Kung Fu Panda 2 (90 min.) Købsfilm / Paramount
Anmeldt 18/11 2011, 17:09 af Torben Rølmer Bille
Flommefed fortsættelse
Flommefed fortsættelse
« TilbageDer var sikket andre forældre end undertegnede, der blev ovenud begejstret da den første film om den hårdtslående pandabjørn Po blev sendt på markedet i 2008, for her var der endelig en animeret film, der gjorde det muligt at se kung-fu sammen med familiens mindste, uden risiko for at de mange elegante voldssekvenser, som er en fast bestanddel af genren, ville påvirke poderne i en negativ retning. I to ord: børnevenlig vold. Samtidig var filmen en fortælling der fulgte den helt klassiske martial-arts fortælling om den underkuede helt, der gennem hård fysisk og mental træning overkommer nærmest umulige odds og til sidst nedkæmper filmens overlegne skurk. Endelig var den første film et lysende bevis for at dens skabere kender den genre de hylder til fingerspidserne og byder på så mange konkrete referencer undervejs, at det bliver en fryd at se for selv rutinerede fans af kung-fu film.
I de fleste tilfælde plejer toere langt fra at kunne leve op til originalerne, men det er lykkedes de meget dygtige animatorer på Dreamworks, at skabe en fortsættelse, der fint tager tråden op fra den første film og samtidig bliver så tilgængelig at nye fans sagtens kan starte hér – det skal dog noteres, at det naturligvis er en fordel at kende til etteren, da der flere gange undervejs bliver talt om begivenheder som hører hjemme her.
I sagens natur kan man ikke endnu engang fortælle historien om Panda Pos hårde vej til toppen af kampsportspoppen, for da vi forlod den charmerende grovæder sidst, var der ikke nogen i Kung Fu Pandas verden, der var sejere end Po. Derimod benytter filmen det faktum at Po er vokset op hos en trane, som springbræt til at lade fortællingen handle om Pos virkelige oprindelse. For det går op for ham, at hans far, ikke kan være hans biologiske far. Dertil kommer at der i en fjern egn af landet gemmer sig en meget, meget ondskabsfuld påfugl kaldet Shen (der i originaludgaven har fået Gary Oldmans stemme). Shen har opfundet krudtet og bygger nu enorme kanoner, med intention om at blive Kinas nye hersker og muligvis er Shen samtidig årsag til at Pos i sin tid endte hos sin plejefar.
Po og hans kampklare venner kan naturligvis ikke lade en magtsyg pipfugl overfalde uskyldige byboere for at tage deres metal, eller lave planer om at tvinge sig til magten, men hvordan kan kung-fu på nogen måde bekæmpe krudt og kugler? Det er en historie som hard-core fans af ikke-animerede kung fu film har kunnet opleve i et utal af variationer gennem tiderne.
Selv om Kung Fu Panda 2 måske ikke er lige så stram i sit plot som sin forgænger, så er den både lige så actionfyldt, morsom og medrivende som nummer et. Der er masser at se på og grine af og når ungerne først er lagt i seng, så kan man sagtens finde på at bytte Rune Klan og co's gode stemmer ud med engelske originaler, for de er virkeligt forrygende. Det er selvsagt et scoop at filmmagerne har fået kampsportsstjerner som Jackie Chan, Michelle Yeoh og selveste Jean-Claude Van Damme med på deres stemmeliste.
Der hvor Kung-Fu Panda 2 virkelig sparker døren ind og stiller sig i vinderpositur, er dog i dens utroligt flotte animation. Der er flere scener i filmen som tager sig virkelig spektakulære ud selv på et ganske almindeligt tv, men har man muligheden for det skal filmen naturligvis nydes i Blu Ray udgaven, på en stor skærm med surrounden skruet godt i bund. Både scenen hvor Po jagter efter en bandit i rickshaw eller filmens dramatiske endelige opgør er utroligt flot iscenesat. Der er farver, detaljer, humor, dramatik og ikke mindst action for alle pengene - og hvad kan man i grunden ellers ønske sig af en martial arts film, hvad enten den er computerskabt eller ej?