Der er få skæve, vedholdende, stilsikre og originale, grænsende til det geniale, filminstruktører. Wes Anderson er en af dem, senest med The Grand Budapest Hotel (2014) og nu premiereklar med spillefilm nr.10, nok hans mest gennemførte Andersonske stiløvelse i tre akter, The French Dispatch. En hyldest til den klassiske journalistik, hvor research, grundighed, omhyggelig sprogbehandling og væsentlighed, er basen. Forbilledet er klart det hæderkronede amerikanske tidsskrift The New Yorker, grundlagt i 1925.

Vi er i Paris i 60’erne. Eller rettere, i Andersons verden, hedder byen Ennuie-sur-Blase (på godt dansk kedsommelighed/blaserthed!) en understatementoversættelse af ”byernes by”. Den form for sproglige spidsfindige vitser – find dem selv - vrimler filmen med. Værst/bedst, den franske mesterkok Escoffier bliver til Nescarfier!

Vi bliver straks guidet gennem Andersons Paris af den cyklende rapporter (Owen Wilson). De krogede gader, de skoddebeklædte patricer ejendomme, cafeerne, de frække damer, varieteerne, alt sammen fortolket/set gennem Andersons frankofile briller – skabt med stilsikker hånd og i douce pastelfarver, optaget i et filmstudies kulisser, fyldt med ægte pariserstemning a la américaine.

For The French Dispatch er navnet på det amerikanske ugeskrift i Paris, hvor chefredaktøren (Bill Murray – uden ham ingen Wes Anderson film) er garanten for den journalistiske kvalitet. Selv om vi starter med hans nekrolog, er det ham der er rammefortælleren. Filmen er bygget op omkring redaktionen. Præsenteret, som var det tre velskrevne tidsskrifts artikler, om kunst, revolution og gastronomi.

Den første af antologiens tre historier er The Concrete Masterpiece, med Benicio Del Toro i hovedrollen som dobbeltmorderen, der i fængslet begynder at male abstrakt, endda med en kvindelig fangevogter som villig nøgenmodel (Léa Seydoux) – og som en indsat kunstsvindler får fingrene i dobbeltmorderens værker og lancerer dem skruppelløst, mens priserne hysterisk presses op. Historien præsenteres af en kunstekspert (Tilda Swanson) for en begejstret kunstinteresseret lytterskare. Der er både velfortjent svirp til kunstskribenter, kunstsnobber og forargelse over kunstspekulation, endda med reference til virkelige hændelser i kunstverdenen.

Anden tidskriftsartikel er fra maj 1968. Studenter revolutionen er på sit højeste. Overskriften er: Revisions to a Manifesto. Frances McDormand, tidsskriftets ældre reporter, kommer lidt (for) tæt på den meget unge kønne cigarillosrygende studenteraktivist (Timothée Chalamet), for helt at kunne give en objektiv skildring af brydningstiden. Et tidsbillede, mest i sort/hvid, med både sympati og ironi, der igen stilsikkert, blander humor og realismen - godt med halvskjulte citater fra ny-bølge kollegaer og masser af revolutionsslagord.

Tredje artikel The Private Dining Room of the Police Commissioner er hyperdramatisk. Den madglade politikommissærs søn kidnappes, en lang og kompliceret krimigåde, hvor ikke mindst mesterkokken Nescoffier spiller en vigtig rolle, ved opklaringen. Nok er det den svageste af de tre filmartikler – eller os er det bare vores koncentrationsevne, der i al sin iver for at få det hele med, er ved at slappes. For der er meget at holde øje med – at holde af. Setdesignet er gennemført, raffineret og detailleret. Brugen af pastelfarver smukt afstemt. Paris er i Andersons dukketeater, netop det Paris som vi elsker at ville huske.

The French Dispatch er detaljerig hyldest til Paris, det trykte medie, det fri kunstnerliv og de litterære journalister a la Hemingway. En film fyldt med filmcitater og deadpanreplikker. Selv Paris’ cafe-, gade-, cigaret- og aperitifnavne er bevidst omskrevet til en indforstået vits. For glem ikke, midt i den nok så underforståede og raffinerede sofistikerede æstetik, er filmen rigtig gammeldags morsom. Man er i det stille, godt underholdt. Læg dertil et mylder af filmverdenens topskuespillere, mange i en lille cameorolle. Der er meget at holde øje med. Kort sagt en 110% Wes Anderson film – og det er en ubetinget anbefaling.