Her i Kulturkapellet har vi en tommelfingerregel om ikke at afsløre alt for meget om de film, romaner og andre fiktionstyper som omtales. For en af de store glæder ved fiktionen er netop overraskelser og eventuelle plottwists der muligvis udgør en del af fortællingen. Så selv om vi bestræber os på ikke at spoile, så kan det nogen gange være nærmest umuligt at følge denne praksis, da det som anmeldes har netop overraskelsen eller chokket, som et helt centralt element. Et element, der muligvis kan være med til enten at trække voldsomt op eller ned i den samlede bedømmelse.

Den opmærksomme læser har sikkert allerede har gættet så byder filmen Violation på mindst en af den slags overraskelser, for hvor skulle anmelder ellers gøre så stort et nummer ud af hemmelighedskræmmeriet i første afsnit? Studerer man overskriften på denne anmeldelse, så kræver det heller ikke mange analytiske færdigheder, for at regne ud at det er en film der muligvis kan virke voldsomt på tilskueren. Dette er ingen spoiler, for titlen på filmen synes også at levere en lignende ledetråd.

Så selv om det måske forekommer ret så vanskeligt at videreformidle selv et basalt handlingsreferat, uden at forbryde sig mod ovenstående credo om ikke at afsløre noget, så vil nærværende skribent alligevel – som var han katten om den varme grød – forsøge at skrive om Violation uden direkte at afsløre, hvad det er ved filmen, der er så overgrebsagtig.

Som altid starter indledes handlingen med en situation, der er alt andet end voldsom. Seeren skal opleve en form for ro og orden, før denne kan blive flået itu. Så efter at have fået vist smukke naturbilleder af et Canadisk skovområde, ofte spejlet i sig selv eller med ret ekspressive kameravinkler, så åbner filmen sin fortælling med at vise os to par, der er taget ud i en hytte, for at hygge sig hen over weekenden. Eller hygge sig er måske så meget sagt, for der er i al fald knaster i forholdet mellem filmens hovedperson Miriam og dennes kæreste. Gennem samtaler med både søsteren og søsterens kæreste, som Miriam er fortrolig med – især efter en hel del sprut – afsløres det at vide at Miriam ikke har haft sex med sin kæreste i næsten et år. Dertil kommer, at selv om hun vildt gerne ville være forelsket i ham, så er det som bekendt ikke noget man blot kan forcere.

På den led starter filmen helt ordinært som et ganske velfortalt samlivsdrama, der muligvis kan forvirre en anelse i starten handlingen ikke just er klippet helt kronologisk. Selv om denne start måske godt kunne gøre at man forventer at dette blot er en slags Canadisk udgave af et af Bergmans eller Woody Allens psykodramaer så tro om igen. For det der skal vise sig at være kernen i filmen, befinder sig et helt andet sted end det man måske forventer.

Igen, uden at spoile, så byder denne del af filmen på scener, som man slet ikke forbinder med parforholdsdramaet. Til gengæld er disse sekvenser holdt i mindst lige så realistisk en tone som resten af filmen. Det er faktisk en af de første gange, at den ellers ret så hærdede anmelder bag disse ord har oplevet film, der på den måde giver en så utroligt detaljeret og ikke mindst meget overbevisende skildring af en situation, som man i øvrigt har set formidlet på film en hel del gange før. At disse scener forekommer så troværdige handler især om hvordan Miriam reagerer på det, der sker, det hun bliver nødt til at gøre. Så er der vist ikke sagt for meget.

Violation er en film der både byder på kryptiske, nærmest poetiske og helt udsyrede sekvenser, men som i næste nu er meget direkte, voldsom og bestemt ikke for folk, der nemt bliver påvirket følelsesmæssigt af at se film. Miriam spilles af Madeleine Sims-Fewer, der også har skrevet manus og været med til at instruere. Alle tre jobs gør hun utroligt overbevisende. Miriams forhold til de mennesker hun omgiver sig, for slet ikke at tale om den usikre sårbarhed som er en del af hendes figur, er ret memorabelt skildret.

Violation bør ikke udelukkende opfattes som et meget voldsomt drama, der muligvis-muligvis slet ikke forsøger at være en feministisk #metoo kommentar, for på den vis er filmen slet ikke så endimensionel. Det er i stedet en film om valg, psykisk ustabilitet og relationer, der til trods for filmens centrale chokfaktor er rigtigt fint skildret hele vejen igennem. Violation er en mavepuster af en film, som vil sidde i seerens mave i lang tid efter den er slut. Heldigvis også en fortælling, der ikke serverer alle svar og forklaringer på et sølvfad for seeren. Vi bliver nødt til at tænke selv undervejs. På den led adskiller den sig meget fra mange Amerikanske film, selv de der er uafhængigt produceret, som på lignende vis forsøger at fortælle om komplekse mellemmenneskelige relationer, der bliver presset til deres yderste kant og et godt stykke ud over denne.