Allerede med åbningsbilledet er vi ikke i tvivl. Et eventyrlandskab med bjerge, et nuanceret himmelhvælv og en fyrsteborg højt oppe på klippetoppen. Ikke en sky eller et græsstrå bevæger sig. For vi har åbnet en billedbog. Ikke med digitale billeder, men billeder skabt som decoupager eller sagt på børnehave-dansk, af ”klip og klister” fra blade og magasiner, farvelagt, lakeret, manipuleret til smukke baggrundstableauer for filmens amourøse og kyniske handling i eventyrlandet Barbenhausen.

Mesteren, med klister og saks, der også står for de svulmende 1700tals kostumer, er ingen ringere end dronning Margrethe II, der med megen talent og indlevelse har skabt en forgyldt ramme omkring Bille Augusts ny spillefilm Ehrengard produceret af og tv-distribueret af Netflix, baseret på Karen Blixens roman af samme navn (1963).

Emnet kunne ikke være mere Blixens: kunsten og geniets forpligtelse/stræben efter det uopnåelige, kærlighed og svig/kynisme. Lyder det tungt og fortænkt? Det er det, men forbavsende nok, får Bille August historien til at funkle, næsten som en komedie, godt hjulpet af fremragende skuespillere og Schuberts ørehænger, klaverkvartetten, Die Forelle.

Den charmerende portrætmaler Cazotte (Mikkel Boe Følsgaard) er ved at male storhertuginden – et samvær, der bringer de to både fysisk og åndeligt nær. Storfyrstinden har et problem med den giftemodne søn Lothar, der har det svært med det med damerne. Cazotte indvilliger i at indføre ham i lidenskabens og forførelsens kunst – samtidigt med at Cazotte selv skal forsøge at nedlægge den skønne utilnærmelige Ehrengard (Alice Bier Zanden), der ganske vidst er forlovet med en husar!

Det lykkes Lothar, ved portrætmalerens hjælp, at finder kærligheden. Men ak, forførelsens kunst har virket, hun er allerede gravid, i fjerde måned, da de bliver gift. Parret må skjules på godset Rosenbad, så ingen opdager denne amoralitet. Den skønne og bestemt alt andet end naive Ehrengard, udpeges til hendes hofdame og følger de nygifte til deres skjulested, hvor også den forføriske portrætmaler har sin gang – ikke mindst ved daggry, hvor han i det skjulte maler den nøgne Ehrengard, der bader i skovsøen.

Storhertuginden og Cazotte udvikler sammen et kynisk skæbnespil, hvor de indgår væddemål om hvilke erobringer, der lykkes eller forfejles. Ikke fjernt fra klassikeren Farlige forbindelser, filmatiseret af bl. a. Stephan Frears (1988), men hos Bille August opleves det kyniske spil med menneskeskæbners kærlighedsliv, i en formildende ramme af ironi og humor.

Ehrengard er ikke netop den film man forventer fra Bille Augusts hånd.
Pelle Erobreren (1987), der gav både Guldpalmen og en Oscar, har han vist et fabelagtigt dygtigt filmhåndværk af international standard – og mange af filmene er da også udenlandske. På det sidste med Kysset (2020) og Pagten (2022), der begge er rigeligt litterært tynget. Derfor kunne man frygte, at netop Karen Blixens litterære skygge ville mørkne filmen. Tværtimod, vi fik en lystig kongelig fornøjelse. En vittig og først og fremmest smuk, smuk film, hvor hvert billede og hver replik fornøjede. En æstetisk billedglæde med en intelligent dialog, som ikke mindst Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard fik til at funkle.

Til trods for at jeg er enig med den afdøde Bogart-redaktør Ole Michelsen, der altid sluttede sit tv-program med at sige ”Film skal ses i biografen”, anbefaler jeg alligevel: tænd for husets største tv-skærm, synk ind i den royale billedbog, nyd scenografien, skuespillet og en verden af i går – men ikke uden svig og kynisme.

God fornøjelse.