Han er uægte barn af en tjenestepige, der helt i tidens ånd, blev voldtaget af godsejeren. Vokset op i datidens (1750´ernes) laveste sociale lag. Sådan er bastardens familiebaggrund. Da vi møder ham, er han netop vendt tilbage til Danmark som krigsveteran, efter 25 års krigstjeneste, nu med titel af kaptajn. Stolt pudser han sin medalje, før han sætter den på den slidte uniform. For bastarden skal til audiens hos kong Frederik d.5. Bastarden er den ambitiøse stolte kaptajn Ludvig Kahlen, 100% legemliggjort i Mads Mikkelsens skikkelse, stædig, indadvendt, ambitiøs, provokerende, alt sammen antydet og tydeliggjorte med få, men effektive midler Et blik, en panderynkning – som netop Mads Mikkelsen kan.

Filminstruktøren Nicolaj Arcel er tilbage, efter både mod- og medgang i USA. 12 års fravær fra dansk film, sidst husker vi succesen En kongelig affære (2012) og ikke mindst Kongekabale (2004). Nu med spillefilmen Bastarden, skrevet sammen med dansk films manuskriptforfatter nr. et, Anders Thomas Jensen, baseret på Ida Jessens anmelderroste roman Kaptajnen og Ann Barbara.

Kaptajn Ludvig Kahlen mødes med kongens hoffolk. Kongen selv, som de hviskende siger, er optaget af hor og druk. Rentekammeret har kun arrogance og smil til overs for kaptajnens brændende ønske om at ville opdyrke hedens golde jord, hvor kun lyngplanter kan gro.

Kahlen kaster sig ud i den umulige opgave. Han finder et kæmpe lyngareal i Vestjylland, med et forfaldent hus, som han provokerende kalder Kongenshus. Arealet støder op til godset Hald, hvor godsejeren Frederik de Schinkel (de’et har han selv tillagt sig) ser med stor mistro, ja, nærmest had til opkomlingen, der ambitiøst, i regn og blæst, ihærdigt graver i den ufrugtbare jord.

Bedre bliver det ikke, da den lokale præst, filmens lidt stereotype humanist (Gustav Lindh), introducerer til Kahlen, to undslupne fæstebønder, Johannes (Morten Hee Andersen) og hans kone Ann Barbara (Amanda Collin), som dybest set er slaver, ejet af Schinkel (Simon Bennebjerg). Den onde godsejer er både mistroisk og grådig, han mener, at al jord, der støder op til hans gods, naturligt bør tilhører ham. ”Det er kongens jord og jeg arbejder for kongen” er Kahlens tilbagesvar.

En stående konflikt er skabt. Her er tortur, vold og drab en integreret del af den onde godsejers midler. Situationen tilspidses, ikke mindst da først taterne, de samfunds udstødte, fra de store skoves skjul, og senere tyske flygtninge, hjælper til med forsøget på, at frugtbargøre heden og skabe den lille koloni ”på prærien”, Kahler drømmer om. Kahlens idé er at dyrke den ny grønsag, kartoflen, som han har importeret fra Tyskland, i håb om at kartoflerne netop vil kunne spire i den sandede jord.

Bastarden er en vellykket super professionel dansk western, med alle genrens klassiske elementer, nybyggerne/banditterne. Historien om den enkeltes kamp mod ondskab, grådighed og et oprør mod autoriteterne - alt sammen udspillet i ´no man’s land´, udenfor ´lov og ret´. Flot og dramatisk i sit billedsprog, men heldigvis er der også rum til følelser. Det udstødte brune taterbarn Anmar Mus vækker racistisk forfærdelse hos visse af koloniens medlemmer, ved sine voldsomme udbrud og skrig – men Barbara og Kahlen tager hende beskyttende til sig, næsten som deres eget barn. Midt i al had og vold er der også plads til romantik og jalousi. Den onde grev de Schinkel er tæt på en forlovelse med frk Edel, men hun har også et godt øje til kaptajnen – der bestemt ikke forstår sig på flirt og konversation.

Kort sagt, Bastarden er noget så sjældent som en dansk film med rødder i den gode gamle Hollywoodwesterns dramaturgi. Lettere forudsigelige, men her med fremragende skuespilkunst, hvor ikke mindst Mads Mikkelsen, der ikke er væk fra lærredet i ret mange minutter, er et internationalt scoop.

Mon det skulle blive til en Oscar?