Det kan indimellem være svært ikke at lade ens fordomme få frit løb, især når man forsøger at vende blikket mod andre lande, andre skikke, andre kulturer. Selv hvis man blot kigger sig omkring i Norden, så er de sikket mange af os der er skyldige i at have forudindtagede holdninger til svenskere, nordmænd og finner. Især sidstnævnte synes at forekomme endnu mere specielle. Dette skyldes ikke kun det finske sprog der er mere i familie med ungarsk end gammelnordisk, men også fordi den finske mentalitet som kommer til udtryk gennem de kulturprodukter som skabes i de tusind søers land, forekommer ret særegen.

Sidst kapellet var på filmisk tur til vores finske broderfolk, var med den særprægede, men meget sympatiske dokumentarfilm Karaoke Paradise. I den film kunne man ane fællestræk til andre finske film, som eksempelvis Ari Kaurismäkis komedier, eller for den sags skyld Mumitroldenes univers, forstået på den måde, at der synes at være en gennemgående melankolsk grundtone, krydret med en selvironi og en dunkel form for humor. Det kan godt være at det er en kliché, baseret udelukkende på de film, bøger og andre kulturprodukter der kommer ud af Finland, men ikke desto mindre, forekommer ovenstående elementer at være fælles for den finske selvfortælling.

Melankoli og overnaturlige elementer dukker også op i den nye biograffilm The Woodcutter Story. Smukt filmet præsenterer den sin seer for en verden, der på en helt særlig måde leder tankerne hen mod såvel Roy Andersons stiliserede universer , Edward Hoppers næsten mennesketomme malerier, men som samtidig forsøger at være helt sin egen. I en mærkværdig blanding af social- og magisk realisme, fortæller den en hverdagshistorie, der pludselig tager flere ganske uventede drejninger.

Filmen åbner med et billede af en herre, ulasteligt klædt som en kontorfuldmægtig, der vandrer gennem et øde landskab, op af en bjergside for at komme til et lille uanseligt skur. Her præsenterer han nogle dokumenter hevet op fra atachémappen, for en midaldrende kvinde. Hun er klædt i pels, skriger og hamrer de handskeklædte næver i bordet foran sig. Han holder en kuglepen frem for sig. Hun siger, ”Det bliver forfærdeligt. Jeg elsker det her land og de her mennesker. De er gode mennesker, der aldrig vil gøre nogen fortræd. Hvad kommer der til at ske med dem?” Han svarer, uden at fortrække en mine, ”Det, der nu engang sker.” og beder hende skrive under, hvilket hun modvilligt gør. Han forlader hytten og vejret er nu blæsende og vildt. En kryptisk start, på en film der også skal vise sig at være ganske svær at afkode.

Filmens skovhugger hedder Pepe og han arbejder på et snedækket trævalseværk langt ude på landet i Finland. Det gør han dog ikke særlig længe, for savværket lukkes ned da der tydeligvis ikke er penge nok i industrien. Medarbejderne, der også er Pepes venner, fyres allesammen. Det går hårdt ud over det lille samfund. Pepes nabo mistænker kort herefter sin kone for at være ham utro med byens frisør og inden længe bliver Pepe også mistænkelig over hans egen kones ture til den lokale frisørsalon. Selv om det lykkes Pepe og hans venner at finde nyt manuelt arbejde, så virker tilværelsen både fyldt af længsel mod noget udefinerbart og som om dagligdagen er træg. Livet er både svært, tungt og fyldt med modstand. Det gør dog ikke filmen til en deprimerende oplevelse, tværtimod, for overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, og det er svært ikke at opleve mange af scenerne i denne film som virkelig morsomme, selv om The Woodcutter Story måske ikke primært er tænkt som en komedie. Det er snarere en fundering over tilværelsen i al sin kompleksitet og underfuldhed.

Selv om de medvirkende i filmene spiller bevidst distanceret og udtryksløst, så bliver man alligevel grebet af de forskellige figurer, ikke mindst Pepe og dennes søn. Med frygt for at afsløre for meget, så er der også scener i filmen, der bryder med den karikerede realisme og byder på et par scener, som mest af alt kan betegnes som fantastiske, nærmest overnaturlige. Hvordan de skal tolkes, bør være op til den enkelte seer, for selv om de måske umiddelbart virker som et brud på stilen, så passer de på mærkværdig vis også fint ind i det samlede udtryk.

Filmens finale er også en der efterlader os med en undren. Uden at spoile, kan det godt afsløres at vi atter engang skal på visit i den hytte vi så i filmens åbningsscene, men idet vi træder ind i den, åbenbares noget helt andet end det vi fik fremvist i åbningsscenen. Denne afrunding efterlader måske seeren med flere spørgsmål end svar. Skal det vi oplever hér tolkes som en slags drøm der bliver til virkelighed? Er dette en version af Paradis, eller er det blot et billede på at alting i livet blot går i ring? Der er kryptisk, meget mystisk og ikke mindst — meget finsk.

The Woodcutter Story er nok en film, der vil skille vandene. Der er de, som undertegnede, der vil være glad for at se en film, der synes at lege med både stil, indhold og som samtidig er gennemsyret af kulsort humor og som på underfundig vis vil fortælle os noget om vor eksistens, og så vil der være de, der forlader biografen med en frustration over ikke at få serveret alle svar på et sølvfad og en undren over hvad hulen de lige har været vidne til.