Hjertes utålmodighed er den meget sigende titel på den østrigske forfatter Stefan Zweigs roman fra 1939 om ulykkelig kærlighed, hjertes godhed og medlidenhed. En ulykkelig, men gribende kærlighedshistorie, der udspiller sig i årene 1913-14, op til første verdenskrig i Østrig-Ungarn. Romanen er tidligere indspillet med bl.a. Lilly Palmer (La pitie dangereuese, 1948).

Her er alle elementerne til netop det, som den danske filminstruktør Bille August i sine senere film bl.a. Pagten og Lykke-Per har kredset om. De store ultimative følelser i et spektakulært miljø. Med sin nye spillefilm Kysset har Bille August beholdt tidsbilledet og loyalt omskrevet Stefan Zweigs roman til danske forhold.

Anton (Esben Smed, prisbelønnet for sin rolle som Lykke-Per) er den ansvarsbevidste stræbsomme unge mand, der gerne ser at hans officersuddannelse afsluttes i det ærefulde kavaleri i Næstved. Men, ak, her kræves det, at man har råd til at holde hest, oppasser, to sæt uniformer og alt det løse. Anton er vokset op i beskedne kår hos sin alenemor, der skændigt er blevet forladt af sin mand. Heldigvis er der en rig tante, der vil støtte Antons forsøg på at rette op på familiens ære, ved at bliver optaget i kavaleriet.

Anton er en succesfuld løjtnant. Altid først i rækken af de mange, mange ridende kavalerister. Ih hvor det går, i fuld galop, flotte, flotte billeder, hen over bakker og enge. Imponerende. Anton har oberstens gunst og med-kavaleristernes agtelse. Læg dertil at den rige baron von Løvenskjold (Lars Mikkelsen) på det nærliggende slot, inviterer ham til middagsselskab med efterfølgende dans. Så er lykken gjort for en ung ambitiøs mand. Anton glider veloplagt, med pæne manerer, trods en lavere stand, ind blandt de festklædte gæster. Nyder maden og vinene, de brusende kjoler, i de overdådige sale. Her er intet sparret i skønhed og udstyr.

Og så sker det fatale.

”Gør mig den ære at danse første dans med mig”. Anton bøjer sig høfligt over mod en yndig sart ung kvinde, der under stor anstrengelse langsomt rejser sig op, for straks at falde forover. Det er husets datter, Edith (Clara Rosager), der efter et fald fra sin hest, har været tvunget til at sidde i kørestol. Anton flygter skamfuld gennem balsalen, mens man trøstende løfter stakkels Edith tilbage i stolen.

Anton, flov, skyldbevidst. Hvor kunne han dog dumme sig på den måde? Han beslutter at sende en stor buket hvide blomster til Edith, med en undskyldning for sin upassende opførsel. Beklagelsen bliver godt modtaget og gengældt med en invitation til te på slottet med Edith og hendes niece Anna (Rosalinde Mynster), der fungerer som en slags anstandsdame for den lamme pige. Besøget bliver til flere, stærkt tilskyndet af baronen, der med stor glæde konstaterer at Edith blomster op ved den kønne løjtnants tilstedeværelse. En belevenhed, nok mest båret af Antons medlidenhed og skyldfølelse – og en vis imponerethed over de skønne rige omgivelser.

Men, ak, Edith misfortolker hans omsorg. Hun forelsker sig hovedkulds i Anton, der under sine mange besøg, i sin kvide, vikler sig ind i et net af nødløgne, for ikke direkte at afvise hende, godt støttet af dr. Faber, huslægen og faren, der begge er med til at give Edith et falsk håb om en snarlig helbredelse bl.a. gennem et kurophold i Schweitz. Alt imens når forlydender også Næstved, om drabet på prins Ferdinan i Sarajevo, 1914, der som torden i syd, truer med at udløse en verdenskrig.

Kysset er et stærkt drama om hjertes godhed, kærlighedens afveje, smertefulde og håbløse forhåbninger. Og hvor er historien professionelt fortalt. Med Bille Augusts trofaste produktionshold, Sebastian Blenkov bag kameraet og Janus Billeskov/Anne Østerud ved redigeringsbordet, få vi et flow af skønne billeder, helt på internationalt niveau. Læg dertil, fire af landets bedste skuespillere på toppen. Clara Rosager som den plagede, smukke, følelsesfulde unge pige, der med ganske få midler får udtrykt smerte og længsel overfor Esben Smed, der spænder vidt i sine godmodige, men farlige vildveje, i et misforstået forsøg på at trøste Edith med kærlighedens hvide løgne. Begge fint sekunderet af Lars Mikkelsens opkomling af en baron og bekymrende/skyldtynget far, plus David Dencik som den håbefulde huslæge dr. Faber.

Er man til engelske herregårdsfilm med upstairs og downstairs, Borte med blæsten, Titanic, Casablanca, så kan man roligt finde Kleenex-æsken frem og sejle nedad tårekanalen, for at nyde et velspillet, smukt kærlighedsdrama, fra verden af i går.