Kapellets skrivekarl kan næppe være den eneste der i disse år føler en hvis modløshed hver gang der er nyt fra Ukraine. Dette handler ikke om at medierne bør fokusere på noget andet, for selvfølgelig er det vigtigt at følge med i udviklingen, men trætheden kan ofte indfinde sig fordi det kan være vanskeligt for os borgere at forstå hvorfor magthavere ikke mere konsekvent søger at skabe fred frem for konstant at opruste, udvide deres territorie frem for at søge sameksistens med ens naboer. Dette gælder jo ikke alene for Ukraine, men kan desværre ses flere steder rundt om i verden.

Undertegnede vist har allerede flere gange på disse sider citeret den forhenværende amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower, der i 1961 i sin afskedtale til folket advarede os mod at den største trussel mod verdensfreden var det militærindustrielle kompleks Sagt på en mere forsimplet måde så er det alle dem der tjener deres penge på at fremstille krudt, kugler og andet militært isenkram vi skal være på vagt overfor. Er der ikke krig et sted, mister de jo penge.

Udefra set ligger løsningen jo lige til højrebenet: Læg våbnene, snak sammen – også selv om i ikke umiddelbart kan blive enige. Tilgiv fortidens synder, se hinanden som medmennesker og brug alle de mange midler og ressourcer i bruger på krigsførelse på mad, uddannelse og på at opfylde de mest basale menneskelige behov. Lettere sagt end gjort og samtidig en desværre ret urealistisk, utopisk tanke, men ikke desto mindre én der er meget mere behagelig end den verden der omgiver os i skrivende stund.

Til trods for at mange af os sikkert får serveret rigelige portioner med krig og elendighed hver gang de åbner for nyhederne, så er det i løbet af den aktuelle dokumentarfestival CPH:DOX (der i øvrigt har spredt deres filmprogram til biografer over større dele af Danmark – red.) muligt at få et indblik i den måde der bliver først storpolitik på fra et lidt andet perspektiv. I filmen The Eukranian har den svenske dokumentarist Viktor Nordenskiöld fulgt Olha Stefanishyna, vicepremierminister for EU-anliggender i Ukraine, siden Ruslands invasion startede.

Kameraet kommer tilsyneladende frem overalt hvor Stefanishyna færdes og fortæller i løbet af halvanden times tid om hendes arbejde for at fremskynde processen med at få Ukraine optaget i EU. Som alle der ved lidt om EU, så er den slags arbejde ganske langsommeligt for hvis Ukraine skal leve op til de krav EU stiller for nye medlemslande, så skal der først gennemføres en række reformer. Reformer der er vanskelige nok at gennemføre i fredstid, men som virker nærmest helt uoverskuelige når der samtidig er krig.

Filmen er selvfølgelig primært en helt klassisk portrætdokumentar, hvor vi i løbet af næsten tre år følger Olha Stefanishynas mange ture rundt om i verden for at mødes med de mennesker og organisationer, der potentielt vil kunne hjælpe hende med hendes mission. Portrættet er ganske imponerende, for hun fremstår ikke kun usandsynlig kompetent til sit arbejde, men også som en person, der imponerer ved at være så fattet selv om hun ved hvor meget der står på spil.

Sekundært giver filmen også et indblik i det storpolitiske spil der foregår, ikke kun i forhold til Ukraines potentielle indlemmelse i EU, men også de historiske begivenheder der konstant påvirker processen. Derfor bliver filmen også en dokumentation af de sidste tre år på den storpolitiske scene.

Filmen placerer selvsagt (og retteligt – red.) sit fokus på Ukraine som offer i denne konflikt og lykkes samtidig med at skildre filmens hovedperson som en af de helte, der normal går ubesunget hen. Putin bliver eksempelvis konsekvent filmet i tæt closeup, affilmet fra tv-skærme og kommer rent visuelt til at fremstå som en Big Brother-lignende trussel, tilsat dunkel musik. Det er forståeligt men også ganske manipulerende.

Idet vore lokale nyhedhedsmedier ofte fokuserer netop på ledere som Putin, Zelenskyj, Trump og de andre, som de der styrer slagets gang, så lykkes det i denne film overbevisende at fortælle os en historie om en af de embedspersoner, der potentielt kan være med til at gøre lige så stor en forskel, som de ansigter vi er vant til at se i nyhederne.

Apropos ansigter, så starter filmen med et closeup af Olha Stefanishynas ansigt. Tydeligvis er denne startscene optaget som noget af det sidste. Selv om hun kigger direkte ind i kameraet, så kan hun også se hvad dette optager, for som hun siger: ”It would be interesting to compare myself now with when you started the video. Because I´ve noticed in the pictures that the way I looked has changed.” Selv om hun måske selv kan se dette, er det knap så tydeligt for os seere, for til trods for at vi oplever Olha blive berørt over flere ting undervejs, så virker hun udefra set til at kunne opretholde et image som både professionel forhandler, en charmerende person og en der er i stand til at tage den nødvendige afstand fra sine personlige følelser, når det hele brænder på.

Selv om du måske ikke forestiller dig at en film som The Eukranian, med dens mange møder og politiske tovtrækkerier vil være interessant og til trods for at du måske, som nævnt i introduktionen, føler at krigen i Ukraine fylder nok i hverdagen, så giv endelig filmen en chance. Den har både høj aktualitetsværdi og så formår den at fortælle en rigtig fin historie om det utrættelige arbejde der pågår, for rent faktisk at gøre verden til et lidt bedre sted. Et sted hvor folk holder sammen i stedet for at gribe til våben.