I vesterlandske øjne er der ikke ret mange filmmagere og skuespillere fra Asien, der formår at være så morsomme, at vi også griner med. Megen Hong Kong humor baserer sig udelukkende på slapstick, platte seksuelle overdrivelser og ikke mindst referencer til en kultur mange af os blegfede danskere aldrig lærer at forstå. Men ingen regel uden undtagelser, for lige som Jackie Chan efterhånden har hægtet sig fast i vores filmiske hjertekugle, er det fremadstormende legebarn Stephen Chow også ved at gøre sig bemærket.

Han har medvirket i en helt række HK-film genne årene, men har også gjort sig bemærket som instruktør, og i denne rolle har det altid været komedien, der har været i højsædet. En af de bedste tidlige Chow-film er uden tvivl Forbidden City Cop, hvor han gør tykt grin med wire-fu- og wuxia-filmgenren, men herhjemme kender vi ham nok bedst som protagonisten i og instruktøren af Shaolin Soccer og megasuccesen Kung Fu Hustle. Chow har lige som sine landsmænd også hang til at være megaplat, men hans film er meget gennemførte og så vesterniserede, at de fleste af os kan være med.

Hans nyeste film CJ7 (Cheung Gong 7 Hou) har også humoren som den basale drivkraft, men man skal blot ikke forvente så stort et fokus på spektakulære effekter og martial arts som i de andre film, vi kender. CJ7 er primært en familiefilm tilsat science fiction elementer - henvendt til de yngste seere.

I filmen spiller Chow den ludfattige arbejdsmand, der efter konens død må kæmpe meget hårdt for at få det hele til at hænge sammen. Han bor sammen med sin søn i en veritabel ruinhob af en lejlighed og knokler døgnet rundt på byggepladsen, så sønnen kan gå i en fin privatskole i håb om på denne måde at bryde den sociale arv. Sønnen Dicky, der spilles både fint og med store armbevægelser af unge Jiao Xu, er derimod et oplagt mål for drillerier i skolen, nu da han er så fattig, at han ikke engang har råd til gymnastiksko. Han ser også en af arrogante drenge blære sig med sit nye legetøj - en robothund, der hedder CJ1.

Dicky plager sin far, men da der knapt nok er råd til mad, får han i stedet et par hurtige rap i røven og besked på at holde sin mund. Faderen finder samme aften, ganske ved et tilfælde, hvad han tror er et stykke legetøj på den lokale lodseplads, og ser overhovedet ikke den enorme flyvende tallerken, der letter lige foran ham. Det skal vise sig at legetøjet, som får navnet CJ7 - da det er langt sejere end robothunden - er intet mindre end en lille alien, som besidder nogle overraskende kræfter.

Historien synes altså at være en cinematografisk gryderet bestående af tre spiseskefulde Charles Dickens, en rundhåndet portion Steven Spielberg (med eksplicitte referencer til især E.T.), en væsentlig mængde henvisninger til kendte film (mest tydelig i Dickys drømmesekvens, hvor der er plads til at parodiere både Mission Impossible 2 og Chows egne værker) og endelig en knivspids kærlighed. Kærligheden er naturligvis stærkest mellem far og søn, men der er også plads til romancer som den mellem Dicky og den ”lille” pige fra hans skole (spillet af en kolossal mand) og den mellem faderen og Dickys lærerinde.

Selv om filmen er veloplagt og ganske skæg hele vejen igennem, er det langt fra Chows bedste film. Man savner noget af den sprudlende originalitet, man normalt forbinder med Chows værker, og selv om den lille alien da er mægtigt nuttet, så er der for mange lighedstræk mellem denne film og sine amerikanske forbilleder, til at den formår helt at stå på sine egne ben.

Der skal naturligvis gives point for forsøget på at lave en både sød og alvorlig film om en dreng, hans mange problemer og hans ufonaut-kæledyr, men et af de største problemer er, at filmen ikke er versioneret på dansk. Kan man først læse så godt, at man forstår dialogen, har man sikkert overskredet den intenderede målgruppes alder med en 10-12 år, og det er de færreste forældre der orker at læse undertekster gennem en hel film.

Endeligt (NB! her kommer der en væsentlig spoiler) kan scenen, hvor Dickys far kommer ud for en alvorlig ulykke og tilsyneladende dør sikkert virke mindst lige så traumatiserende på de små, som Bambis mors død plagede mange af vores barnedrømme. Selv om man til enhver tid har haft brug for disse konfrontationer med døden i fiktiv form, så er Chows film ikke en animationsfilm, som via mediet tilføjer handlingen et abstraktionslag, som også de helt unge forstår. Selv om filmen for det meste er larmende urealistisk, er faderens bortgang skildret meget dramatisk, og den efterfølgende sorgperiode er nærmest ubærlig at bevidne. Faderens evne til at genopstå fra de døde med hjælp fra en hyggealien kan måske også indgyde de helt små en idé om, at sådanne ting faktisk er mulige, og det er - set fra et didaktisk perspektiv - måske ikke det smarteste pædagogiske træk.(Spoiler slutter her)

Er man fan af Stephen Chow eller har man blot lyst til at se en lidt skæv og corny familiekomedie er CJ7 et udmærket bud, men man skal bare huske at skrue ens forventninger lidt ned og deslige undgå at lave den tilhørende slikskål sammen med de alleryngste tilskuere.