Den amerikanske instruktør Robert Eggers er en af den slags instruktører der – i al fald i denne anmelder optik – ikke kan træde forkert. Det var ham der stod bag den reelt skræmmende og umanerligt stemningsfulde folk-horror-gyser The VVitch: A New England Folktale og arthousegyseren The Lighthouse med Willem Dafoe. Derfor var hans tredje reelle spillefilm The Northman også ventet med spænding.

For de stakler, der gik glip af filmen i biografen, er den nu til at få til hjemmebiografen, både på streaming, Blu-Ray og ikke mindst i den flotte 4K-udgave som vi her på Kapellet har været så heldige at modtage. Denne gang har Eggers, takket være de mange fine ord hans øvrige film fik med på vejen og ikke mindst filmelskeres meget positive reaktioner på de to første film, fået et stort Hollywoodbudget at boltre sig med. Til trods for dette, så lader det sig ikke nægte, at selv om instruktøren har både verdenberømte skuespillere og hele effektmaskinen i ryggen, så holder han fast i en stram filmisk vision og en grundtone, der er lige så mørk som niddingeblod spildt på flint.

Filmens manuskript er skrevet i tæt samarbejde med islandske Sjón, som mange af vore læsere sikkert kender som forfatter til en lang række romaner, eller fra hans samarbejde med Björk. Et fåtal vil måske endda forbinde hans navn med manuskripterne til The Reykjavik Whaling Massacre eller den ret så aparte, men også sært seværdige, Lamb. The Northman er sammenlignet med disse to film langt mere ligetil, selv om den da også indeholder elementer der godt kan betegnes som ganske mærkværdige, kunstneriske eller hallucinatoriske.

Selve historien er til gengæld ganske genkendelig, i al fald hvis man kender Hamlet eller den kilde som Shakespeare baserede sit skuespil på https://denstoredanske.lex.dk/Amled. I The Northman er der dog væsentlige dele af denne fortælling der er ændret fra originalen. Eksempelvis oplever vi aldrig at hovedpersonen foregiver at være sindssyg. Til gengæld er der også rigtigt mange elementer, der virker meget velkendte.

The Northman er altså et helt klassisk, brutalt vikingedrama, der starter med at præsentere seeren for hovedpersonen da denne er en stor dreng. Filmen første billede viser skibe der vender hjem og unge prins Amleth ser sin far, kong Aruvandil ankomme med sine mænd og sin bror, Fjölnir, efter et år på togt. Kongen modtages naturligvis med åbne arme af dronning Gúdrun og unge Amleth, der har et tæt bånd til faderen.

Efter at Amleth og kongen nogle dage senere har besøgt en lokal troldkarl og sammen drukket noget stærkt hallucinerende snask, grangiveligt so en form for overgangsritual eller mandomsprøve, dræbes kongen af Fjölnir og dennes mænd. Amleth er det eneste vidne til dette mord og undslipper kun med nød og næppe.

Filmen er inddelt i en række kapitler der alle præsenteres med hvid runeskrift på sort baggrund. Idet det andet kapitel starter, er der gået mange pr år. Amleth er nu en voksen, og særdeles muskuløs viking, som vi ser rasere en russisk landsby sammen med sine våbenbrødre. Under slaget får Amleth nys om at Fjölnir er blevet fordrevet af den danske kong Harald og flygtet til Island, hvor han lever som en velhavende bonde, sammen med Amleths mor og resten af sin familie. Amleth klipper straks sit hår og skæg kort, brændemærker sig selv og i forklædning som træl føres han til Island, for dér at udtænke og udrette sin blodhævn.

Dette er anslaget til en mørk, stemningsfuld og særdeles blodig vikingefilm, der heldigvis også undervejs inkluderer elementer fra vikingernes mytologi; guder, dragur og valkyrier. Om disse væsener er reelle eller blot figmenter i vores hovedpersons fantasi, overlades til tilskueren, men redaktøren synes i al fald at det er fedt at de mytologiske væsener integreres i handlingen. Når man tænker at guder og andre overnaturlige skabninger var en del af den dagligdag som eksisterede dengang, virker det helt naturligt at de også er en del af handlingen.

I tråd med denne idé om autenticitet er der flere scener i filmen, hvor seeren også er vidne til forskellige rituelle handlinger. Både frugtbarhedsfester, sportsunderholdning og begravelsesceremonier er der blevet plads til, komplet med ofringer af både dyr og mennesker. Instruktøren havde oprindeligt tænkt sig at alle skuespillerne skulle tale sammen på oldnordisk. Dér satte filmselskabet dog hælene i for med frygt for at publikum ville svigte en meget dyr produktion, tales der engelsk (med tyk norsk accent) gennem hele filmen. Der er dog blevet gjort plads til at der synges og tales på glemte sprog i et par af filmens centrale scener. Det gør at filmen virker tro overfor den periode den skildrer, de historiske fakta man kender til og i dens iscenesættelse af omgivelserne. Dette kombineret med den meget dystre, men også meget flotte billedside gør, at man nemt kan leve sig ind i denne nådesløse vikingeverden.

Spændende er også at der undervejs også bliver sået tvivl om hvem der i grunden er helte og hvem der er skurke. Vi ved jo godt at det var Fjölnir der myrdede sin egen bror, men er han monstro udelukkende ondskabsfuld? På samme måde får man også i løbet af filmen sået tvivl om hvorvidt dronning Gúdrun faktisk blev tvunget til at være Fjölnirs hustru. På den vis lykkes det filmmagerne at få skabt en række figurer som bliver noget mere nuancerede menneskelige, end denne slags film normalt skildrer.

Moralen i fortællingen er også velkendt. Selv om Amleths drivkraft selvsagt er den retfærdige hævn over faderens banemand, så er det også tydeligt at se, at den type af gengældelse, som vi også husker tydeligt fra mange af de islandske sagaer, kun fører til flere mord, tragedier og andres ønske om hævn. Når det så er sagt så er den midterste del af filmen, hvor Amleth i dølgsmål raserer Fjölnirs hof ved at tage på natlige missioner og dræbe Fjölnirs nærmeste folk, i skikkelse af en hævnende, overnaturlig skabning, er svær ikke at blive betaget af. Her synes Eggers og Sjón at trække ganske voldsomt på sagnet om Beowulf.

The Northman er kort sagt en fantastisk vikingefilm! Den tager sig god tid til at fortælle sin historie med, men bliver trods sit noget afdæmpede tempo aldrig kedelig. Sammenlignet med Eggers øvrige film, nævnt i starten, skrider handlingen i den nye film langt mere dynamisk frem, selv om den heldigvis også tager sig tid til at dvæle ved detaljer og stemninger der er vigtige for helhedsindtrykket. Er du derfor, lige som undertegnede, vild med vikinger så er der ingen vej udenom at få The Northman hevet hjem til filmarkivet. Sætter du samtidig pris på at få filmen i så flot en kvalitet som muligt, så bør du anskaffe dig den i den samme 4K udgave som Kulturkapellet har modtaget. Hér får du ud over filmen nemlig en masse ekstramateriale serveret. Heriblandt Eggers kommentarspor, slettede scener og en række småfilm, der går i dybden med mytologien og inspirationskilderne. Blod og stål, det her er, sammen med Everything, Everywhere, All at Once, det bedste bud på årets film.