Anmod fem anerkendte danske forfattere om hver at skrive en kort novelle. Alle fem skal indgå i et samlet spillefilmprojekt. Emnet er på forhånd givet af instruktøren og manuskriptforfatteren; tillid mellem mennesker. Fem individuelle historier, der skal ende med at blive til en spillefilm. Det lyder som en rigtig skrivebordside, uden nogen gang på filmlærredet.

Sådan startede filminstruktør Annette K. Olesen og manuskriptforfatter Marie Louies Kaehne med at bede forfatterne Carsten Jensen, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad, Niels Henning Krag Jensby og Caroline Albertine Minor om at skabe en historie med et fælles tema. En novellefilm med fem episoder i kronologisk rækkefølge – man er allerede træt ved tanken.

Men resultatet er fremragende.

Ingen kender dagen fortæller loyalt de fems historier, men det lykkes filmisk, at blande og samtidigt fastholde ideer og menneskeskæbner, som de fem forfattere har skabt, gennem de par dage vi følger plottenes udvikling. En fastlagt mosaik opløses og bliver til et mønster af sårbarhed og tillid.

Starten er stærk. En afghansk flygtning skal, modvilligt tilbagesendes til hjemlandet. En stribe politifolk, en tolk og lægen (Trine Dyrholm) følger ham fra Kastrup lufthavn til Kabul lufthavn. Et nærbillede af et tavst nedbrudt menneske, der desperat og forgæves kæmper for sin ret til at være et frit menneske. Brutalt og nådesløst gør politiet sin pligt, mens lægen under flyveturen passivt må se til. Beslutningen er taget af andre, forsøger hun at overbevise sig selv om. Igen mesterligt spillet af Trine Dyrholm.

Mere kærlighed er der mellem Laura på 7 år og hendes mor, der tilsyneladende er på vej mod et sommerhus. Måske, fornemmer vi, at de mest er på flugt fra faderen. Et tydeligt blåt øje hos Laura vækker uro. En smuk vandring nær hav og strand gennem vindblæste klitter, men også en desperat søgen efter kærligheden hos datteren.

Kærlighedssøgen finder i også hos den teenageforvirrede Emil, der i sin utilpassethed og generthed, finder forståelse og kærlighed hos sin mandlige lærer. En farlig forbindelse, men hvor drengen efterfølgende finder en vis afklaring/trøst i morens favn.

Maja (Sofie Juul Blinkenberg) er gravid med sit livs kærlighed Simon. Alt er smukt og fint. Simon og Maja skal til begravelse - en af hans tidligere gymnasieveninder er død. Det er tydeligt at Simon ikke er velkommen, hverken til bisættelsen eller den efterfølgende mindehøjtidelighed. Hvad ligger der bag afvisningen? Har det indflydelse på Maja og Simons kærligheds/ tillidsforhold?

Mere kontant er utroskabshistorien. Her har den til den lettere karikerede foredragsholder og vinentusiast Adam (Jakob Cedergren) lejet en super luksusvilla, for sammen med en mere eller mindre tilfældig elskerinde, at nyde sidespringets glæder, kun afbrudt af den geskæftige udlejer (Lisbeth Dahl), der løbende, ganske ubelejligt, banker på, netop hvor sexlivets klimaks er allertættest på (!).

Ingen kender dagen er blevet en helstøbt mosaik, hvor den filmiske fortælleform behændigt jonglerer med de fem plots enkelte elementer. Ukrukket og med megen humor og indfølelse oplever vi, at de fem noveller bliver til én selvstændig spillefilm med tillid i centrum, ikke mindst takket være en fremragende personinstruktion, der kun understreger, at det er alt for længe siden Annette K Olesen sidst instruerede spillefilmen Skytten (2013).

Det er ikke tilfældigt, at filmens fortekst netop citerer Vladimir Lenins berømte ord: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre”. Når vi har set filmen, er vi (heldigvis) ikke i tvivl om ironien!