skønt”.

Ægteparret Gerda og Kristoffer slår terrassedøren op fra deres hotelværelse øverst oppe. Herfra ligger Rom for deres fødder. Kærlighedens by – og ægteparret er netop kommet til den evige stad for at fejre deres 40-års bryllupsdag . Et weekendophold, en bryllupsdagsgave fra deres datter.

Kristoffer er i Rom for første gang. Gerda var her som 22-årig for at studere malerkunst, men er aldrig senere vendt tilbage. Det er den weekend i Rom, Niclas Bendixens (Ditte og Louise 2018) danske feelgood film Rom handler om, med to toptunede folkekære skuespillere Bodil Jørgensen og Kristian Halken, som det velfungerende ægtepar, med 40 år bag sig.

Lystspiltonen er straks slået an, da Kristoffers kuffert ikke er kommet med flyet.
”Hvad med mine blodtrykspiller?”.
”Jeg har et par ekstra med i min håndtaske”, beroliger Gerda.
”Hvad skulle jeg gøre uden dig?”
”Pakke din kuffert selv”, lyder Gerdas rappe replik. Se, det er et ægtepar, der har været gift i 40 år!

Med Gerda som fører, drager de gennem Roms romantiske gader og stræder, passerer de mange skønne pladser og kulturminder. Det er helt tydeligt, at Gerda søger mod den restaurant, hvor hun som ung pige var stamgæst. Hun genfinder stedet. Kristoffer overvældes af den skønne italienske mad og ikke mindst de mange Grappaer. Han må holde tale. På et mangelfuldt engelske forsikrer han alle gæsterne om hvor højt han elsker Gerda. Alle jubler og skåler. Og så står han der, Johannes, stor og mægtig, en selvsikker livsnyder (den svenske skuespiller Rolf Lassgård) - mere end 40 år efter. Gerdas svenske lærer udi kunsten og mon dog ikke, også lidt mere? Nu kan lyst- og trekantspillet for alvor begynde.

Man kan ikke lade være med at tænke på et lignende plot i den fremragende danske film Rose, hvor den mentalt syge pige (Sofie Gråbøl) genopsøger sin kæreste i Paris. Rom stikker ikke helt så dybt, men til gengæld er der et festfyrværkeri af gode kvikke replikker (Kristian Halken har selv været med til at skrive dem).

Som fjerde medspiller er Roms charme og ikke mindst italienernes karakter og temperament. Sorgløse, barnlige sjæle med sang på læben, Grappa i glasset og spaghetti/pizza på tallerkenen. Og vigtigst, at kærlighed og skønheden altid overtrumfer alt. Stereotyper og klicheer, men Herregud det er en komedie. En charme, der får os til at glemme de mange gentagelser i handlingsforløbet.

Filmen Rom er som byen, charmerende og livlig. Velspillet og vittig, til tider ondskabsfuld udleverende af ægteskabet, som den traditionelle institution, men oftest gjort med komediens lune og ret til overdrivelse.

Bodil Jørgensen har den alt dominerende rolle som Gerda, der søger fortidens håb om realisering af sit malertalent, stort eller lille. Her er vi ikke i tvivl, når Bodil Jørgensens viser sit mangesidede talent, både i lystspillets ånd og når det for alvor svir. Men hun giver også plads til medspillerne Rolf Lassgård og ikke mindst Kristian Halken, der som hendes livsledsager, viser kærlighed og glæde ved deres hverdag, som de mange år har givet ham.

Vi nyder deres professionalisme – og evne til at give en feelgood film mening og et strejf af troværdighed. Trods klicher og urimeligheder – ikke mindst når det gælder filmens håbløse slutning – er der kun at sige: ´Bravo, bravissimo´.