Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Wannsee-konferencen (107 min.) Biograffilm / Camera Film
Anmeldt 19/1 2023, 06:28 af Uffe Stormgaard

Et 90-minutters møde og Holocaust var besluttet


Et 90-minutters møde og Holocaust var besluttet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Wannsee er en idyllisk sø, tæt på Berlin. Et yndet udflugtssted med bademuligheder, sejlads og store velhavervillaer. Smukt og fredfyldt. Netop her, for godt 80 år siden, d. 20 januar 1942, blev en af historiens bestialske beslutninger taget. Et massemord på 11 millioner jøder blev planlagt. 15 mænd, højt placerede officerer eller ministerielle topembedsmænd, alle i nazismens vold, der enes om, helt i Hitlers ånd, at muliggøre ”die Endlösung der Judenproblem”, som var partiets ”endelige løsning”, nemlig at udslette 11 millioner mennesker, heriblandt 6 mio. europæiske jøder, samt politiske modstandere, homoseksuelle, romaer og andre individer, som det Tredje Rige vurderede var uønskede. Planen for verdens største forbrydelse blev sat i verden i Grossevilla Wannsee. På 1 time og 25 minutter, med en enkel kaffepause ned laksesnitter, var Holocaust enstemmigt vedtaget og igangsat.

Det er det Matti Geschonnecks spillefilm Wannsee-Konferencen minutiøst skildrer. Drejebogen er loyal og faktuel med udgangspunkt i det referat den tyske kvindelige sekretær omhyggeligt har udformet. Godkendt af initiativtageren til konferencen SS-Obergruppenführer Reinhardt Heydrich, 20 siders dokumentation, der først kom til offentlighedens kendskab efter 2.verdenskrigs afslutning og yderligere blev underbygget under processen mod en af mødedeltagerne, Obersturmführer Adolf Eichmann, i 1961 i Jerusalem.

Den ene sorte Mercedes efter den anden ruller op foran herskabsvillaen. Ud stiger alvorsfulde mænd. Nogle med hagekorsbind, andre i nazi-uniformer eller iført embedsmandens grå habit. Alle med stenansigter, går de målrettet op ad den brede søjlebekransede trappe, alt mens Heyderich sørger for at de 15 bordkort er lagt politisk strategisk korrekt - for det er verdenshistoriens største massedrab, der om lidt skal vedtages.

Vi følger minut for minut mødets gang. Koncentrerer os om de 15 mænds kropssprog og ansigter medens der tales og tales. Altid formfuldendt, behersket og måske mest bemærkelsesværdigt omformulerende, når det gælder den egentlige konkrete gennemførelse af massedrabene. Her, omkring det hesteskoformede mødebord, med udsigt over den idylleriske Wannsee, sidder 15 beslutningstagere fra rigskancelliet, udenrigs-, indenrigs- og justitsministeriet. De fleste højtuddannede akademikere, med Goethe, Schiller og Heine, Tysklands store humanister, i bagagen. Alligevel syntes ingen at ryste på hånden, når det gælder naziregimets målsætning. Ingen moralske skrupler, ingen indvendinger mod naziregimets racelove, her ført ud i deres yderste konsekvens. Enigheden om målet er klar nok, udryddelse af 11 millioner europæiske jøder.

Vi som tilskuere prøver fortvivlet at fortolke tvivl og aflæse blot lidt afsky hos disse ellers pligtopfyldende, tyske mønsterborgere. For vi sidder med ved bordet. Det er filmens store styrke, at vi minut for minut opmærksomt påhører, hvordan de ansvarlige nøgternt og sagligt gør jødeudryddelsen til en teknisk upersonlig bureaukratisk sag, der bare skal løses. I DJØF-vendinger præsenteres det brutale massemord i eufemistisk velformede sætninger, med ord som ”særbehandling”, ”formindskelser” og ”den endelige løsning”. Ordene er mange, sproget korrekt, nøgternt, helt uden moralske aspekter. ”Vi er den generation, der er udvalgt til at løse problemet”, siger en af de grå embedsmænd. Sådan er det. Indiskutabelt.

Måske synes vi, hos departementschef Wilhelm Stuckart fra indenrigsministeriet, at skimte en vis opposition/tvivl - men mødelederen Heydrich trækker ham til side under en kort pause. Fra villaens balkon kigger de begge betaget ud over søen og bliver enige om, at efter krigen er det her de skal bo, endda som gode naboer – dermed er det moralske vækkeur for alvor sat i stå.

Wannsee konferencen har været filmatiseret to gange tidligere. En tysk tv-udgave fra 1984 og en amerikansk Conspiracy HBO tv-produktion (2001) med Kenneth Branagh som Heydrich. Den 70-årige instruktør Matti Geschonneck, hvis far overlevede tre Kz-lejre, har i modsætning til de tidligere filmatiseringer valgt, helt at afstå fra ydre dramatik. Nøgternt og sagligt, helt uden nogen form for underlægningsmusik eller lydeffekter. Scenen er det lukkede rum med de tillukkede partiledere og de loyale embedsmænd, der har bedøvet deres moralske dømmekraft og disciplineret den indre logrende svinehund.

Vi er deltager i den skæbnesvangre halvanden time. Ord for ord gennemlever vi mødet, der i form, nøgternhed og procedure ligner så mange andre møder. 90 minutters saglighed, hvor kz-lejre, gaskamre og Zyklon B kun er tekniske detaljer i skrivebordsgeneralernes planlægning af den endelige løsning, verdenshistoriens største massedrab. Først, da filmen er slut og ordbombardementet og personernes skabelonlignende karakterer er på afstand, går det for alvor op for tilskueren, hvilket massedrab vi bogstaveligt talt har deltaget i.

En konfrontation og advarsel, der med sin dokumentariske form får tilskueren til at føle et vist medansvar og afstandtagen. En vigtig film for nu- og fremtiden. Det er Wannsee-Konferencens store styrke.


Forrige anmeldelse
« The Woodcutter Story «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Filmanmeldelser