Det er ikke usædvanligt, at børnelitteratur ofte kan lade sig læse filosofisk - eller at man kan fremlæse forskellige filosofiske mønstre, ideer, grundantagelser særlig prægnant udtrykt i den. Pippi Langstrømpe og Peter Plys er eksempler på børnelitterære figurer, der i mange tilfælde er blevet hevet frem for at understrege en vigtigt filosofisk pointe.

At børnelitteraturen har - eller kan synes at have - en særlig filosofisk prægnans skyldes sikkert mange ting. Børnelitterære universer kan eksempelvis være meget stiliserede og forenklede, hvilket får problemstillinger til at fremstå som ‘klare’. Rent tematisk handler børnelitteratur ofte om det forunderlige møde med verden, hvilket jo også ofte er filosofiens udgangspunkt: at undre sig over, hvorfor vi er til og hvad omverden egentlig er for en størrelse. Spørge-Jørgen viser, hvordan det at undre sig er noget, der skal tugtes, men som læser forstår vi, at det er vigtigt at holde fast i en undren imod magten her repræsenteret ved forældrene.

En åbenhed overfor verden og dens forunderlighed er både en barnlighed og et filosofisk udgangspunkt. Der kan derfor også i børnelitteraturen (som i al anden litteratur i øvrigt) ligge forskellige modeller for livstolkning, som man kan lade sig inspirere af, og som man kan have en forestilling om, at børnene lader sig præge af, hvorfor man vælger at udsætte børnene for det ene frem for det andet børneunivers.

Et børneunivers, som ikke rigtig er slået igennem i en dansk sammenhæng er det hvor Mumitroldene bor. Da jeg lagde billet ind på at anmelde en stor flot bog om Mumi-universet, sagde redaktøren, at han som barn var blevet skræmt af Mumitroldene (nærmere bestemt den 'live-action' ugave af troldene der var en fast del af Jul og grønne skove på DR - red.) , og han bekræftede, hvad jeg har hørt flere voksne sige, at Mumi-universet kan virke skræmmende og ligefrem deprimerende.

Jeg tror, det skyldes en grundlæggende melankoli, der gennemsyrer Mumi-universet - ikke mindst repræsenteret ved Mumi-far, hvor man tydeligt mærker en ufærdighed og dermed en længsel efter en helhed. Men det skyldes sikkert også det finske resonansrum, som er tydeligt hos Mumitroldene med de lange mørke vintre og frygten for den store nabo mod øst. Et resonansrum som man også møder i eksempelvis Kaurismäkis filmiske univers og hos en forfatter som Sofi Oksanen for lige at nævne to andre finske kunstnere, der umiddelbart dukker op i min bevidsthed.

Livet i Mumidalen skabt af Tove Jansson er den coffee table book, jeg har fået i hænderne. Og det er en rigtig flot bog. Den er skrevet af den engelske børnebogsforfatter Philip Ardagh med bidrag af Frank Cottrell-Boyce. Sidstnævnte har i bogens forord et bud på, hvorfor Mumi-universet er et mere fascinerende univers end mange andre børnebogs- eller fantasi-universer. Det skyldes nemlig ikke universets fremmedartethed, men snarere dets særlige tæthed til det, man kan kalde for virkeligheden.

“Mumiland er anderledes end alle de andre fortryllede steder, min fantasi engang beboede. At vokse op betød, at jeg tøvende og afmægtigt måtte erkende, at Eventryland, Narnia, Midgård og Jordhavet kun fandtes i bøger. Men jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg Mumilands væsener og skikke overalt omkring mig i min dagligdag.”

Mumi-universet indeholder en fremstilling af en række mere eller mindre abstraherede karaktertræk hos det moderne menneske - eller de moderne mennesker. Det er menneskelige karaktertræk og arketypiske konflikter og situationer, der gør Mumi-universet til noget særligt i hans øjne.

Livet i Mumidalen er en encyklopædisk fremstilling af historien bag Mumitroldene og de andre væsner, der kortlægges et for et. Vi hører om livets gang i Mumidalen, om traditionerne, om deres livsvisdom osv. osv. Tilgangen er antropologisk på den måde, at det er en kortlægning og beskrivelse, der indeholder ‘det fremmede blik’.

Men det er samtidig ‘indforstået’ og absolut ‘solidarisk’, hvor beskrivelsen hele tiden forsøger at minimere afstanden mellem forfatteren og det beskrevne univers. Der er en naivitet i fremstillingen, så man ofte faktisk føler sig talt ned til. Dette sker ikke mindst i bogens anden del, som forlader Mumidalen for at kaste et blik på dens ophavsperson, nemlig kunstneren og forfatteren Tove Jansson. Her bliver beskrivelsens tilstræbte naivisme direkte anstrengende og blokerer for en forståelse - og egentlig også for en sand interesse - for kunstneren Tove Jansson, der nærmest fremstilles som endnu et væsen i Mumidalen.

“I 1938 fik Tove et legat til at studere i Paris, som hun havde besøgt fire år tidligere og elskede. Det var en spændende by at udforske med alle de smukke bygninger, gallerier, udstillinger og kunstnerkvarterer. Også de travle caféer og gademarkeder var en stadig kilde til inspiration….” osv. osv.

Her kommer skrivestilen - blikket på kunstneren - til ren maner, der blokerer for indlevelse og forståelse - eller sådan virker det i hvert fald på mig. Den naive stil, der vil være i et med det beskrevne univers, virker anstrengt og anstrengende hele bogen igennem, men bliver ekstra ’for meget’ i delen om Jansson.

Bogen er rigt illustreret med Tove Janssons tegninger, og det fungerer rigtig godt i forhold til hele bogens grafiske tilrettelæggelse. Den er en nydelse at sidde og bladre i, og lade sig opsluge af detaljer i tegningerne, som er alt andet end naive, selvom de også dyrker et naivt - barnligt, undrende - udtryk. Der er altid mere i tegningerne - og der er ofte også noget foruroligende, der også kan godtgøre, at man måske føler, at hele universet er lidt skræmmende. Som livet selv?

Gennem bogen får man da et godt indblik i Mumi-universet og det er fint formidlet gennem tegningerne. Det er også tydeligt, at Philip Ardagh har et grundigt kendskab til Mumi-universet i dets mange væsener og kringelkroge. Alt dette formidles, så man som læser konstant bliver klogere på Munidalens og dens univers, der udvides og uddybes gennem de otte romaner, der er den primære kilde til Muni-universet.