Ole Christian Madsen overrasker med sin seneste film Superclásico. Hidtil har hans film båret præg af drama og store følelser, som på en eller anden måde skaber konflikter. I denne tager han fat – godt fat! – i komedien, og slipper temmelig godt af sted med det. Superclásico er den bedste danske komedie i meget lang tid. Og faktisk også en af de bedste danske film længe.

Den suicidale Christian tager sammen med sin søn til Buenos Aires i Argentina for at redde sit ægteskab. Anna har forladt ham til fordel for den rige, argentinske fodboldstjerne Juan. Heraf titlen, der er et udtryk for et klassisk argentinsk fodboldbrag, som Juan skal spille. Egentlig erkender Christian, at de har deres store problemer, og at han selv har været en vigtig brik i et forlist ægteskab. Men han vil ikke slippe, og derfor tager han af sted for at overraske Anna. Hvilket selvfølgelig kommer vældig ubelejligt.

Superclásico er en eksistentiel – og særdeles eksistentialistisk – dansk komedie med et sydlandsk temperament. Den er præget en melankoli, der ulmer som en tragisk undertone neden under filmens egentlige komedieformel. Det er netop dette, der gør filmen så vellykket. Det komiske er ikke sjovt, fordi Christian bliver udsat for en lang række problematiske udfald og uheld. Den fungerer så godt, som den gør, fordi den har dybde.

Det gælder såvel karakterer som handling. Handlingen er overraskende mangestrenget, mens de enkelte personer ikke har komediens karakteristiske flade kendetegn. Christian, Anna og sønnen Oscar har hver sin eksistenskrise, som udfolder sig på flere måder. Filmen peger selv på sit eksistentialistiske grundmotiv ved, at Oscar gennemgående læser Camus, Kierkegaard og Dostojevski. Filmen handler derfor om at finde selv, når værdierne bliver flade, tomme. Og når angsten lurer. Samtidig indføjer Michael Bertelsens gennemgående voice-over også et ironisk element, der er nødvendigt for at fastholde Kierkegaards distancerende humorvinkel.

Det kan derfor også samlet set diskuteres, om filmen reelt er en genrevant komedie. Den er morsom, og filmens fortællestruktur er tegnet efter komediens formel. Men en anderledes stil og karakterkonstellation er et værdigt supplement til det komiske grundlag. Det er ikke kun, fordi der tales en hel del spansk undervejs, at filmen minder om den måde, som den spanske instruktør Pedro Almodóvar også skaber morsomme værker på. Stil og rytme er også tydelige fællestræk. På flere måder – også gennem Christians interesse for vin – minder filmen også om Alexander Paynes Sideways (2004).

Superclásico har fået en fremragende international modtagelse, og derfor er det måske ikke overraskende, at den er blevet indstillet som det danske bud til næste års Oscar-uddeling. Filmen er allerede blevet en smule devalueret i den sammenhæng, fordi den skulle være for letbenet til at kunne vinde den prestigefyldte pris. Men den vurdering overser filmens filosofiske dybde. Det er faktisk en velfortalt komedie, der har noget på hjerte, noget at byde på. Den er tilgængelig for den, der vil underholdes, og motiverende for den, der vil søge dybere lag.

Det er altid med en god pose skepsis, at jeg går til en komedie. Der findes ganske simpelt for mange eksempler på, at komediegenren forvaltes som en omgang tom og intetsigende underholdning. Derfor er det også fantastisk dejligt, når denne skepsis kan gøres til skamme. Det gør Superclásico. Super!