Danmark har ikke så forfærdelig meget at prale af, når det gælder danskernes ”kamp” mod den tyske besættelsesmagt de første par år under anden verdenskrig. Nærmest en lettere beundring for den tyske overmagts brutale sejre, som når udenrigsminister Erik Scavenius i besættelsens 1.år fastslår: ”Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa (…) Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.”

Heldigvis for vor egen moralske selvforståelse, havde vi modstandsbevægelsen, der satte frihed og demokrati over regeringens mere ufarlige samarbejdspolitik. De gik til modstand, og blev efterkrigens helte - også på film. De røde enge (1945) og Støt står den danske sømand (1948) begge instrueret af Bodil Ipsen/Lau Lauritzen jr., fremhævede den danske modstand, både til lands og til søs. Senere fulgte en stribe mere nuancerede besættelsesfilm og på det seneste, mere kritiske, som Anders Refns De forbandede år (2020).

Hvidstensgruppen (2012) om den jyske modstandsgruppes sabotagehandlinger, der på brutal vis optrævles og hvor de otte modstandsfolk blev henrettet af tyskerne. En publikumssucces, set af tæt ved 800.000 danskere, som har fristet producenten Regner Grasten til en opfølger: Hvidstengruppen II – De efterladte.

Anne-Grethe Bjarup Riis er atter instruktøren, der håndfast sætter billeder på Torvald Lervads drejebog. Et ”dæknavn” for producenten himself, som vi kender fra mange andre veldrejede publikumssucceser, herunder Tarok, Bølle Bob, Anja og Victor, for blot at nævne et par.

Udgangspunktet, de efterladte efter modstandsfolk, er interessant nok. Dem, vi aldrig hører om. Dem, der ikke kun sad tilbage med en knugende sorg, men ofte selv også blev forladt, forfulgt og foragtet. Filmen tager igen sit udgangspunkt i Hvidsten kroen. Her er Gudrun, enke efter den henrettede sabotør. Igen er Bodil Jørgensen tilbage, nu som Fiil-familiens overhoved på kroen, mens hendes døtre Tulle og Gerda på det grufuldeste, mishandles og tortureres som tugthusfanger. Kolporteret brutalt i tætpakkede jernbanevogne, fra det ene tyske rædselsfængsel til det andet. Intet skal vi spares for. Tyskernes voldssadisme er rå og ubønhørlig. De kvindelige fængselsbetjente er i fremtoning og udstråling ondskaben selv. Ingen søstersolidaritet i hagekorsets skygge. Ingen, slet ingen, antydning af medfølelse eller nåde, når de tyske fangevogtere nedgør og mishandler de to søstre. Tulle, kæmper stædigt for at vende tilbage til sin toårige datter, efterladt på Hvidstenkro hos Gudrun, der gennem modstandsbevægelsens venner forsøger at få kontakt med døtrene i det tyske fangenskab.

Filmen fokuserer især på Tulles voldelige mareridt af en krigsfanges beskidte liv. Gribende spillet af Marie Bach-Hansen, der ryster tilskueren med den fysiske overlast hun udsættes for – men som i stille øjeblikke, også formår at formidle en sjælelig smerte og angst, ikke mindst i bekymring for sin lille datter hjemme hos mormor.

For mange lyspunkter har filmen ellers ikke. Vold, hængning, ja, selv den franske revolutions grusomme symbol, guillotinens skarpe klinge er i brug. Det tyske persongalleri er i sine voldskarikaturer tæt på folkekomediens forenkling. Kun én tysker kan med god vilje synes sympatisk. Den unge lyshårede officer, der hvisker til Tulle, at hele hans familie i går nat blev udryddet ved et bombeangreb. Så kom nuancen på plads, i en ellers groft skåret personskildring, hvor underlægningsmusikken kontrapunktisk er, ”Dejlig er jorden”!

En enkel, næsten munter, grotesk scene, er da også stærkt inspireret af den italienske film Livet er smukt (1997), hvor hovedpersonen påstår han er tolk, og i stedet for at oversætte korrekt, får sagt en masse vigtigt til sine medfanger, som tyskerne ikke forstår et ord af.

Hvidstengruppen II er på mange måder en ubehagelig film. Velfungerende og professionelt spillet og fortalt på instruktørens/forfatterens præmisser om, at nå så bredt ud til publikum som muligt. En ondskabens film, der ikke umiddelbart kan afvises, dertil er den for ægte og dokumentarisk i sit afsæt, selv om nuancer og det kunstneriske vingeslag mangler.

Lad Bodil Jørgensens slutreplik står alene tilbage. ”Hvordan kan mennesker være så onde?”