”Kan du ikke lade være med at være så smuk?”, bønfalder den 12-årige Adriana sin mor. Selvfølgelig kan hun ikke det, når mor spilles af den skønne, spanske skuespiller Penelope Cruz. Flot og køn hele vejen igennem. Her som en italiensk Mama Roma, helt i stil med Sophie Loren og Anna Magnani.

Den italienske instruktør Emanuele Crialese (Den ny verden (2006) og Terraferma (2011)) har med Min enestående mor valgt Rom i 70´erne som udgangspunkt for sit nærbillede af en dysfunktionel middelstandsfamilie, der netop er flyttet ind i en luksus taglejlighed, der emmer af velstand og tryghed.

Clara er i Penelope Cruz veldrejede skikkelse familiens centrum. En veloplagt mor til tre, der med sit barnlige naturtalent, legende, med nærhed og kærlighed, knytter børnene til sig. En vild præsentations køkkendans med de tre unger, lader os ikke i tvivl – mor er enestående. Medrivende, vild som en teenager og barnlig glad, som var hun den mindste af de fire.

En rigtig feel-goodfilm i skønne farver? Ikke helt. For ægtemanden (Vincenzo Amato) er en autoritær stivnakke, diktatorisk, uden ægte kontakt med børnene. Læg dertil, at han er hende utro. Skilsmisse kan der ikke blive tale om i dette katolsk- og moralsk-bundne miljø. Selv om han netop har gjort sin sekretær gravid!

Et minihverdagsdrama, tilsat kitschet italiensk 70er popmusik, der formentlig får enhver italiener til at nynne med, og os andre til at krumme tæer.

Men det er slet ikke filmens kernebudskab. Det er den 12-årige dreng/pige Adri(ana)s kønsforvirring, troværdigt og følt, spillet af Luana Giuliani.

For den kortklippede pige Adriana er forvirret og fortvivlet, i sin tvivl om sin kønsidentitet. Klædt på og vokset op som pige. Transkønnet, kønsforvirret. Hvor hører hun til? ”Jeg er fra en anden galakse”, siger han/hun og bebrejder, i al fortrolighed, moren: ”Dig og far har lavet mig forkert”.

I filmens første scener ser vi, hvordan hun kravler op på husets flade tag, der mylder med tv-antenner, som hun alle forbinder med et reb, mens hun strækker armene op mod himlen og råber om hjælp fra de højere magter om at måtte kunne forstå sin situation. ”Jeg er en Alien på jorden” siger hun selv.

Det fordomsfulde katolske internat er heller ikke ligefrem forstående overfor hendes kønsusikkerhed, men hun håber på det udefinerede mirakel. I sin fortvivlelse stjæler hun en håndfuld nadverbrød og spiser grådigt de tørre oblater, i håb om et kønsskiftemirakel. Helt forvirrende bliver det, da Adriana sniger sig gennem en tæt sivbevoksning for at komme frem til en midlertidig arbejdsløshedslejer, hvor den jævnaldrende Sara får øje på den fremmede ”dreng”. De forelsker sig straks i hinanden – det bliver til romantik, med kys og gåen i hånd. Men ak, en dag er barakker og skuer revet ned. Sara blev kun det korte møde. Men også en erkendelse af kønsdiversiteten.

Heldigvis har Adriana morens kærlighed og solidaritet. For hun er selv barn med børnene. Tydeligst, da hun til et stort familiemiddagsselskab, legesyg, kravler med et af børnene ned under bordet. Eller da en flok børn forvilder sig ned i en underjordisk labyrint, går hun imod forældrenes vrede, da børnene reddes op fra undergrunden. Helt bogstaveligt, ved i jubel og gensynsglæde, at oversprøjte de ophidsede forældre med en vandslange.

Selv om Min enestående mor er stærkt personlig (instruktøren insisterer på, at det er hendes/hans egen identitetshistorie) og udspilles for godt 50 år siden, er det en brandaktuel film, om børns ret og mulighed for kønsskifte.

Bestemt ikke nogen fuldt vellykket film, dertil er den for spredt og fragmentarisk. Til gengæld får vi striber af temperamentsfulde scener med den talentfulde og smukke, professionelle Penelope Cruz som en gavmild, kærlig Mama Mia, overfor den indadvendte, imponerende velspillende debutant, Luana Giuliani, som den transkønnede Adriana.

Og det er da ikke så lidt.