Mandø er en lille bitte ø, midt i Vadehavet med kun 27 indbyggere. Øen har trods sin lidenhed (otte kvadratkilometer) dog en kirke, en Brugs og et landbrug. Mest bemærkningsværdigt, en helt unik natur med et rigt fugleliv. Og så er øen en gang imellem slet ikke nogen ø! For tidevandet kommer og går flere gange i døgnet alt efter månens stilling. Så kraftigt, at det er muligt ved lavvande, tørskoet at vandre/køre til Mandø.

Den baskiske instruktør og forfatter Juan Palacios og hans medinstruktør Sofie Husum Johannesen har gennem 3 år fulgt den lille ø’s mikrosamfund. Talt med de få indbyggere og dokumenteret den smukke vindblæste, omskiftelige natur, hvor havet er en barsk og konstant uforudseelig trussel (smukt indfanget af fotografen Juan Palacios). Senest i 1981 blev øen overskyllet af Vadehavet, der kun efterlod sig ganske få landbrug, som til gengæld kan bryste sig af at være drevet af 8.generation af landmænd på øen.

Gregers er øens yngste landmand, midt i tyverne, og godt tilfreds med sit beskedne landmandsliv i tæt samvær med familie og de få andre øboere. Dog mangler Gregers en livsledsager, ikke mindst for at de sammen kunne drive slægtsgården. Desperat skriver han til TV2’s Landmand søger kærlighed om en plads i programmets jagt på landmandslykke. Vi følger hans telefonsamtaler med tv-produceren, der bestemt mener han er et oplagt emne for tv-programmet. Men, AK, tv-værten kommer på ø- besøg og chokeres over stanken af ko-gødning og beboernes ensomme liv. Jo dybere research om øboernes liv, jo mere nærmer vi os et høfligt afslag på Gregers ansøgning om landmandskærlighed.

Øens ældste beboer, Mie, fejrer sin 99-års fødselsdag med lagkage og levnende lys omgivet af veninder fra øen. Flere af damerne døjer med søvnløshed, som især opstår ved bestemte månefaser, der igen er bestemmende for havets tidevand og dermed øens eksistens. Også øens ornitolog er bekymret over, at øen ikke længere tiltrækker de mange sjældne fugle, der gennem tiden var øens kendemærke. Et gæstebesøg af en præst, der meget relevant taler om Syndfloden og Noas Ark og en turistguide, der indfører os i Mandøs historie, helt tilbage til det 12.århundrede. Alt sammen er det med til at understrege at Mandø, som en række andre småøer i Vadehavet, har en lang tradition for et velfungerende fællesskab.

Klimakrisen på verdensplan er et faretruende, dystert bagtæppe for Mandøs overlevelse. En øbo tvivler endda på at øen vil bestå om 25 år, hvortil Gregers optimistisk svarer: ”Vores køer har da pruttet de sidste 1.000 år, så mon dog ikke…”

Og hvad venter der os biografgængere med en mere fast jordforbindelse?

Før stormen er et realistisk, ægte, skræmmebillede, der siger mere end tusindvis af videnskabelige klimarapporter om den uomgængelige naturkatastrofe, der truer vores planet. Hvis der da ikke snarligst handles effektivt på verdensplan.

I dokumentarfilmen om Mandøs usikre situation er det vores landskab, vores natur, vores hav og ikke mindst vores øboere, mennesker som vi genkender og som vi har en fælles kultur med, der står overfor en konkret trussel om udslettelse. Det gør indtryk.

I dag en turistattraktion. I morgen en katastrofe.