”Mit navn er Max Isaksen, når du ser det her, er jeg død”. Det er noget af en startreplik. Max kigger stift ind i selfie-kameraet og vi ved at hans liv er slut, inden filmen er begyndt. Et ganske almindeligt ansigt, stålbriller og et lille fint overskæg. Almindeligt og dog. For den døde mand er Nicolaj Coster-Waldau, superstaren fra bl.a. den internationale best-seer serie Game of Thrones. Skuespilleren, der fik sit gennembrud med Nattevagten (1994) er tilbage i dansk film efter fem års fravær. En retur til fædrelandet, der vil noget. Ikke et billede i Jonas Alexander Arnbys Selvmordsturisten er uden ham. Og det er forståeligt nok – for det er Macs historie. Ja, mere end det, vi har som i Arnbys og manuskriptforfatteren Rasmus Birchs Når dyrene drømmer (2014) fokus på det eksistentielle – livet, og her retten til at afslutte det.

Max er tilsyneladende velfungerende, både i privaten, med Lærke (svenske Tuva Novotny), som sin elskede hustru, og i forretningslivet, som forsikringsmand. Men, og der ér et stort men. En scanning viser hos Max en veludviklet hjernetumor. Lægens dom er urokkelig, en operation er umulig og livets afslutning tæt på. Nyd livet, mens du kan, er lægens opmuntrende svar.

Max gør sig mange tanker, om den forudsigelige langsomme nedbrydning og hjælpeløshed af legeme og ånd. Det er ikke ham. Som forsikringsmand støder han på en livsforsikringssag, hvor forsikringstageren på mystisk vis er forsvundet. Enken hjælper ham med opklaringen og finder frem til Hotel Aurora, som var mandens sidste opholdssted. Et hotel, der netop er skabt for, at mennesker, der er nået til den erkendelse, selv at ville sætte et smukt og værdigt punktum for livet. Så besluttet skal selvmordskunden være, at inden indlogeringen, i de lækre omgivelser højt mod nord, underskrives en uigenkaldelig erklæring om, at beslutningen ikke kan annulleres. Ingen gæst forlader Hotel Morgenrøde i live.

Hotellet er skønt beliggende i en uberørt natur, højt oppe i bjergene. En bygning skabt i store rene flader, i glas og stål, enkelt og lyst, tæt på en dyb bjergsø. Et gennemtænkt miljø skabt for afklarede tanker, for Zen og indsigt. Servicen er femstjernet med det erklærede formål, at hjælpe og vejlede selvmordturisten ind i døden. Hotellet, stilheden og naturen er rammen. Men er det virkelig Max’ afklarede beslutning? Er det et svigt overfor hustruen Lærke? En forståelig tvivl om entydigheden i hans beslutning. Om kærlighedens styrke. Nicolai Coster-Waldau gennemlever smertefuldt hele registret, mens hotellets mange professionelle dødshjælpere dæmper tvivlen.

Selvmordsturisten er i sin ekspressive stil og tekniske perfektion overvældende. Sjælden har vi oplevet så dramatiske og æstetisk smukke billeder. Isklædte fjeldsider, klaustrofobiske druknescener og gyserflugt i mørke, truende kældergange. Måske har de indre modsatrettede kampe, forstærket af tumorens vækst? Forvirring og fortvivlelse, fortalt med et overvældende professionelt visuelt greb. Igen er det Niels Thastum, som også stod bag kameraet i Når dyrene drømmer. Selvmordsturisten er en ferm og effektiv opvisning i hvad netop tiden kræver af skuespilkunst og effektiv kommunikation. Emnet, retten til sin egen død, er et essentielt og evigt filosofisk spørgsmål – men også et livsnært emne – der hér let drukner i æstetik og perfektionisme. Men det skal ikke gøre os mindre stolte af, at Danmark, i samarbejde med en række europæiske lande, kan præstere en moderne relevant international film, som Selvmordsturisten er.