Det er ikke altid let at tackle døden, især hvis man er barn og det er nogen der er tæt på en, som dør. Døden er da også et tabu og derfor er der sikkert allerede flere læsere, der allerede er holdt op med at læse før de er nået til denne sætning, fordi døden er uanset hvordan man ellers forsøger at tilgå den ikke særlig rar. Det er egentlig underligt at folk er så reserverede, for som voksen burde man være klar over at døden er den ene ting som man er 100% sikker på er en del af ens liv, om man vil det eller ej. Selvsagt er det ikke en rar tanke, men døden sætter jo som bekendt også livet i perspektiv.

Fiktioner henvendt til familiens yngste har da også i snart mange år forsøgt at bryde dette tabu, ved at fortælle historier om døden, ensomhed og savn på en måde, så børnene muligvis bliver en smule bedre forberedt på dette fra en tidlig alder. Fiktionerne kan være måder at snakke om døden på, der måske er knap så traumatiserende, som når hunden, bedstefar eller for den sags skyld en af ens forældre dør. Hvem husker eksempelvis ikke Tvebaks sorg i Brødrene Løvehjerte eller Bambi der kalder på sin mor i sneen fra deres egen barndom?

I den japanske tegnefilm Brevet til Momo følger vi en mor og hendes datter, der efter faderens død vælger at flytte tilbage til moderens barndomsby. Med sig har pigen Momo et brev fra sin far, som han startede på før sin død, men aldrig gjorde færdig. Faderen, finder vi ud af undervejs, var ikke just god til at dele ud af sine inderste tanker og følelser, så det eneste pigen har at gå efter er de indledende ord ”Kære Momo”, men så heller ikke mere.

På færgen rammes Momo af tre dråber vand, som skal vise sig at være alt andet end H2O – for de tre dråber er faktisk Yokai-væsener, der efterfølgende slår sig ned i landsbyen. Da Momo er blevet ramt af disse dråber, bliver hun i stand til at se dem. Først optræder de som en slags gennemsigtige skygger, men snart kan hu se dem i al deres groteskhed. Dette er selvfølgelig en ganske rystende oplevelse, for hun er den eneste i byen, der kan dette.

At kunne se en lille Gollum-lignende fyr med en lang tunge, en gigantisk mand med en enorm mund og en frø-lignende mandsling, der konstant stjæler alt han er i nærheden af, hjælper ikke just pigebarnet med at finde nye venner eller passe ind i de landlige omgivelser. Så ud over sorgen, skal hun nu også forsøge at virke normal, samtidig med at hun som udgangspunkt også er meget genert overfor de andre børn i byen.

”Yokai” betyder direkte oversat noget i retning ”mystisk fænomen”, men benyttes mest af alt til at beskrive forskellige overnaturlige – ofte dæmoniske - væsener. De fleste børn med et normalt medieforbrug vil sikkert kende til animé-serien Yo-kai watch, men i men i Brevet til Momo er disse Yokais ikke kun monstrøse – det er tre meget forskellige væsener, der både skaber kaos, men de hjælper også Momo med at komme sig over tabet af faderen.

Animationen i denne film er helt på højde med den man finder i de bedste japanske animés. Der er tale om flotte, detaljerede tegninger som er nænsomt animeret. Dette er tilsat en masse håndtegnede baggrunde, der nemt kan stå mål med dem man ser i Studio Ghiblis film. Faktisk er der nogle steder i filmen, hvor det er svært ikke at komme til at tænke på film som Princess Mononoke eller Spirited Away

Det er også en ganske erfaren instruktør der står bag Brevet til Momo – for kender man Hiroyuki Okiura vil man vide, at det også var ham der har instrueret klassikeren Jin-Rô: The Wolf Brigade (som er en række alternative, science-fiction udgaver af den klassiske historie om Rødhætte) og desuden har Okiura været ”key animator” på bl.a. Ghost in the Shell 2: Innocence og Otomo-filmatiseringerne Akira og Metropolis. Denne erfaring kan helt klart spores, når man ser Brevet til Momo, for den er både legende og stramt komponeret i sin fremtoning.

Så foruden at være en ganske opbyggelig film, der italesætter sorg, ensomhed og alle andre svære temaer, så har filmen også takket være de overnaturlige væsener, som Momo bliver nødt til at tage stilling til, en lethed der gør at det hele ikke bliver så trist og sørgeligt. Den formår nemlig fint at ballancere mellem det melankolske og det morsomme på en sådan måde, at det bliver rigtigt underholdende hele vejen igennem. Den kammer aldrig over og bliver sentimental udkrængende. Selv om filmen varer næsten to timer, var der i al fald ikke ret megen træthed at spore her i familien, da den blev set sammen med husets raske drenge på hhv. 13 og 7.

Kapellet vil derfor på det varmeste anbefale Brevet til Momo, da det er en film som vil falde i god jord hos såvel børn som hos alle os, der holder af animé. Den eneste anke er dog at Angel Films, som har udsendt filmen i Danmark, ikke har gjort det muligt at tilvælge det originale japanske lydspor. Det er en skam, for der er nok også de (især voksne og større børn) der ville have nydt godt af denne mulighed. Faktisk er det generelt for de film Angel Films har sendt ud i ”Rabalder-Bio” serien, at de oprindelige lydspor mangler. Vi håber her på kapellet at det er noget som selskabet fremadrettet vil forsøge at få inkluderet på deres udgivelser, for det er som sagt det eneste skår i glæden ved at erhverve sig Brevet til Momo i denne version.