Den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe døde i 1849. Inden da havde han levet et alt for kort liv præget af store personlige tab, økonomisk ruin og psykiske komplekser. Mange mener, at han opfandt det ærkerationelle univers i sine klassiske kriminalnoveller for at holde sammen på sig selv. Det samlede forfatterskab udtrykker dog en uro ved samfundet, en fascination af det skæve, dystre og afvigende, og ikke mindst det, der overskrider al menneskelig fornuft. Han blev fundet – efter at være forsvundet i tre dage – i et ravende, opiumhøjt delirium. Han døde kort tid efter. Uforløst. Med et uvurderligt forfatterskab bag sig.

James McTegues film The Raven – navngivet efter Poes berømte langdigt – tager udgangspunkt i disse mystiske tre dage. Ikke som sådan i et forsøg på at opklare, hvad han foretog sig. Ikke som sådan med litteraturbiografisk interesse. Men med en fascination af den mytologiske persona, der omgærder Poes levned og litteratur. En morder er løs i Baltimore. Det første mord er på to kvinder i et lukket rum, hvor morderen ikke kunne være undsluppet. Ja, velkendt, ikke? Det er Poes berømte krimi ”Dobbeltmordet i Rue Morgue”. En copy cat er på spil. Men en litterær en af slagsen.

Filmen fortsætter naturligvis ad samme spor. Ind og ud af Poes fortællinger med en skarp fornemmelse for de enkeltes kraft og finesser. Men selvfølgelig også med en spektakulær fascination af de mest blodige sider af forfatterskabet. Morderen kender forfatterskabet godt – og alt peger naturligvis på, at Poe selv må stå bag. Det er makabert, overdrevent, men med et helt særlig instinkt, der vil fascinere alle, som bare har læst en lille smule Poe. Dem, der kender forfatterskabet godt, vil kunne læne sig tilbage velvidende, at de vil kunne dechifrere efter forgodtbefindende.

Stilen er også overvældende. På to måder. For det første er den temmelig veltilrettelagt og stemningsfuld. Det gotiske islæt i Poes mange fortællinger lægger sig som en tyk tåge over gader og stræder, der mest af alt kommer til at ligne Sherlock Holmes’ London. For det andet er stilen også så udtryksfuld, at det makabre og det blodige forbliver lige så litterært, som dets forlæg er. Det er filmens styrke. At den formår at spille på den klassiske detektivfortællings velkendte stemningsleje. Og at den samtidig kan pejle tonaliteter hos Poe selv.

John Cusack spiller Poe. Og nej, han ligner ham egentlig ikke. På andet end hård og skæg. Cusack er adræt og hårdfør. Poe var lille og med indsunkne øjne. Cusacks version er ligeså litterær som morderens drab. Han taler, som var det Poes digte, og han opfører sig, som var han fortællingernes skarpe og tilstedeværende fortællestemmer. Inddøset i opium, alkohol og tungetale, som han selv var mester i at omsætte til klingende lyrik og prosa. I sin egen besynderlige og uhyggelige facon er blodet, mordene og jagten på forbryderen aldeles Poe-tiske.

Sagen er egentlig temmelig open-and-shut: Det er en aldeles glimrende film, det her.