Da Pixar (der dengang ikke var en del af Disney-koncernen, men derimod en konkurrent) i 2004 udsendte filmen De utrolige (org. The Incredibles) var det svært for både publikum og anmeldere at får armene ned.

Filmen var et overordentligt vellykket forsøg på at skabe en superheltefortælling for hele familien, hvor selv familiens yngste var inviteret. Ideen var at have en familie med mor, far, bror og søster, der alle havde forskellige superkræfter, for på den måde var der stort set en figur som alle tilskuere kunne relatere til.

Endvidere var filmen sat i et miljø der mindede om de sene 50’er tidlige 60’ere, hvilket både gav den et utroligt strømlinet, retro-futuristisk look, samtidig med at den spillede på en lang række referencer til denne periodes klassiske tv-serier, tegneserier , bøger og film der handlede om spioner, superhelte og ikke mindst superskurke. Resultatet var både visuelt umanerligt labert og selv om historien var en anelse formularisk, så var den også solid og velfungerende. En film der både var fyldt med visuelle gags, actionsekvenser og masser af morsomme replikker.

Nu er den svære 2’er så kommet til hjemmebiografen og selvfølgelig var Kapellet meget interesseret i at få svar på spørgsmålet om, hvorvidt en fortsættelse, der har været over 12 år undervejs, kan leve op til den forrygende etter. Det korte svar er, at det kan den!

Selv om instruktør Brad Bird både påstår at det bestemt ikke er en film rettet mod yngste, og at det samtidig er et tilfælde at den berører #metoo-emner så føles den både som en Kapellet vil børn på vore breddegrader sagtens kan se til trods for flere voldsomme scener (og hvad nogle vil mene er lettere grimt sprogbrug) og at den også – måske tilfældigt – er meget aktuel i sit emnevalg omkring ligestilling. Endelig er filmens overordnede morale er en der i sidste ende er både opbyggelig og universel.

I den første film var superhelte jo blevet gjort ulovlige og familien Parr måtte leve som en helt almindelige familie og holde deres kræfter skjult. Det ændres jo i løbet af den første film – undskyld hvis Kapellet spoiler – og det bør den også, da det ellers ville være en ret tam superheltefilm. Til gengæld, så indføres der et nyt forbud mod at anvende superkræfter i film nummer to, da vores familie i filmens vilde åbningsscene formår at stoppe superskurken ”The Underminer” der er ved at smadre en storby med en gigantisk boremaskine. Politikerne ser kun ødelæggelserne, men kan selvfølgelig ikke tænke så langt, så de kunne forestille sig hvad der mon var sket, hvis skurken ikke var blevet stoppet i tide.

En smart-i-en-fart reklamemand, vil dog ændre på superheltenes status i offentlighedens øjne. Han er blevet hyret af en stenrig forretningsmand til at ændre på borgernes holdninger, idet forretningsmanden er stor fan af superhelte og synes de bør være en naturlig del af samfundet igen. I et forsøg på at re-brande superheltene, vælger reklamefyren i første omgang at fokusere på moderen i familien Parr: Helen. Hun skal lanceres som både sexy og handlekraftig, samt et forbillede for unge piger. Det er muligvis dette der har fået #metoo-tilhængerne til at sige, at denne film er lavet i tråd med tidens trend, men som alle der ved lidt om animation ved, så har filmens været undervejs længe før #’et blev hvermandseje.

Det lykkes i første omgang at vende den offentlige mening, men samtidig dukker en ny mystisk superskurk op. Denne bandit – kendt som ”The Screenslaver” – kan manipulere med medier, har hypnosekræfter, er helt nede med de sociale medier og bekæmpelsen af denne skurk er måske mere end Helen kan klare.

Alt imens mutter Parr er ude for at bekæmpe skurke og blive meget populær i medierne, forsøger hendes mand at styre hjemmet. Det kræver nærmest også superkræfter, for selv om rigmanden har stillet et hyperlækkert hus til deres rådighed, viser det sig at familiens yngste Jack-Jack har mindst fire superheltekræfter som han ikke her helt styr på, drengen i hjemmet - Dash - har svært ved matematikken i skolen og teenagepigen Violet er vildt sur på faderen, da han – for at beskytte sin datters hemmelige identitet – har fået slettet hukommelsen på den dreng fra skolen som hun er vild med. Der er altså både udfordringer ude i verden og på hjemmefronten, men som det plejer at være tilfældet med disse film, så finder vore hovedpersoner nok en løsning på dem, før rulleteksterne begynder.

Filmen er superflot og professionelt animeret. Dertil kommer at de ting der ikke bevæger sig: møbler, huse, biler, mm. er vildt lækkert lyssat og forsøgt lavet i den ovennævnte 50’er-stil. Humoren fungerer og er nem at relatere til, både de gags der er tiltænkt de mindste og dem der heldigvis også er henvendt til et lidt mere voksent publikum. Det overordnede plot er ganske vist meget lig den første, men uden at kopiere den alt for direkte. Så ganske kort fortalt: De Utrolige 2 er en utrolig god fortsættelse til en af Pixars allerbedste film, så er du fan er det bestemt en der skal hentes hjem til samlingen.