Der er næppe noget nyt i at skabe film og fortællinger om hemmelige agenter, politibetjente eller andre autoriteter, der er så utroligt dumme, at det have kunne have været nok. Herhjemme har vi for nogle år siden på fjernsynet kunnet følge drengene i P.I.S. og længe før de var født, var det inspektør Clouseau, der var det bedste bud på en utroligt dum politihelt. Det seneste skud på stammen af disse umuliusser er MacGruber.

Filmen er – som de fleste nok har gættet – en bramfri parodi på tv-serien MacGyver, der kørte fra midt i firserne til starten af 90erne og hvis helt havde den enestående evne til med ganske simple effekter som eksempelvis en dåse hårlak, en grankogle og et stykke tyggegummi at fremstille et håndgranat hvis det altså var det han stod og manglede. Som i tv serien benytter MacGruber heller ikke skydevåben, faktisk er han, i filmens start, på bedste Rambo-manér gået i kloster for at lægge verden bag sig og glemme sin voldelige fortid som specialtrænet håndlanger for den amerikanske regering.

Da hans gamle nemesis von Cunth (ja, han hedder faktisk ”kusse”, selv om der er et ”h” for meget) stjæler et krydsermissil, er MacGruber Amerikas sidste håb. Han opgiver meget modvilligt sit otium og bruger derefter en fin montagesekvens på at opsøge alle sin gamle kammerater for at samle et team af helte til at gå i clinch mod Cunth. Desværre har MacGruber også pakket sin varevogn med 22 kilo C4, så idet han proklamerer at han er klar til at sparke røv, eksploderer hans team. Da hans overordnede ikke tror McGruber kan løse missionen uden hjælp fra et team tager MacGruber meget modvilligt mod hjælp fra løjtnant Piper, som han virkeligt hader af et godt hjerte og Vicki St. Elmo en kvinde, der tidligere har hjulpet McGruber og som åbenlyst er forelsket i ham.

Nu er der lagt i ovnen til en actionkomedie, hvor actionelementerne er hæderlige og hvor langt de fleste komedieelementer foregår syd for bæltestedet. Mange af filmens medvirkende samt instruktøren har været tilknyttet det ikoniske tv-show Saturday Night Live og det var på SNL at MacGruber første gang så dagens lys.

I SNL regi var MacGruber sketchene altid skåret over samme læst. En samling folk, inklusive MacGruber og den aktuelle gæst, var fanget i en mine, i en forladt fabrikshal eller lignende med en tikkende bombe. MacGruber bad de andre om hverdagsting som elastikker, læbebalsam eller andet, i forsøget på at afmontere bomben, men naturligvis blev han konstant distraheret – ofte af sig selv - og sketchen endte altid med at bomben sprang i luften.

Der er sikkert de der mener at MacGruber sagtens kunne have forblevet sketch, i stedet for at udvide konceptet til spillefilmslængde, for selv om filmen er pletvis sjov, så har den svært ved at holde dampen oppe i halvanden time. Faktisk tyr den til at genbruge replikker som var ganske morsomme første gang vi hørte dem, men som ikke rigtig tåler gentagelse. Her kunne man godt have håbet på, at forfatterne havde været lidt mere kreative.

MacGrubers manerismer er til gengæld ganske morsomme, for eksempel så insisterer han konsekvent på at slæbe sin blaupunkt-bilradio med sig overalt, når han har denne tændt hører han udelukkende soft rock og så ligner han en tosse med det karakteristiske bundesligagarn, der pryder hans hoved. Hertil kommer at der nu er noget basalt morsomt ved at se folk lave afledningsmanøvrer idet de klemmer et stykke blegselleri fast mellem ballerne og danser nøgne rundt foran skurkene. Kan man dog ikke lide det mentale billede som undertegnede har forsøgt at videregive, så bør man gå i en stor bue udenom denne film.

Filmens skurk spilles i øvrigt, med ironisk distance, af Val Kilmer og så er det skønt at se Powers Boothe dukke op i rollen som MacGrubers overordnede, men end ikke disse to herrer ændrer på det faktum, at der er langt bedre, langt sjovere film i denne genre at få på markedet. I brugskontekst er MacGruber derfor bedst egnet som tømmermænds-søndagsfilm eller derforinden som afslutning på en film/drukaften med drengene, når man allerede har set de film man havde planlagt. MacGruber bliver aldrig en komedieklassiker, men ret beset er den underholdende nok i den halvanden times tid den varer.