”Husk at tage cykelspænderne af inden du går ind”. Sådan lyder en påmindelse til den unge digter Thorkild Bjørnvig fra hustruen Grethe, da han første gang besøger Rungstedlund i 1948. Baronessen, Karen Blixen, nu internationalt anerkendt forfatter, har inviteret en af efterkrigens lyriske talenter til en spirituel samtale.

Cykelspænderne kontra åndfuldhed. Hverdagsliv overfor åndsliv. Om at turde følge sit kald. Hengive sig 100%. Som Karen Blixen selv forklarer: ”Jeg indgik i sin tid i Afrika en pagt med djævlen, der til gengæld lovede, at alt hvad jeg oplever skal blive historier”. Det er netop en sådan dæmonisk pagt hun vil tilbyde den følsomme lyriker Thorkild Bjørnvig. Et magisk løfte, der af den unge mand kræver afkald og total hengivelse og lydighed overfor sin herskerinde. Til gengæld løftes han både åndeligt og økonomisk op, hvor guderne leer.

Alt det har Thorkild Bjørnvig skildret i bogen Pagten – Mit venskab med Karen Blixen, (1974), som Bille August nu har valgt som udgangspunkt for en filmatisering. En kamp om total overgivelse af et ungt digtergenis kunstnersjæl til baronessens trolddom. Hjemkommet fra Afrika efter en mislykket kaffefarm, plaget af en kviksølvsforgiftning, en (forkert) behandlet syfilis og en ulykkelig kærlighed. Som en anden Faust, lover den 63-årige succesforfatter, den 29-årige unge digter en kunstnerisk fuldkommenhed, hvis blot han overlader sit liv og sin ånd i hendes varetægt. Nøje følger hendes plan, om den ultimative kunstneriske realisering. Om at forsager dagligdagen (konen og deres lille søn) og alene flytte op på Rungstedlund for at realisere sit lyriske talent.

Noget af en historie.

Pagten tager udgangspunkt i Bjørnvigs selvbiografi, suppleret og understøttet, ikke mindst af professor Åge Henriksens skildring De Ubændige (1984). For baronessen dyrkede også andre unge litterære talenter, som Ole Wivel og Gustava Brandt. De fleste er fra kredsen omkring efterkrigstidens modernisters tidsskrift Heretika (Kætterne). Økonomisk støtte af den legendariske ostegrosser Knud v. Jensen, grundlægger af Louisiana og medejer af forlaget Gyldendal – alle bejlede de til baronessens gunst.

Birgitte Neumann er Karen Blixen, med næseknæk og turban og sit smukke, smukke sprog. Heldigvis langt fra Meryl Streeps krukkede blixenske i Sydney Pollacks, Out of Africa (1984). Igen og igen må vi beundre Birgit Neumanns indlevelse og forståelse for det dæmoniske spil baronessen sætter i gang, med en underforstået erotik i et ellers satanisk-platonisk forhold. En dobbelthed, der nok skal føre digteren ind i de hellige haller, men ikke mindst, også kompensere for hendes egen ensomhed i de smukke stuer på Rungstedlund, hvor det meste af handlingen udspilles.

Svagere står, helt naturligt, Thorkild Bjørnvigs skikkelse. Utrætteligt forsvaret af Simon Bennebjerg, som nok indfanges af geniets pligt til oprør mod borgerlighed og middelmådighed, men samtidigt føler en ”pagt” med sin hustru Grethe, fint og troværdigt forsvaret af Nanna Skaarup Voss.

Blixens djævelske spil/leg med geniet kræver stadig flere og flere udfordringer. Bjørnvig skal lydigt følge heksens anvisninger og nu udfordre sig selv i en kærlighedsaffære med Benedicte, Knud V. Jensens hustru. (En tragedie, som Niels Barfod har skildret i bogen, Benedicte 2020).

Bille August, den internationale kendte instruktør, med striber af filmpriser på kaminhylden, har atter skabt en 100% professionel film – fremragende fotograferet. Flotte velkomponerede billeder, med sans for selv de mindste detailler i klæder og interiører og et perfekt lyddesign. Helt realistisk er det nu nok ikke, når den gamle rejsegrammofons lyd fra 78-pladerne, ikke er skrattende, men mere lyder som en nutidig Soundbox. Bille August er den perfekte kunsthåndværker, der kan få selv en dialogtynget film til at fungere – ikke mindst gennem Birthe Neumanns mesterpræstation. Vi lytter opmærksomt, for der samtales meget i de lavloftede stuer.

Men hvad med det sataniske, heksens magt – smerten, nederlaget og lidelsen, som er kærnepunktet i denne lidelseshistorie?

Her kniber det. Pagten ryster, griber og smerter aldrig. Vi lader os imponere, men aldrig rive med. Vi er nærmere Hollywood standards end Fausts djævlespil. En imponerende professionel film, der bestemt lader sig se, men aldrig når de Blixenske højder.