Den spanske filminstruktør Pedro Almodovar har altid været en darling hos filmanmeldere, men han har faktisk også formået at fange et temmelig bredt publikum. Dette har været muligt takket være hans enestående evne til at skabe medrivende dramaer, der som oftest balancerer mellem alvor, tragedie og komedie, for betegnelsen ”melodrama” er faktisk ikke helt dækkende når det kommet til mandens film. De er langt mere veloplagte og ender ofte i dur end i mol. Mandens seneste film Pain and Glory er netop landet på fysiske medier og diverse streamingtjenester og den beviser, at Almodovar stadig har masser af gejst og fortællelyst tilbage.

Det er Antonio Banderas der spiller hovedrollen som Salvador Mallo, en rolle der i øvrigt – og meget velfortjent - sikrede ham en pris som den bedste mandlige hovedrolle ved Cannes Filmefestivalen i 2019. Mallo er en filminstruktør, der ulig Almodovar, synes at sidde ubehjælpeligt fast. Han lider af et utal af mere eller mindre kroniske sygdomme og skavanker, der gør hans dagligdag til et rent smertehelvede og som om det ikke er nok, så er det som om hans muse har forladt ham permanent. Skriveblokeringen er en realitet og han risikerer, idet vi møder ham, at falde helt fra hinanden.

Heldigvis ender det ikke helt sådan, for hans agent presser ham til at dukke op til en jubilæumsvisning af hans mest berømte film Sabor. Det er vidt kendt, at instruktøren og Alberto, der spillede hovedrollen i Sabor, ikke har talt sammen i 25 år, idet de blev rygende uvenner efter filmens præmiere. Salvador tænker dog, efter at have genset sin egen film for første gang i en menneskealder, at det er på tide at opsøge skuespilleren, for måske igen at komme på god fod med hinanden. Først undrer Alberto sig over at Salvador pludselig dukker op hjemme hos ham, men det ene leder til det andet og pludselig vælger Salvador at ryge heroin sammen med Alberto. Stofferne dulmer i første omgang smerterne, men i døsen begynder vores hovedperson også at huske tilbage på sin barndom, hvilket bliver en form for katalysator for resten af filmen.

Alberto begynder herefter at komme oftere og oftere forbi Salvadors lejlighed og opdager, da Alberto er helt væk i rusen, at det faktisk er lykkedes Salvador at skrive et manuskript. Nærmere bestemt er manuskriptet en monolog der tager udgangspunkt i Salvadors egen barndom, opvækst og ungdom. Alberto plager den nu stofafhængige instruktøren om at må få lov til at opføre denne monolog, da han virkelig godt kunne bruge en succes i sin egen karriere. Salvador giver ham lidt modvilligt lov og da en af Salvadors gamle flammer ret tilfældigt indløser en billet til forestillingen og pludselig kan genkende sig selv i fortællingen, vælger også han at opsøge vor hovedperson.

Selv om ovenstående er en fattig beskrivelse af filmens handling, så er dette fine drama faktisk både enormt rørende og forekommer som en film der forekommer meget personligt. Som altid hos Almodovar er der knald på farverne i billederne. Både i nutidsscenerne samt i de mange flashbacks, spiller billedkompositioner, lyset og farverene tæt sammen med det der fortælles. Det er ikke en film, der er svær at følge med i, for selv om der springes i kronologien hele tiden, orienterer Almodovar altid sin seer fint. Faktisk er det ret imponerende, at man er så fantastisk fint underholdt af en film, der primært består i figurer der snakker sammen.

Selv om dette måske er Almodovars mest personlige film til dato, så afviser instruktøren i flere interviews , at Pain & Glory er en autofiktion forklædt som spillefilm. Til gengæld synes man hele tiden at kunne fornemme masser af levet liv bag der figurer og de historier, der fortælles undervejs. Når det så samtidig er en film, der handler om en filminstruktør, så glæder det jo også alle vi der er vilde med selvbevidste metafiktioner. Det er en film om erindringer, om kunsten og ikke mindst om at mindes en fortid der nærmest tilfældigt presser sig på og beriger dagligdagen, hvis man tør invitere den indenfor.

Pain & Glory er en lille filmperle, som du bestemt ikke bør snyde dig selv for. Det er ikke bare en slags Ole Michelsen-5-hatte-agtig anbefaling, leveret af en anmelder, der knuselsker alle nicheprægede og fortænkte film, for dette er en meget hjertevarm og (k)ærlig film om livets gang i al almindeligehed. En film som langt de fleste vil kunne relatere til, i al fald hvis de også selv har levet et liv. Det er en film om hukommelsens magt, om venskaber og om at turde holde op med at være stædig og selvfølgelig om at turde tilgive.

Det er en moden film, der teknisk set er godt leveret og fortalt. Undertegnede blev i al fald ramt af filmen, men det er nok også en film der netop er henvendt mod et midaldrende publikum, der kan relatere til den situation og det sted i livet som vores plagede instruktør befinder sig i. Livet har måske har taget nogle drejninger som man ikke selv havde forestillet sig og selv om minderne fra barndommen og ungdommen, der konstant synes at trænge sig på ikke er de samme som man selv har, så er det sikkert meget typisk at se tilbage når man når halvvejs i livet. Kort sagt har Almodovar skabt en herlig, medmenneskelig film.