Der er ingen tvivl om, at Ole Christian Madsens krimiserie Edderkoppen fra 2000 rangerer blandt de bedste danske tv-serier for så vidt generelt, men især inden for krimigenren. Edderkoppen er nu – langt om længe - kommet på en tiltrængt og længe ventet dvd.

Edderkoppen tager os tilbage til den besværlige tid i dansk historie efter den tyske besættelse, nærmere bestemt 1949, hvor det midlertidige Krisepoliti på den ene side ikke magter at dæmme op den voldsomme kriminalitet, der herskede under og efter krigen, men på den anden side heller ikke forsøgte ihærdigt på det, idet større dele af den københavnske politigård også selv var indblandet. Danmark døjer på dette tidspunkt desuden også med det moralske efterslæb fra en – i bagklogskabens dukkede spejle – besværligt acceptabel samarbejdsaftale med værnemagten. Ud af dette mørke kommer den idealistiske, unge journalist Bjarne Madsen, der falder over nogle sammenhænge mellem en organiseret kriminalitet, politiets efterforskningsmetoder og noget forsvundet tyskerguld. Udover dette vender Bjarnes bror, Ole, der var nazist under krigen, tilbage fra sit eksil i USA med drømmen om at starte Københavns første moderne jazzklub. Men det går hurtigt op for Ole, at man ikke kan foretage sig meget i København uden at svare til underverdenens omdrejningspunkt Hjalmer, og af samme grund indblandes han – tilsyneladende mod sin vilje – hurtigt i de lyssky aktiviteter. Det bliver derfor en kompliceret sag for Bjarne, der både skal svare til en besværlig boss, en overhængende fare for at blive offer for den korrumperede verden, mens han samtidig forsøger først at forstå dernæst at hjælpe sin bror.

På denne måde er Edderkoppen en fortælling, der bringer – i sin strukturelle kompleksitet – mindelser om de mange amerikanske kriminalfilm lige før, under og efter krigen. Sagen har indmejslet en såkaldt decentreret sandhedsforståelse, hvilket betyder, at sandheden for det første er i skarp konflikt med nogle moralske spørgsmål, mens det for det andet ikke er nemt at kende identiteter og informationer fra hinanden i en korrupt verden. ”Det sande”, som oftest er selve det erkendelsesmæssige kardinalpunkt i en krimi, forskubbes hele tiden, hvilket gentagende gange også understreges af vores hovedkarakter Bjarne: ”Hver gang jeg kommer tæt på, er det som det hele bare forsvinder mellem hænderne på mig”. Man skal ikke forvente sig klare linier, sort-hvide streger eller andre former for forklaringsmetaforer for, hvad der er sandt i serien; kompleksiteten er indsvøbt i moralsk besværlige spørgsmål, som prægede det danske samfund efter krigen, hvor visse magtkampe udspillede sig mellem værnemagere og tidligere modstandsfolk. Af samme grunde, altså de krimiformelle, er det heller ikke uden årsag, at serien er blevet svøbt ind i en film noir-stil, der sjældent er set i dansk fortællekunst, og det er med en gennemført stilsikkerhed, som gør serien – ikke kun enormt spændende men også – særdeles flot at lade sine øjne hvile på. Det er kort sagt en af de mest selvsikre og veldrejede tv-serier på dansk grund.

Det er en tendens, der har præget krimigenren i det seneste årti, at tage de moralske aspekter under den anden verdenskrig op til efterrationalisering, selvom det selvfølgelig ikke er nyt. Men der har i – specielt den nordiske krimi – været en tendens til at fokusere på ikke nødvendigvis problemer under krigen (selvom der dog er eksempler på dette hos fx Ole Frøslev), men nærmere har det været en brug for at vise, hvordan krigen stadig trækkes med os i vores kulturelle, sociale virke. Arne Dahl, Gunnar Staalesen og Jo Nesbø kan nævnes som nogle af de vigtigste og bedste eksempler på litterært kritiske formater, der omhandler krigens efterdønninger. Edderkoppen er også del af denne tendens, og det et af de vigtigste påbud i denne fortællings tværsnit er, at det er svært for os i dag i bagkloghedens herlighed at dømme de valg, der blev truffet dengang. Det er da også et spørgsmål, der åbnes op for i Edderkoppen, men der svares ikke entydigt på det, og derfor er det godt. Edderkoppen undlader et moraliserende toneleje, men lader meningerne stå frit frem som for at fortælle, at vi – hvem end vi er – skal være påpasselige over for idealismerne. Derfor er serien så sandelig aktuel, og det er kun yderst glædeligt, at vi endelig kan sætte serien i afspilleren og nyde dansk film noir af høj kvalitet.