Maja er lykkelig gift med Claes. Hun har det hele. Er kardiolog på Riget, med doktordisputats og overlægestilling indenfor rækkevidde. En dejlig forstående mand og en skøn teenagersøn. Flot etplans villa med stilmøbler, samtalekøkken og en udbygning på vej. Maja elsker hverdagen. Elsker det liv de tre sammen har skabt. Det har vi hendes egne ord for. Dette sker i en lang, lang voice-over, hvor Maja, i ord og billeder præsenterer os for hverdagslykken, såvel på arbejde, som på den stille villavej. Den øverste middelklasse, i lykke og harmoni, sat i glas og guldramme.

Det kan da ikke vare ved, vel?

Bomben sprænger. Claes vil skilles. Her og nu. Selvfølgelig, han har fundet en anden.

De er da vel fornuftige mennesker, der kan tale om tingene, vi er da stadig venner. Lad os få det overstået hurtigt og smertefrit. ”Du skal bare gå ind på nettets borgerservice, og trykke på straks-skilsmisse” siger Claes, til Majas store forbløffelse.

Et startskud, der vender op og ned på Majas opfattelse af lykken og egen lille hverdagsverden. Vrede over sin godtroenhed. Vred over sin blindhed overfor, at Claes, gennem længere tid har været hende utro, endda med sønnens gymnastiklærerinde. Og nu vil han flytte sammen med en anden og købe hus! Maja, må tvinge sig selv til at bryde ud af sit hverdagsunivers. Noget må der ske. Dating på Tinder, var måske en mulighed? Ja, gæt, hun kastes sig i armene på en 25-årig yngling! Ikke uden komplikationer, plus teenageproblemer med sønnen Magnus der hjemme og også økonomien halter.

Forudsigeligt, forudsigeligt.

Sådan er den danske film Tag min hånd, hvor skuespiller/teaterdirektør Lars Kaalund får sin filminstruktørdebut. Morten Dragsted har skrevet manuskript til en udviklings komedie, med afsæt i den moderne veluddannede trygheds kvindes reaktion, på en uventet ændring af et ellers fastlåst livsindhold.

Tag min hånd ville være en lille, let kedsommelig variant af striber af danske livsstilskomedier, i det snart klassiske filmmiljø, ”alle har ret til et samtalekøkken”. Hvis ikke - og heldigvis for det - Mille Dinesen, denne talentfulde skuespillerinde – nogle vil huske fra tv-serier som f.eks. Rita – havde været, en helt uimodståelig Maja.

Det er Mille Dinesen, der konstant er i centrum. Det er Majas udviklingshistorie (store ord) banal og forudseelig, men så livsbekræftende og ægte spillet – og ikke mindst selvironisk og humoristisk indlevet - så de krummede tæer retter sig ud. I stedet nyder vi en klog og følelsesfuld voksen kvinde, der både går til hjerte og hjerne.

Vi gennemlever med Maja selvrealiseringen. En forsoning og accept af den ny situation, hvor både ensomhed, jalousi og pubertetssønnens problemer, skal klares. ”Hvis der er nogen, der burde gå, så var det mig”, siger hun i sin vrede til veninden. Kollegaen (Mia Lyhne) nikker billigende, mod til gengæld at forklare om sit onsdags-forhold til en ældre mand – her er vi tæt på parodien, i stedet for ironien.

Tag min hånd er en dansk feel-good film med et forudsigeligt og banalt plot, i et åh så, nutidigt miljø, overbevisende gennemlevet af Mille Dinesen, godt suppleret af Ulrich Thomsen som ægtemanden og sønnen Troels Kortegaard. Men det er Majas livsmod, sorg/glæde og intelligens, der gør, at man trods alle banaliteterne, tager imod hendes hånd.