De forbandede år, tyskernes besættelse af Danmark, varede som bekendt 5 år (1940-45). Anders Refn valgte i sin første del af De forbandede år, at skildre de første to et halvt år – årene hvor nazisternes brutale overfald på nabostaterne, i kravet om ”Lebensraum,” havde medgang og den danske regering manede til ro og samarbejde med besættelsesmagten.

De Forbandede år 2 er nået til besættelsens sidste år. Ligesom sidst, er det fabrikant Karl Skov (Jesper Christensen) og hans familie, der er i centrum, i velhavervillaen langs kysten nord for København. Skulle man have glemt, eller måske slet ikke set første del af filmen, får man ved filmens start, ligesom ved tv-serier, et kort resume, her ved husets fru Eva (Bodil Jørgensen):
Karl Skov er fabrikant og, samarbejder han med tyskerne om produktionen af diverse elektroniske enheder, helt i regeringens ånd. Fabrikken er hans livsværk og familien hans stolthed. Fem børn, der ikke alle arter sig efter hans hoved. Axel er rodet ind i noget med modstandskampen. Michael såret efter at have været frivillig på Østfronten. Knud og Valdemar, de to yngste, er vilde med jazz og datteren Helene krigsenke efter en tysk officer.

Så er scenen på ny sat i kæmpevillaen med butler, køkkenpige – og havudsigt. For midt i velstanden og det succesrige samarbejde med tyskerne, er der nu skygger på væggen. Modstandsbevægelsen er trådt i karakter, tyskernes fremgang er standset, polariseringen tiltagende, befolkningen er ved at vågne op – og dermed strammes tyskernes krav til den danske regering. Sabotage, likvideringer – og nu jødeforfølgelse, får befolkningen motiveret til en stærkere afstandtagen fra den tyske krigsmagt. En generalstrejke fører til at regeringen erstattes af et departementschefsstyre. Politiet, der tidligere betjente regering/besættelsesmagten, bliver nu interneret og sendt til lejre. Frihedsrådet er dannet.

To år med verdenskrigens grusomme skygge, ses/opleves gennem fabrikant Karl Skov og hans familie. Jesper Christensen er igen, fremragende nuanceret og troværdig – hvad den mand dog kan som skuespiller. Her den lovlydige selvskabte forretningsmand, der godt, ganske vist lidt sent, ser skriften på væggen. For en sikkerheds skyld køber han sig aflad, ved hemmeligt at donere store summer til Frihedsrådet. Men han må også finde sig i, at den yngste søn ikke længere vil gå i gymnasiet fordi, som de hånende siger: din far er værnemager. Og datteren Helene oplever, at blive udråbt som tyskertøs.

Karl Skov viser dog, bag al sin kapitalistiske egoisme, en almen menneskelighed, da hans sekretær afslører at hun er jøde og derfor har brug for 10,000 kr. for at få en plads på en fiskerbåd til Sverige. Også Eva Skov bliver involveret i at hjælpe en engelsk faldskærmsjæger med at flygte til Sverige, hvor hun bliver indrulleret den danske brigade.

Det er de voldsomme begivenheder i krigens sidste år, Flemming Qvist Møller og Anders Refn, der står for manuskriptet, har sat på lærredet. Og de vil have det hele med. De dystre og de voldelige sider, sortbørshandlerne, værnemagere, stikkere, likvidationer og sabotage, alt sammen fortalt gennem familiemedlemmernes forskelligartede reaktioner. En lidt skematisk dramaturgi, men Anders Refn er en af dansk films garvede og allerdygtigste. Han kender filmens teknik til det perfekte – med en eminent sans for filmens rytme og dramatiske opbygninger, kan han fortælle en historie, sætte billeder på – få lange dialoger til at balancerer med dramatiske, hurtigt klippede, mørke sekvenser.

Læg dertil et fremragende cast, hvor Bodil Jørgensen, helt manérfri, er både nuanceret og oprigtig troværdig, som mor med hjerte og moral. Selv de mindste biroller føles ægte og dækkende. Nye ansigter som Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard plus to veteraner, Birger Jensen, som helt igennem lurvet sortbørshaj og Steen Stig Lommer, som lurvet angiver, er med til, at filmen trods sin længde på to en halv time, er overkommelig.

De forbandede år 2 vil meget – alt for meget. Men virker alligevel som et ærligt forsøg på at give et nuanceret billede, uden ensidig heroisk forherligelse af en tid, som ikke ligger så langt væk – men hvor historieopfattelsen er så forskelligartet – og hvor samarbejdspolitik og det efterfølgende retsopgør, stadig vækker til diskussion. Selv dette når filmen at antyde.

Endelig har filmens dialog humor. Selv kan jeg ikke stå for replikudvekslingen: ”Er han homoseksuel?”- ”Nej, han er ingeniør”. De forbandede år - og det gælder begge film (i alt 5 timer) - handler nok om besættelsens forbandelse, men heldigvis mest om mennesker.