Som en del af presseturen på den seneste John Wick film, fortalte Keanu Reeves at han og instruktøren hver især havde haft flere ideer til, hvordan de kunne udvide John Wicks filmiske univers. Blandt andet havde Keanu haft en vision om at se John Wick vandre i en ørken, mens instruktøren havde et indre billede af ninjaer på motorcykler. Sidstnævnte idé tænker Kapellet er sikkert fordi Chad Stahelski har set den koreanske actionfilm The Villainess, hvor der er en sekvens der ligner den fra den nye film til forveksling. Det gør dog intet at lade sig inspirere, for det er i Kapellets optik svært at få for meget af sorte motorcykler kørt i høj fart af folk bevæbnet med kataner.

Ellers er meget ved det samme. De der i forvejen kender John Wick-filmene, ved også at den første film var en ganske regelret actionfilm, tilsat noir-elementer, mens toeren var en film, der udviklede både figuren og handlingen i en mere eventyrlig, tegneserieagtig retning, uden dog at slække på de helt forrygende actionsekvenser. Den tredje film, fortsætter i et lige så højt tempo, men flytter dele af handlingen fra den evigt regnvåde, neonoplyste storby, til mere eksotiske locations.

I anden del havde Wick forbrudt sig mod den verdensomspændende skyggeorganisation af lejemordere som han i den første film troede han var færdig med at arbejde for. På The Continental, et flot hotel midt i New York, havde Wick formastet sig til at slå en kollega ihjel, selv om der på disse steder er nultolerance overfor drab. Derfor starter tre’eren der, hvor to’eren sluttede, nemlig med at Wick bliver udstødt af organisationen, får et lille tidsmæssig forspring, inden alle andre af hans lejemorderkollegaer får til opgave at skaffe ham af vejen.

Blandt de mest ihærdige af disse skurke er ham kaldet Zero. Han spilles af 90’er actionikonet Mark Dacascos, og Zero ser det som sin personlige opgave at stå ansigt til ansigt med Wick. Det er dog ikke kun Wick selv der er kommet i problemer, også manageren på The Continental (spillet af Ian McShane) og ham der i sidste film, skaffede det våben, som Wick han brugte til at dræbe manden på hotellet med, får besøg af organisationens dommer. En iskold kælling kendt som ”Adjunktaoren”, der har det tyske ord ordet ”Einfühlung” (da: ”medfølelse” – red.) ironisk tatoveret på halsen. Wicks venners liv kommer på den måde også i akut fare.

Som i de to andre film, så er glæden ved at se filmen ikke alene de ustyrligt flotte billeder skabt af mesterfotografen Dan Laustsen, men også den måde Wick ondulerer de mange, mange, mange modstandere på. Det er især de scener hvor drabene sker på en overraskende måde, eller hvor Wick benytter sine omgivelser meget kreativt, der gør at det bliver ekstra ophidsende. Eksempelvis viser han helt i filmens start, hvor dødbringende en bog kan være, da han forsøger at være stille mens kan kæmper mod en fysisk kæmpestor modstander på The New York State Library.

For mange, selv for fans af martial arts film, kan de mange kampe hen mod slutningen måske godt virke en smule repetitive, da der jo kun er et begrænset antal måder man kan knække arme og brække nakker på, især når det sker i så rasende et tempo som her. Til gengæld er der også i denne film et par nye tiltag. Dels er der jo sceneskiftet til et nordarabisk land, der tilføjer lidt eksotisk stemning til hele mikset, dels har en af de figurer som Wick opsøger her, et par toptrænede kamphunde, som godt nok ikke kan hverken sparke eller slå, men så er de til gengæld uhyggeligt effektive til at finde frem til alle de bløde steder på de modstandere der truer deres ejer.

Var du derfor fans af de to første film, kan du roligt indløse billet til denne tredje, for det er mindst lige så kulørt og blodigt underholdende som før. Man kan også godt fornemme at den nye film har haft et lidt større budget end hidtil, ikke alene fordi filmen inkluderer nye locations, men også scenografien er meget imponerende. Mest tydeligt spiller omgivelserne en rolle i den transparente kampplads som danner rammen om filmens sidste, blodige opgør.

Selv om Kapellets udsendte knuselsker slåskampe på film, så er det dog lige ved at blive for meget denne gang, man kunne med fordel have skåret lidt ned på længden af filmen, for der er enkelte scener hvor man tænker, at de minder ganske meget om nogle man var vidne til lidt siden.

Keanu er som altid meget fåmælt i hovedrollen, men han skal haller ikke fyre smarte replikker af, han skal i stedet vandre mod kameraet i slowmotion, skyde, kaste med økser og knække nakker. Skuespilleren viser atter engang, at han er ustyrligt disciplineret i forhold til filmens mange nærkampsscener, der ofte, når det er Keanu der slås, er optaget i lange, onetakes. For at parafrasere The Matrix: ”He knows kung-fu” – og det er måske især dette faktum, der gør at filmene ender med at være så sygt vellykkede.