Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Europe Seen from Above - Denmark (44 min.) TV program / National Geographic
Anmeldt 28/8 2022, 15:29 af Torben Rølmer Bille

Turistpostkort fra luften


Turistpostkort fra luften

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis du har tv-kanalen National Geographic, så kender du muligvis den serie af programmer, hvor du får mulighed for at se forskellige lande filmet fra fugleperspektiv. I trit med udviklingen af professionelle kameradroner, er det nemlig nu muligt at give os alle sammen adgang til at se tingene helt fra oven, for på den vis at få et nyt perspektiv på det hele. Tænk på det, som var man en turistfugl, der besøgte de pågældende lande.

I skrivende stund (nærmere bestemt søndag den 28 august, 2022) får den tredje sæson premiere på den danske version af National Geographic og det allerførste afsnit som løber over skærmen, handler om netop om vores allesammens Danmark.

De der kender kanalen, eller for den sags skyld serien Europe Seen from Above ved allerede, at der bydes på virkelig lækre billeder og fortællinger, der synes at fokusere på henholdsvis menneskelig foretagsomhed, historie, naturen og, altså i dette tilfælde, vores nærområde.

Sat fra undertegnedes perspektiv, så minder udsendelsen som en længere version af de præsentationsvideoer man ofte ser før de enkelte landes musikalske indslag vises til Eurovision. Det er selvsagt lidt groft sagt, men der vises i dette program altså nogle ting som producenterne bag serien har udvalgt som værende repræsentative for netop vores land. Om disse valg er de mest interessante, er selvsagt op til den enkelte at bedømme.

Programmet er visuelt bygget op om årets gang. På den vis starter vi om foråret og slutter med vinter. Undervejs føres vi rundt om i det meste af landet, med lidt ekstra fokus på hovedstadsområdet, hvilket muligvis giver god mening, idet der jo fortælles at ca. ¼ af befolkningen netop bor i det Storkøbenhavnske.

Der startes i netop København hvor der er et interview med Mikkel (der kaldes ”Nikkel” i programmet) der vedligeholder den kunstige skibakke kendt som ’Copenhill’, som Bjarke Ingels arkitektfirma har udtænkt på toppen af et stort kraftvarmeværk. Dernæst føres seeren til Bornholm hvor vi følger rapshøsten. Næste tur går til det sydligste Lolland, hvor vi kan opleve det første skridt til det store anlægsarbejde der på sigt skal blive Femernforbindelsen: Herefter tager vi en smuttur forbi Billund og Legoland.

I næste nu transporteres seeren til Aalborg, hvor gallerist Lene Kirk fortæller om de mange gavlmalerier i byen. Faktisk er der en enkelt sekvens i udsendelsen hvor man næsten kan se det hus hvor Kapellets redaktør bor, før turen går videre til Ærø. Her er seeren vidne til en lokal landmand, der henter sine køer hjem til sin stald med en båd, efter de har græsset hele sommeren på en lille, nærliggende ø.

Arkitekt Trine Neble fortæller herefter om sit arbejde med at holde Kronborg ved lige. Et konservatorarbejde hvor droner også hjælper til. Igen vendes blikket mod hovedstaden – hvor vi følger den kongelige livgarde på vej fra deres kaserne ved Rosenborg slot til vagtskiftet på Amalienborg er fuldbragt. Slutteligt tages seeren med til Læsø, hvor vi i et sneklædt landskab er vidne til at et par lokale håndværkere reparerer et af øens enestående ålegræstage.

Som måske kan læses ud fra ovenstående, præsenterer udsendelsen vort land fra den allerbedste side. Som et land der er sovset ind i urgamle traditioner på den ene side og teknologisk fremsyn på den anden. Set ovenfra kan man på den vis ikke få øje på hverken minkskandaler, problemer med psykiatrien, verdens højeste skattetryk eller de dele af hospitalsvæsenet, der tilsyneladende har været lidt for ivrige med at amputere patienters ben. I stedet får vi serveret postkortsmukke rapsmarker og set hvordan Legolands miniaturehuse minder om de virkelige tårne og paladser. Det er selvsagt heller ikke programmets hensigt at kritisere eller politisere, men blot at give omverdenen en slags turistpostkort filmet med drone. Et postkort der fremhæver en række af de mest positive ting ved Danmark. Fed da også være med det.

Til gengæld virker nogle af de indslag som er lavet til udsendelsen lidt tilfældige. Selvfølgelig har det måske ikke været muligt at få lov til at flyve en drone ind over nogle af vore krigsskibe i Frederikshavn, selv om det da virkede oplagt, når der nu også tales om Danmark som søfartsnation, eller se mere af Odense fra luften, når nu vores verdenskendte eventyrdigter nævnes. Morsomt er det også at høre når speakeren taler over de interviewpersoner der taler dansk – det sker med så kraftig en dansk accent, at man lige så godt kunne have valgt Svend Ole Thorsen til jobbet.

Når det så er sagt, så er Europe Seen from Above – Denmark en både flot produceret og visuelt indbydende udsendelse, der er god til at illustrere det der tales om undervejs. Sagt på en anden måde, det er hyggeligt, smukt og kan sikkert også være interessant for både herboende og de seere der intet kender til vores land - men også en anelse overfladisk og lettere tilfældigt i forhold til hvilke ting der er endt med at komme med i programmet.

Billedet benyttet med tilladelse (c) copyright 2022 National Geographic


Forrige anmeldelse
« After Yang «
Næste anmeldelse
» The Bad Guys »


Filmanmeldelser