Ved et særligt sammentræf sætter to filmselskaber samtidig gang i en produktionen af film, der handler om den franske modeskaber Coco Chanel. Inden for relativt kort tid er vi derfor blevet præsenteret for Anne Fontaines Coco før Chanel, der ikke fik alt for pæne ord med på vejen, og Jan Kounens Coco og Stravinsky, der (også) kunne være blevet en ærgerligt sentimental oplevelse med sit fokus på en kærlighedsaffære mellem to fremtrædende kulturpersonligheder i begyndelsen af det forrige århundrede. Coco før Chanel går mere generelt til værks, mens Coco og Stravinsky – som det ligger i titlen – zoomer ind på mødet mellem Chanel og den russiske komponist Igor Stravinsky. Kounens film formår dog, frem for et letrørt kærlighedsdrama, at sætte forholdet stævne gennem begges elementære kreative kræfter. Det er der kommet en overraskende storslået film ud af.

Vi starter – efter et par korte præsentationssekvenser – i 1913 til koncert i Paris, hvor Chanel er gæst blandt publikum til premieren på Stravinskys – skulle det vise sig – kontroversielle The Rite of Spring. Koncerten er ikke nogen succes, og store dele af publikum udvandrer undervejs på grund af Stravinskys overraskende såkaldte classical music riot: et voldsomt udbrud af scenedans i mødet med musik. Den musikalske stil toppes af særegne rytmer og voldsomme udbrud, hvilket i høj i eftertiden skulle være med til at udforme filmmusikkens standarder. Derfor er Garbiel Yareds score til filmen, der fint svøber sig ind i Stravinskys egen musik og musikopførelser særdeles oplagt og veloplagt. Gennemgående ligger Stravinsky voldsomme og til tider excentriske musik som en resonansbund, der hele tiden venter på det udbrud, som på den måde også ventes i filmen.

Chanel var også selv en relativt excentrisk personlighed. Hendes tøjstil var tilnærmelsesvist provokerende, men alligevel inden for en standard, der kunne holde til tiden – og var derfor særdeles banebrydende. For mange er det overraskende, hvor stilsættende og holdbar hun var over tid. Det er måske et udtryk for tidens stil, men mange af Chanels kreationer ville fint begå sig i dag – og muligvis har det været medvirkende til, at vi har fået to film om/med hende inden for samme år. Hendes søgen efter nye standarder viste sig – udtrykkes det indirekte i filmen – at have den affiliering med materialet som Stravinsky med tonerne. Uden at planlægge først kastede begge sig ud i projekter, hvor de fandt sammenhæng og helhed gennem selve det kreative arbejde. Filmen antyder derved, at det lå i kortene, at de skulle falde for hinanden – men også, at det ikke skulle være uden gnister.

Udover musikkens fine underlægning og akkompagnement understreger filmen også stemningen gennem billederne. Stravinskys musikstil med de mange eruptive eksplosioner kommer på sigt til at være særdeles inspirerende for musik til spændings- og gysergenren, og ganske interessant henter kamerateknikken også denne ikonografi ind. Undervejs benyttes mere og mere furiøse musikpassager fra Stravinsky selv, selvom han med tiden gik væk fra den såkaldte russiske stil til en mere neoklassicistisk stil. Denne stigning i musikalsk intensitet videreføres i billedstilen, der også henter nogle elementer fra gysergenrens mere drævende og langsomme spændingsrytme. Filmen bliver selvfølgelig aldrig til en gyser, men den formår på denne måde at illustrere Chanels og i høj grad Stravinskys sinds- og hjertekvaler undervejs.

Filmen er også godt castet. Mads Mikkelsen viser her i sin rolle som Stravinsky nye sider af sin til tider lidet facetterede stilvariation, og formår her at hive sig ud af sine vante roller og placere sig i en delikat, følsom og momentvist outrer rolle. I kombination med David Ungaros cinematografi og Stravinskys musik trænger vi med Mikkelsen dybt ind i et sind, der ikke – i filmens optik – kunne holde til mødet med Chanel. Anna Mouglagis, der spiller Chanel, tillægger også Chanel en dybde, selvstændighed og en grøde, der fint viser Chanels – efter sigende – komplekse personlighed. Det er tilmed overraskende, hvor meget Mouglagis rent faktisk ligner Chanel. Samlet set står filmens stil, musikalske toner og skuespil fint i forhold til hinanden – det er ikke en spændingsfilm med fokus på det forløsende kærlighedsdrama, men en film, der tør vise, hvordan kærligheden er voldelig og ambivalent. Modigt, langsomt og smukt.

Der er selvfølgelig mange ting, som en film på bare to timer kunne have fokuseret på, når vi har at gøre med to centrale personligheder. Vi springer let hen over Første Verdenskrig, for ikke at tale om Chanel-koncernens forhold til senere nazisme, der er en delikat sag – forholdet var dog også forbi, da vi når dertil. Vi forlader også undervejs et fra starten ellers fuldvægtigt fokus på Stravinskys musik, og får derfor kun antydningerne af den neoklassicistiske vending. Historien drejer hellere i retningen af de personlige skrøbeligheder – filmen antyder muligvis dette ved at lade Stravinskys musik forsvinde ind i det underliggende scoret, hvorved han ikke selv er herre over den længere. Filmen vil udad til fremstå for flere som en langstrakt fortælling om to menneskers besværlige følelsesmæssige forhold til hinanden, men indad til er den en komplekst opbygget fortælling, der spiller på alle de tangenter, filmens tema efterlader dem med. Stravinsky udtale på et tidspunkt: ”Jeg har ikke på noget tidspunkt i mit liv forstået en sats musik, men jeg har følt den” – den, der suger musikken og stilen til sig i Coco og Stravinsky, vil også føle den.