Der er noget ganske unikt ved det at anmelde film. Ikke kun får man mulighed for at dele sin personlige holdning, med de som kan være interesseret i at høre den, man får også indimellem mulighed for at gense, genhøre eller genlæse værker, indimellem med overraskende resultater. Derfor kan man blive be- eller afkræftet i ens oprindelige antagelse af værket, man ligefrem blive overrasket over, hvor meget ens smag har ændret sig siden sidst og i enkelte tilfælde kan man ligefrem, takket være det tidsrum der er gået siden man bedømte det først, se det i et helt nyt lys.

Nu er det sådan at actionfilmen Escape Plan med de to actionkoryfæer Sly og Arnold var i biograferne sidste efterår og allerede nu foreligger den til fremvisning i hjemmebiografen. Idet tidsintervallet mellem de to filmoplevelser læger så tæt på hinanden, er der ikke nogen reel mulighed fra at skrive meget andet om filmens handling og iscenesættelse end det der skete ved første møde.

Idet Nordisk films DVD’ere og Blu-rayudgivelser også (næsten uden undtagelse og som før nævnt i mange andre anmeldelser) ikke byder på noget ekstramateriale, være det sig i form af kommentarspor, making-of featuretter, tekstinformation, spil eller lignende, så må det atter engang være en vurdering af filmen, som må være i højsædet og det er også derfor der, som den kvikke læser sikkert allerede har opdaget, bliver trådt tekstmæssige vande til den helt store guldmedalje her.

Det skal endelig ikke misforstås. Escape Plan er, som nævnt, en ganske veloplagt actionfilm, der er underholdende, mens den står på, og som tilbyder det som Sly og Arnold er garanter for gammeldags action, hvor der ikke skortes på hverken gode oneliners (som de der klipper trailers må elske) eller mængden af håndmadder der deles ud. For selv om de to hovedpersoner er oppe i årene, holder de sig godt og selv om de ikke er lige så hurtige eller smidige som i deres velmagtsdage for 30 år siden, så har de begge ikonisk heltestatus. Derfor er det også – især for fans af de nu klassiske actionfilm fra firserne – en fryd at se de to giganter i samme film.

Når det så er sagt og charmen har lagt sig, så blev gensynet med Escape Plan en lidt blandet fornøjelse. Den er underholdende, jovist – men når man godt kan huske, både hvor det superhemmelige fængsel var placeret, hvordan planerne (for de to fængselsflugter der vises i filmen) er blevet lagt og man samtidig kan huske hvordan det hele spænder af, så er det som om der ryger megen luft ud af ballonen.

Fascinationen ved film der handler om at bryde enten ud eller ind i en bygning, der er nærmest umuligt at bryde ud eller ind af, ligger nemlig i opfindsomheden hvormed dette gøres, den snedighed der ligger i planlægningen. Det virker derfor lidt som at se en god tryllekunstner lave et trick man dog god ved hvordan hænger sammen. Magien fordamper.

Derfor må dommen være at Esacpe Plan er en af den slags underholdningsfilm man sagtens kan se og føle man får valuta for pengene, men ikke en film man har lyst til at se igen og igen, nu da alle fortællingens hemmeligheder én gang før er blevet blotlagt.