Det er lang tiden siden, men jeg husker det fra min drengetid, når Storebæltsfærgen langsomt gled forbi Sprogø og min mor med forarget stemme fastslog: ”Det er er derovre de uartige piger er spærret inde”. Min drengefantasi gøs, men digtede nok lidt videre end den borgerlige moral dengang tillod - ”uartige piger”!

Fra 1923 til 1961 var den lille ø hjemsted for et kvindehjem, Den Kelleriske anstalt, et hjem for usædelige piger med tilpasningsvanskeligheder. Pigerne, oftest med prædikatet lettere åndsvage, kom mest fra meget fattige hjem, hvor der ikke var råd til de gode manere og den gode moral.

Enlig mor med, masser af børn, stuvet sammen i en toværelses, i en beskidt baggård på Vesterbro. Sådan er miljøet, hvor Maren er vokset op. 17 år. Fuld af livslyst. Tiden er 1933 og Maren kaster sig med stor appetit ud i nattelivet til tidens jazzede rytmer – der både fører til masser af drinks og sex med fremmede herrer i baglokalet.

Sådan starter Malou Reymanns film Ustyrlig, der med stor indlevelse og intensitet følger Marens vilde udskejelser, der fører til at Børneværnet indblandes. Efter en grotesk, overfladisk vurdering af overlæge Widenskov (en daværende, respekteret, navngiven læge) får Maren diagnosen, ”lettere åndsvag, med hang til løsgængeri” – og dermed en sikker forvisning til Kvindehjemmet på Sprogø på ubestemt tid.
Idyllisk ser der ud. Kønne gule bygninger med rosenhave. Sprogø er smukt skildret af fotografen Sverre Sørdal. Kvindehjemmets forstanderinde forvalter sit embede med omtanke og en vis form for retfærdighed. For de mange piger, med de usædelige baggrunde, skal beskæftiges med fornuftige gøremål som systue, køkken, have, landbrug, rengøring… Sådan, at de engang ad åre kan blive nyttige samfundsborgere og komme tilbage til jobs eller giftermål. Hvis ikke deres åndsvaghed/usædelighed slår så stærkt igennem, at de bliver tvangssteriliseret, for at hindre at de får børn med arvelig åndsvaghed. Nok dyrker Danmark ikke Nazitysklands racehygiejne, men alligevel havde vi fra 20’erne og frem til 60’erne en lov om tvangssterilisation.

Maren har svært ved at indordne sig under kvindehjemmets strenge husregler. Den erfarne Sørine, der efter 6 års ophold, er blevet velintegreret, for ikke at sige afrettet, lever i et stadig håb om snart at komme hjem, får af forstanderen til opgave, at vise Maren til rette i hverdagen – og ikke mindst at lære hende at indordne sig under den disciplin, som forstanderen kræver. Et tæt venskab opstår de to imellem. Begge med det fælles mål at undslippe fra Sprogøs isolation.

Ustyrlig er en utrolig velspillet film. Emilie Kroyer Koppel er et lysende talent, der fuldt og helt forsvare den oprørske Maren. Aldrig sentimental eller banal, altid nuanceret troværdig i sit samspil med Jessica Dinnage, som den tilsyneladende autoritære ældre medsøster. Vi lever med dem, også i deres konfrontation med forstanderen, Lene Maria Christensen, der både vil og skal være autoritær, men også gerne vil give et skær af forståelse for de vilde piger. Tæt på det karikerede (set med nutidens øjne) er overlægen. Stivnakket, kynisk og dogmatisk fremstillet af Anders Heinrichsen. Samtidigt stillet overlægens harmoniske familieliv overfor pigernes udsvævende liv.

Malou Reymann, der debuterede med En helt almindelig familie (2020), har sammen med manuskriptforfatteren Sara Isabella Jønsson Vedde skabt et ægte tidsbillede af en periode (1923-1961) hvor samfundet på et skævt moralsk etisk grundlag, ikke kun stemplede, men også isolerede unge kvinder ude fra en sædeligheds politik, der i dag virker chokerende umenneskelig.
Livø, midt i Limfjorden, var dengang øen, hvor lettere åndsvage, utilpassede mænd blev isoleret på ubestemt tid. I dag har regeringen signaleret, at man er klar med en uforbeholden undskyldning overfor de mange indsatte.

Tiden må nu være kommet til, at de stakkels ”uartige piger” på Sprogø får en officiel undskyldning. Det kan Ustyrlig være med til at fremme. Se det er en dansk film der vil og kan noget. Og så er det tillige en fremragende, velspillet og spændende film.

Som en tilføjelse kan nævnes, at det i skrivende stund (kun et par dage før filmens premiere) fra Christiansborg er blevet besluttet at give de anbragte kvinder på Sprogø en officiel undskyldning. Bedre sent, end aldrig! – red.