Det er i forvejen meget svært at tage amerikanske remakes seriøst. Man kan undres over, hvorfor ikke blot amerikanerne har valgt at synkronisere brødrene Pangs originale og mesterlige, lille film Bangkok Dangerous (1999). For på den måde at gøre den tilgængelig for de dele af det store amerikanske publikum, der tilsyneladende har så lav en fatteevne, at de end ikke magter at læser undertekster. Denne undren bliver endnu større, når man må lægge tid, øjne og ikke mindst sind til det rædselsfulde slutresultat, som de selvsamme Pang-brødre har klemt ud på lærredet foran en, uanset om man kender deres første version af filmen i forvejen.

Tvillingerne Danny og Oxide Pang har i flere af deres film (The Eye, Re-Cycle, The Messengers osv.) berørt temaerne karma og skæbne og dette er heller ikke helt fraværende i den Hollywood-sponsorerede 2008-udgave af Bangkok Dangerous. Nicolas Cage spiller den udenlandske lejemorder Joe, der har besluttet sig til at tage et sidste job, før han trækker sig tilbage for at nyde sit otium og de hårdt tjente penge.

Joe lever efter fire hovedregler; stil aldrig spørgsmål, bliv aldrig engageret i de folk du arbejder tæt på, slet alle spor, og vid hvornår du skal stoppe. I filmens start får man da også indtrykket af, at Joe er en kold og kynisk skiderik, men på hans sidste job sker der nogle ting, som tvinger ham til at bryde sine egne regler. Først og fremmest beslutter Joe sig for ikke at dræbe den unge, kriminelle fyr Kong, som Joe ansætter som bud mellem maffiosoerne og ham selv, men Joe bliver også tiltrukket af en ung, døvstum apotekerpige.

I den oprindelige film var det lejemorderen selv, der var stum – og det gav god mening. Ikke alene gav det hovedpersonen en aura af Clint Eastwood-agtig cool, men desuden blev hans mangel til at udtrykke sig en slags fysisk manifestation af hans manglende evne til at interagere med den verden han befandt sig i på lige fod med andre mennesker. Handicappet var i den oprindelige film en direkte grund til hans valgte profession. I flashbacks så man den døvstumme dreng blive slemt drillet med sit handicap og finde en tilfredsstillelse i målskydning, hvor han kunne forestille sig de drillende drenges ansigter på skydeskiverne. Desuden gav det den unge lejemorder en klar fordel, idet han ikke – som andre – var hæmmet af de høje lyde i en skudduel.

Kærlighedshistorien var også i den oprindelige film sød og plausibel, idet romancen med apotekeren sikkert ville være uproblematisk mellem to asiater, men Nicolas Cages åbenlyst kejtede karakter falder helt igennem i dette aspekt. Ikke alene virker denne romance helt igennem fjollet, for hvad er det, som en professionel lejemorder ser i en køn, stum apotekerpige? Der gives heller ingen forklaring på, hvorfor pigens gamle mor tilsyneladende ingen problemer har med udsigten til at en halvgammel amerikansk mand, der har farvet sit fedtede hår sort, pludselig leger svigersøn.

Cage spiller sin rolle, som om han læste alle hans replikker – dårligt - op fra en teleprompter, og desværre er Bangkok Dangerous endnu et stort søm til hans karrieres kiste. Det er faktisk uforståeligt, hvor Cages nærvær fra film som Raising Arizona, Wild at Heart eller Leaving Las Vegas er forsvundet hen. Kan man miste talent? Undertegnede ville i hvert fald vove påstanden, at det ikke hænger sammen med Pang-brødrenes instruktørtalent, for de har for længst bevist, at det ikke fejler noget.

Der er et par formildende omstændigheder i filmen, men de er få. Det lykkes meget fint at få etableret biplottet med det romantiske forhold mellem Kong og natklubdanserinden, der er budbringer for de tunge mafiadrenge. De asiatiske skuespillere har alle et nærvær og spiller med stor indlevelse, hvilket gør Cages præstation endnu mere pinlig og akavet. Der er også nogle smidt et par hæderlige actionsekvenser ind i filmen, og en enkelt helt fabelagtig blodig scene, hvor en tung ståldør skal åbnes. I scenen presser Joe en af de mange bad guys op af døren, smutter en håndgranat ind mellem mand og dør. Da granaten eksploderer, rives manden midt over og funger samtidig som den del af den kontrollerede sprængning, der gør at døren åbner.

Bankok Dangerous byder også på flere hæderlige billeder undervejs, især natsekvensen hvor Joe har til opgave at myrde en pigeglad og fed gangsterboss i dennes svømmebassin er, lige som Pang brødrenes øvrige spillefilm, meget flot eksekveret. Der er fine kompositioner indimellem, og man kan godt se, at pengene fra Hollywood primært er gået til lækre kamerature og større kompositoriske armbevægelser, end mange af deres andre film har haft råd til at vise.

Det ændrer dog ikke ved, at Bangkok Dangerous anno 2008 er en utroligt tynd gang tis. Det er Nicolas Cages eget produktionselskab, der har realiseret genindspilningen, og det forlyder, at da Cage i sin tid så originalen, var han så imponeret, at han straks sikrede sig rettighederne. Derfor er det mest mærkværdige ved filmen, at hans egen unuancerede, impotente og pinlige skuespillerpræstation skal fylde så meget. I retrospekt ville det have været langt bedre at holde fast i, at protagonisten er døvstum, for så havde man i det mindste ikke været nødt at høre klichefyldte replikker blive leveret med lige så stor ligegyldighed.