Krimier kommer, krimier går, og krimier kommer igen – og nogle af dem har vi ventet længe på, skulle komme igen. Senest har vi fået En by i provinsen, som viste, hvordan et stykke dansk provinsielt krimidrama kunne formuleres, mens både Forbrydelsens og den netop genudsendte Rejseholdet viser, at tv-krimiens succes ikke sådan fortager sig. En af den, vi har ventet for længe på, er Anders Refns Een gang strømer… fra 1987, som netop er udkommet på i digitalt format til hjemmereolen. Det er dansk actionkrimi med internationalt tilsnit.

Et genreoverblik
Det første, der overrasker ved et gensyn, er den fortælletekniske holdbarhed. Een gang strømer… udnytter, mere end det laster den, at det er en serie i seks afsnit, selvom den fortæller i historie, der kunne have været opsummeret i spillefilmslængde. I stedet etablerer den fem grupper, der er impliceret i handlingen. For det første har vi selvfølgelig politikorpset med Sten (Jan Arentzen) i spidsen, der er ved at optrævle et stykke opfattede organiseret kriminalitet; for det andet har vi den fordrukne paskontrollør Karl (Jens Okking), hvis datter uden kriminelt tilsnit bliver impliceret i det kriminelle miljø; for det tredje har vi det politiske jetset og de pengestærke, der har en langstrakt arm grundigt inde i den danske underverden; for det fjerde har vi to vendettakrævende kriminelle på flugt, der er på den ene side er forbundet til Karls datter, men på den anden side også kræver sine ofre inden for det organiserede underverdensmiljø; og for det femte og sidste har vi journalisten, der også arbejder på den gode historie om underverdenen. Dermed er det seriens force, at den kommer hele vejen rundt i skildringen af krimiens karakterer og plotnuancer, der ikke er uden komplikationer. Ganske simpelt er det en velfortalt, spændende krimi.

Men det er ikke det eneste, denne alsidige fokusering formår at etablere. Lægger man mærke til det, så får Een gang strømer… på denne måde skabt en gennemført syntese af stort set de fleste etablerede genretyper inden for krimigenren. Den journalistiske krimi, som vi kender den så godt fra den svenske forfatter Liza Marklund, er med; det nærgående fokus på den etablerede kriminelle, som man ofte ser det hos den norske forfatter Karin Fossum, er med; det klassisk skandinaviske politisk-kritiske moment, oftest jævnført Sjöwahl og Wahlöö, kryber også ind ad bagdøren; Karl udvikler sig undervejs til en udenforstående karakter, der mest af alt minder om en privatdetektiv, som vi kender det fra norske Gunnar Staalesen; men det dominerende spor er selvfølgelig det politimæssige efterforskningsspor, som er tidens mest dominerende undergenre. Men alt i alt er det tydeligt, at serien på effektiv vis kombinerer krimiens mest brugte temaer til et sammenkog af velduftende whisky, porter, røg og dårlig smag af bagsiden af København.

Store drenge (og piger)
Ydermere er det en samling både skuespillere og filmskabere af den bedste skuffe, der var samlet på produktionsholdet, da Een gang strømer… blev indspillet. Anders Refn, der instruerede har desværre ikke siden vist det store væsen af sig som andet end instruktør af andres skrevne tv-serier, eksempelvis Landsbyen og Taxa – hans største klassikere vil formentlig forblive ”forfilmen” Strømer (1976) og Een gang strømer.... Men samlet var det et 80’erhold af tidens større opkommende navne, der var med. Tómas Gislason, der var på afgangshold med von Trier på Filmskolen og med på fx Triers Forbrydelsens element, står for klipningen, mens Mikael Salomon – der senere skulle komme i lære hos Steven Spielberg og stå bag eminente fotograferinger som The Abyss – er manden bag kameraføringen. Klippearbejdet og fotograferingen af Een gang strømer... er to kilder til forståelse for den effektive dynamik i serien. Samtidig skal Kasper Windings kanoniske musik heller ikke undervurderes – musikken, særligt ”Sjæl i flammer”, er i dansk regi mindeværdigt på linje med Faltermeyers ”Axel F.” til Beverly Hills Cop. Så sammen med et toptrimmet manus og skuespil i topklasse er Een gang strømer… blandt de bedste danske tv-krimier, selvom den selvfølgelig er mærket af sin tid. Men på samme måde som Beverly Hills Cop bærer essensen af 80’ernes action- og krimigenre, så formår Een gang strømer… at etablere en dansk pendant af samme type.

Samtidskritik og vidensdistribution
Således er serien også et kritisk billede af samtiden, hvilket især kommer til udtryk gennem et noget nært holistisk fokus på samfundet fra top til bund og opklaringen og forbrydelsen på kryds of tværs. Der stilles ikke kun spørgsmål ved samfundets struktur som årsag til kriminaliteten, i et billede hvor man har fornemmelsen af til tider at rende rundt i de mest fremmedfølende Strunge-digte, men samtidig bliver den politiske top – som det nærmest hører sig til – vendt i skarpe vendinger. På sirlig vis hænger årsagerne til samfundets bund sammen i toppen, hvor politiet, forbryderne og politikere kædes sammen i spørgsmålet om nedskæringer i politistyrken og økonomisk ballast til den organiserede kriminalitet. Den klassiske tidsfaktor, hvor specialenheden, der er ved at trævle organisationen op, er tæt på at blive lukket ned på grund af manglende resultater, er benyttet. Karl ytrer derfor seriens centrale, kritiske vending om politiet, som han omtaler ”kapitalismens usle lakajer”.

Dermed bliver efterforskningsarbejdet nødt til at træde uden for de mere etablerede rammer, og her kommer Karl for det første til at agere privat efterforsker på sidelinjen, mens Sten for det andet fortsætter arbejdet på indersiden som den selvopofrende detektiv – ikke at Karl ikke også er selvopofrende. For Karl er det selvfølgelig personligt, idet hans datter er impliceret, men for Sten bliver det en romantisk rolle som den geniale efterforsker, der tager politikken, politiets top og samfundets ondskab på sine skuldre i et stort oprydningsarbejde, der skal ramme de store frem for de små fisk. Men et vigtigt punkt i denne forbindelse er seerens rolle i forhold til de forskellige miljøer, vi følger. Vi kigger nemlig med inden for hos de kriminelle fra starten, og er på intet tidspunkt i tvivl om den eller de skyldige, men samtidig er selve opklaringen vores centrale fokus. Det betyder, at Een gang strømer… derved kan arbejde med både medvidenhed og mervidenhed. Vi har mervidenhed i forhold til politiet, vi har medvidenhed hos forbryderne, og det er herimellem, seriens spænding opbygges, men samtidig er vi underlagt politiets opklaringer. Dermed kan forbryderne hele tiden være et skridt foran, idet vi ikke behøver at vide, hvorfra de får deres oplysninger, men det er vi i politikorpset.

Har man derfor en forkærlighed for actionkrimier, som de fungerede bedst i 80’erne, er Een gang strømer… et gennemført godt dansk bud. Det narrative, det fotografiske, det klippetekniske, skuespillet, stilen og instruktion er så godt tilpasset hinanden, at de seks timer, som serien varer, er godt givet ud – også hvis man tager dem i streg. Een gang strømer… altid en klassisk tv-serie.