Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

The Bad Guys (100 min.) Købefilm / streaming / SF Film / Dreamworks
Anmeldt 3/9 2022, 08:27 af Torben Rølmer Bille

Animeret dyreheist


Animeret dyreheist

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er efterhånden gået sport i at lokke et yngre publikum til genrefilm ved at lave animerede, børnevenlige versioner af disse. På den måde kan vore mindste verdensborgere tidligt få smag for kampsports- og wuxia-film ved at se Kung Fu Panda, få deres første indblik i superheltenes verden gennem The Incredibles eller for den sags skyld få en forsmag på James Bond-lignende agentfilm ved at sætte Spioner på Missioner i afspilleren. Nu er turen så kommet til heist- eller gangsterfilmen, for i den nye animationsfilm The Bad Guys følger seeren nemlig en samling barske vaneforbrydere på arbejde.

Seeren introduceres til de forskellige medlemmer af forbryderbanden på bedste Tarantino-manér, ved at billedet fryser og vi får navnet på hver af bandens hovedpersoner: (her holder vi os til de engelske navne på figurerne, for undertegnede valgte at se filmen på originalsproget) Wolf, Snake, Tarantula, Shark og Piranha. De er selvsagt alle dyr, der i virkelighedens verden også får en del flak fra de, der ikke bryder sig om dem eller ligefrem har fobier.

Filmen er baseret på en lang række børnebøger (i skrivende stund 16 – red.) af den australske forfatter Aaron Blabey, som anmelder udelukkende kender af navn. Af samme grund er det også svært at vide om filmen er tro mod forlæggene, men det betyder måske også mindre, for filmen bør selvsagt kunne bedømmes på dens egne præmisser.

Da The Bad Guys starter møder vi (igen med reference til Tarantino – nærmere bestemt Reservoir Dogs kendt som Håndlangerne på dansk) hovedpersonerne der sidder på en amerikansk diner. Alle andre figurer er skræmt fra vid og sans og gør alt for at undgå at komme i vejen for dem. Gruppen går over på den anden side af gaden, mens vi ser almindelige mennesker løbe skrigende væk. Banden går ind i en bank der prompte røves. Herefter følger en hæsblæsende biljagt gennem storbyen, hvor forbryderbanden jagtes af et hav af politibiler, anført af Politichefen, den korporlige og altid højtråbende, Misty Luggins.

Det lykkes dog politiet at fange dem, efter den notoriske bande lidt senere i filmen faktisk mislykkes at gennemføre et ellers nøje planlagt kup. I stedet for straks at blive sendt til et topsikret fængsel, så foreslår en af byens bedsteborgere, hamsteren Marmelade, at han kan forsøge at rehabilitere alle bandens medlemmer. Han er overbevist om at alle har noget godt i sig, selv hårdkogte bandemedlemmer. Marmelade er sikker på at alle i Wolfs gruppe kan omvendes til at være gode, hvis de bare får chancen for det og lærer på egen krop at mækre hvor dejligt det føles at hjælpe andre, i stedet for at røve dem. Misty er selvfølgelig modstander af dette forslag, men flokken får alligevel chancen for at afprøve Marmelades teori da byens guvernør, den charmerende ræv Diane Foxington, støtter op om forslaget.

Det er en ganske sjov idé at lade skurkene være filmens primære hovedpersoner. Dette passer ikke kun til genren, men som langt de fleste af vore læsere allerede ved, så er en god skurk også ofte langt mere interessant end helten. Ganske som i de ’voksne’ udgaver af denne slags film så opdager man også hurtigt [og her følger muligvis en bette spoiler – red.] , at de figurer man måske troede var onde ikke er så slemme alligevel, mens de figurer der indledningsvist introduceres som dydsmønstre måske alligevel ikke har helt rent mel i posen.

Det er folkene på Dreamworks der har skabt denne animationsfilm, men det virker som om animatorerne har skelet en hel del til holdet på Sonys animationsafdeling, især holdet der stod bag den forrygende Into the Spider-verse, da animationsstilen skulle vælges. Den ray-tracede stil man ser i The Bad Guys minder nemlig ganske meget om den vi ser i edderkoppefilmen. Det er da også okay at lade sig inspirere, men undertegnede havde måske foretrukket at den nye film havde holdt sig til en mere klassisk computeranimationsstil, lige som den man kan se i andre af Dreamworks animationsfilm (læs: Kung-Fu Panda, Sådan træner du din drage, Madagascar, m.fl.) Omvendt set så skal de da også have lov til at forsøge sig med et andet udtryk end det selskabet normalt associeres med. Subjektivt set synes denne stil dog at passe langt bedre til Spidermans univers, end til dette.

Selv om der er mange rigtigt gode takter i The Bad Guys så var det også en animationsfilm der desværre ikke levede helt op til de forhåbninger, undertegnede havde til den. Dette skyldes hverken animationsstilen, de gode stemmeskuespillere eller ideen om at lave en antropomorficeret heist-film til et ungt publikum. Med frygt for at have iført sig den kritiske voksenbrille, så blev slutresultatet en film der blev en kende for forudsigelig. Som nævnt handler det jo om at gøre det gode i kontrast til det ’onde’ (der selvsagt aldrig bliver rigtigt ondt i dette fantasiunivers) men de ’afsløringer’ der kommer undervejs og moralen om at vi nok alle sammen både har ondt og godt i os, bliver undervejs alt for tydelig.

Dertil kommer at selv om mange af actionsekvenserne er flotte, så kan de også virke en anelse forvirrende og rodede, især når der klippes i et rasende tempo og konstant arbejdes med dynamiske, Micahel-Bay-agtige ’kamera’bevægelser og beskæringer. Desuden er det – lige som i de rigtige heistfilm – ganske svært at få etableret et nært forhold til alle fem hovedpersoner, plus det løse, i løbet af de 100 minutter filmen varer. Seeren følger primært Wolf, men det ændrer ikke på at resten af banden ender med at blive ret tynde bifigurer. Det er lidt en skam, for var der blevet arbejdet mere med manuskriptet kunne dette have været en rigtig god film, men i stedet ender den desværre i kategorien af animationsfilm man nyder mens de vises, men som hurtigt derefter indskriver sig selv i glemmebogen.


Forrige anmeldelse
« Europe Seen from Above - Denmar... «
Næste anmeldelse
» The Northman »


Filmanmeldelser