Undertegnede hører heldigvis ikke til de horder af forældre, der har været ved at gå ud af deres gode skind fordi husets rollinger konstant enten har ville se Frost eller har skrålet med på Let it Go sat på repeat. Dette kan skyldes at anmelder (og her kommer for god ordens skyld en disclaimer; for dette må endelig ikke forstås som en slags hetereonormativ, ciskønnet, halvgammel mands forstokkede kønssyn) er far til drengebørn, der ikke i lige så høj grad dyrker hverken prinsesser eller de mange musicalsange som man traditionelt forbinder med Disneys film.

Det kan dog ikke nægtes at Frost blev et fænomen. Meget løst inspireret af vor egen H. C. Andersens eventyr Snedronningen fortæller den historien om to søstre, Anna og Elsa, hvor den ene udvikler magiske kræfter, som hun har svært ved at kontrollere. Originalen er fyldt med både intriger, magiske væsener og et persongalleri som, vanen tro, er ret skarpt skåret. Sådan en kæmpesucces, der også affødte to Oscar™statuetter (for bedste animerede film og bedste sang, red.) kræver selvsagt en efterfølger. Den er nu klar til hjemmebiografen, men lige som med så mange andre to’ere, så kan den desværre ikke helt leve op til den første film.

Før vi kommer til grundene til at Frost II ikke ender med at være lige velfungerende som den første, skal det cementeres, at der ikke er noget som helst at udsætte på animationens kvalitet. Er der noget Disney kan, så er det at skabe forrygende billeder, hvad enten der er tale om figurer, baggrunde eller de mange detaljer der fylder skærmen. Selv om der er mange andre talentfulde spillere på banen, så viser Disneys animatorer, at de stadig tilhører den absolutte elite indenfor animationskunsten. Det er ganske enkelt imponerende.

Tonen er også en hel del mere dyster og (melo)dramatisk end sin forgænger. Giver man sig til at se nogle af de småfilm, som er inkluderet på BluRay-udgaven, finder man også ud af at der er mange af baggrundene der er direkte visuelle vink til den måde Torneroses baggrunde in sin tid blev designet på. Selv om den er mere dramatisk end forgængeren rent udseendemæssigt, så skal det altså ikke forstås som om, at det ikke er en familiefilm, der kan ses af alle. Har man dog små følsomme prinsesser i husstanden, er det nok en god idé selv at se den igennem først og respektere aldersgrænsen på 7 år.

Nå det så er sagt, så bør man også adressere de elementer, der er med at trække den samlede bedømmelse i en mindre positiv retning. Der er flere ting i filmen, der er medvirkende til dette. Først og fremmest så er historien ikke lige så interessant som den fra den første film, hvor fokus – som nævnt – var på forholdet mellem søstrene og Elsas forsøg på at kontrollere sine magiske evner. Denne gang er fortællingen noget mere løs. Der skildres en mere traditionel hjem-ud-hjem-fortælling, der handler om vore venners rejse ind til et afsondret, magisk rige.

Helt fra filmens start kan Elsa høre en mystisk stemme, der synes at kalde på hende. Da hun begynder at følge efter stemmen, fører det til at hun, søster Anna, snemanden Oluf, jægeren Kristoff og rensdyret Sven bliver ledt til en del af Elsas rige, som hun ikke har vidst noget om tidligere. Et sted der er omkranset af en mystisk tåge, der godt nok åbner sig for Elsa og Co. men som i øvrigt er uigennemtrængelig for dem der bor på den anden side af den. Hvem der mon gemmer sig bag disen, hvem der kalder på Elsa og hvad årsagen er til at riget på denne vis er blevet afsondret fra omverdenen, skal naturligvis ikke afsløres her. Kapellet kan dog godt afsløre, at der trækkes tråde tilbage i tiden, til lang tid før Elsa blev kronet som dronning i Arendelle.

De mange sange der konstant ledsager (eller afbryder – alt efter ens forhold til dette fortællemæssige træk) handlingen, er til stede, men der er ingen af dem der er lige så iørefaldende som dem der optrådte i originalfilmen. Det er der sikkert en masse forældre, der vil være glade for, da det muligvis forhindrer situationer som dem der blev beskrevet i første afsnit, men det er også lidt trist, at de ikke er lige så gode, når nu der er langt så meget arbejde i at skabe imponerende visuelle sekvenser der kan gå hånd i hånd med de musikalske indslag.

Frost II er bestemt ikke nogen katastrofe. Det er bare en film der er langt fra lige så stramt fortalt eller som byder på lige så mange ørehængere (og syng-med-venlige) sange som etteren. Det er selvsagt også svært at følge op på så stor en succes som Frost og selv om den gør et hæderligt forsøg på at følge op på etteren så lykkes det desværre ikke. Af samme grund vil børn overalt i verden nok fortsat insistere på at synge med på Let it Go i mange år fremover.